KarriereØvrigt

Fravalgte læ­rer­ud­dan­nel­sen og er nu suc­ces­fuld iværk­sæt­ter

Line Grüner manglede et år af sin meritlæreruddannelse, da hun i forbindelse med en opgave fik skabt et produkt, hun var nødt til at prøve af i virkeligheden. Hun mente, at den fastlåste tankegang i folkeskolen passede dårligt til hendes kreative og innovative kræfter, og sammen med dårlige muligheder for at få job som lærer, bakkede det hendes beslutning op.

”Hvis vi ikke finder på noget, så skal vi snart ud og være lærere ..." sådan jokede den nu 32-årige Line Grüner og hendes studiekammerater på merituddannelsen til lærer.

Line Grüner

Samtidig havde hun lidt svært ved det, som hun oplevede som et meget fastlåst princip på uddannelsen, og da hun havde været i praktik i folkeskolen: Man gør, som man altid har gjort: Det var svært. Hun oplevede uddannelsen og folkeskolen som en tidslomme, der havde vanskeligt ved at rumme hendes trang til innovation.

”Jeg er ikke en, der gør, som man plejer,” konstaterer Line Grüner, hvilket kun er blevet bekræftet af den idé, som ingen andre før havde fået, og som hun følte, hun var nødt til at føre ud i livet: Et rullende drivhus.

Da hun skulle lave sin afsluttende opgave i materielt design på seminariet i Aarhus, ville hun lave noget, som kunne sættes i spil på et marked og ude i virkeligheden.

”Derfor tog jeg højde for, om det var realistisk at producere, om det kunne produceres i større skala – og jeg havde defineret en målgruppe – formentlig som den eneste på min årgang,” fortæller hun.

Overvældende interesse

Det gik rigtig godt til eksamen, og overvældende mange kom med positive tilkendegivelser, når de så drivhuset på hjul. Efter eksamen ventede tre måneders sommerferie, men der blev ikke sippet mange drinks i strandkanten for Line Grüners vedkommende den sommer for halvandet år siden:

”Jeg tænkte: Nu laver jeg et firma. Jeg var nødt til at prøve det af,” siger Line Grüner, der er oprindeligt er uddannet grafiker.

Nu er Urban Greenhouse en realitet, og Line Grüner glæder sig i dag tit over, at hun reelt ikke helt vidste, hvad hun kastede sig ud i – lige som humlebien, der teoretisk set ikke burde kunne flyve, men at den ikke ved det, og derfor bare gør det alligevel. For der har været udfordringer undervejs, men de er alle blevet klaret, og i dag har Line Grüner to personer ansat i Urban Greenhouse og er ved redaktionens afslutning ved at ansætte en tredje.

”Det har været det mest frustrerende, mest ensomme – men også det sjoveste og vildeste, jeg har gjort. Jeg har ikke fortrudt på noget tidspunkt, at jeg stoppede med min læreruddannelse. For jeg lærer også nu, det er bare en anden form for læring, og jeg har aldrig været på en uddannelse, der på nogen måde har givet mig det samme, som det jeg får lige nu. Læring i virkeligheden er det, der rykker,” sige hun og tilføjer, at hun godt er klar over, at hun satsede hele butikken, som hun siger, da hun tog springet og blev selvstændig:

”Det har tit undret mig, at jeg turde gøre det, men jeg har haft god opbakning fra min kæreste, og vi havde en opsparing, som vi kunne benytte os af. Hvis vi ikke skulle bruge vores opsparing på noget, som vi rigtig gerne ville, hvad skulle vi så bruge den til? Man skal selvfølgelig være bevidst om, at der ikke er nogen sikkerhed i det, men vi har hele tiden haft en nødplan, og det tror jeg er vigtigt at have, så man tænker over, hvad det kan have af konsekvenser, inden man gør det. Vi kunne pantsætte vores lejlighed eller miste bilen, men det ville vi nok klare, og det har vi hele tiden vidst.”

Måske matcher jeg folkeskolen en dag

Line Grüner er vokset op i Vejen i Jylland, og anede allerede det grønne i fingrene, da hun som 21-årig flyttede til Aarhus og købte en kolonihave.

”Det rimer jo lidt på ”farmor”, men jeg har altid interesseret mig for det område. Mine bedsteforældre havde et gartneri, så interessen er sikkert startet tidligt,” siger Line Grüner, der ikke helt vil afvise, at hun kommer til at sætte sine professionelle ben i folkeskolen igen.

”Det er da en tanke, jeg har haft nogle gange. Jeg kunne godt tænke mig at komme ud og undervise i entreprenørskab, som nok skal dukke op på et tidspunkt i folkeskolen, og der er den væsentligste kompetence nok, at man har siddet og svedt over det og har prøvet det selv. Det giver noget helt særligt, når man selv har haft fingrene på kogepladen. Det kan sagtens være, at folkeskolen og jeg på et tidspunkt bliver modne til et møde,” siger hun.