Jobsøgning

Gør op med din indre per­fek­tio­nist i din job­søg­ning

Hvordan gør man op med sin indre perfektionist som jobsøger?

Ikke at være tilfreds med sit job eller sin arbejdssituation er svært, uanset om man er nyuddannet og leder efter sit første job, er blevet opsagt, eller står der, hvor man føler, at man er sandet til i et job, hvor man har været (for) længe. Ved at gøre op med sin indre perfektionist bliver det lettere at gå efter det ideelle arbejdsliv frem for det perfekte.

Kravet om at være ”perfekt”

Det er svært at være menneske. Der er så meget vi syntes, at vi skal nå. Så meget vi syntes, at vi burde kunne. Rigtig mange føler sig pressede af et underliggende præstationskrav, en abstrakt forventning om ”perfektion”. Det underlige i det er, at ingen ved helt hvor det krav kommer fra, for det er umuligt for alle i hele verden at leve op til.

Så lad os lige se nærmere på det med at være ”perfekt”. Vi spørger: Perfekt i forhold til hvad? Alt er jo relativt. Hvad er det, det såkaldt perfekte sættes i forhold til?

Dit ideelle arbejdsliv – skræddersyet til lige præcis dig

I stedet for at stirre sig blind på det ”perfekte” job, det perfekte arbejdsliv, den perfekte karriere, så er det meget mere interessant at tale om det, der er ideelt. Det, der passer lige til dig. ”Nogen vil have moderen, andre datteren”, som ordsproget siger. Det arbejdsliv, der er ideelt for dig, er ikke nødvendigvis ideelt for en anden. Du har dine særegne, unikke kompetencer, erfaringer og evner, som andre ikke har. Du trives bedst med nogle ting frem for andre, motiveres af noget frem for andet, osv. Dine værdier og livprioriteter, dit indre kompas, er unikke for dig.

Så hvis du lige nu er på udkik efter at tage næste skridt i dit arbejdsliv, så drop jagten på det perfekte, og gå i stedet målrettet efter det, der er som skabt til DIG: Dit ideelle arbejdsliv, skræddersyet til lige præcis dig og dine talenter, erfaringer, værdier, temperament og kompetencer. Første skridt på vejen er at gøre op med din indre perfektionist.

Gør op med din indre perfektionist

Vi vil alle sammen gerne gøre det, så godt vi kan. Det kan derfor være svært at give slip; at beslutte sig for at noget er ”godt nok”. Du gør kort sagt op med din indre perfektionist ved at have fokus på ikke at tænke i sort/hvidt, men at gøre plads til gråtonerne. Ved at bruge OG i stedet for ELLER. Noget er med andre ord ikke A eller B, men både A og B.

Sort/hvid-tænkning er begrænsende

Sort/hvid tænkning uden plads til gråtonerne er problematisk, fordi det er begrænsende, unuanceret og skaber nogle ekstreme forventninger, som det er umulige at leve op til. Hvis man således ikke lever op til det perfekte, så må man jo så være det modsatte. Værdiløs i stedet for succesfuld. Dum i stedet for klog. Forfærdelig i stedet for vidunderlig. Så kan man komme til at se sig selv og ens situation, resultater og det man kan og vil i et ret hårdt lys.

Denne form for alt-eller-intet-tænkning giver heller ikke plads til at begå fejl og dermed heller ikke til at måle på, om man har rykket sig – eller faktisk forbedret sig.

Hør os forklare, hvordan du gør op med din indre perfektionist i din jobsøgning her:

Rolf Bangsgaard og Sophie Dam har skrevet bogen Genstart dit arbejdsliv: Sådan designer du dit ideelle arbejdsliv – et outplacementforløb i bogform, som bestyrker dig, giver dig afklaring og overblik samt en konkret plan, uanset dit udgangspunkt, hvis du har brug for at komme videre i dit arbejdsliv. Få en GRATIS læseprøve af bogen samt skabeloner til din egen Ikigai-model samt brutto-CV på www.genstartditarbejdsliv.dk