CV

4 myter om, hvordan dit CV bliver tolket

Der er mange myter om, hvordan dit CV bliver læst og tolket. Her slår vi hul i 4 af dem, men dit CV skal stadig være i orden for at få dig til samtale.

Du har sikkert hørt dem. Myterne om, hvordan dit CV bliver ikke alene læst, men også tolket af ansættende ledere. Vi kan roligt sætte en tyk streng under, at det er dine kompetencer, lederne går efter, når de skal ansætte nye medarbejdere. Men det betyder samtidig også, at du skal skrive dit CV, så dine kompetencer ikke står i skyggen af undskyldninger og sorte pletter. Lad os tage et kig på, hvordan det kan gøres:

Der er huller i CV’et

Det er en udbredt antagelse, at hvis der er perioder uden ansættelser på CV’et, så har man et forklaringsproblem. Ifølge Marianne er det ikke et problem, men det handler om at fortælle historien bag, og ofte er der en god forklaring på hullerne i et CV.

Det er kompetencerne, der er vigtige. Men det er klart, at jo længere sådan en periode har været, des flere spørgsmål vil der være. Typiske spørgsmål kan være, om du har lært noget undervejs, hvad du selv har taget initiativ til, og om du vil være stabil i det job, du søger.

Du har været ansat det samme sted i mange år

En anden myte er, at man ikke kan finde ud af at tilpasse sig en ny virksomhed, hvis man har været mange år i den samme.

Det diskvalificerer heller ikke. Men det er klart, at har du siddet i samme stol i 15 år, så vil man kigge i kompetencerne for at se, hvad du konkret har foretaget dig, og om du har udviklet dig på det personlige og faglige plan.

Nyuddannede? Nej tak, vi vil have en, der har erfaring

Nogle har sikkert også hørt om myten, at ledere vil undgå at ansætte en medarbejder, der ikke har haft et job før. Der kan være en forsigtighed om, du forstår arbejdspladsers behov for pligtfølelse og ansvarsfuldhed både i medgang og modgang, men generelt ser lederne mere på, hvad man har brug for i virksomheden.

Nogle gange skal virksomhederne netop bruge nogen, der bliver lært op, og her kan en nyuddannet oftere synes, at det er sjovt og spændende – sammenlignet med en, der har været på arbejdsmarkedet i længere tid.

At træde ned fra lederrollen

Hvis man har haft en ledende stilling med personaleansvar og derefter søger et job uden lederansvar, er det vigtigt i dit CV, at du forklarer historien bag.

Virksomheden vil overveje, om du kommer med din helt egen dagsorden. Men hvis der er en god forklaring, fx at du vil arbejde med det specialistområde, du synes er sjovt eller er blevet mæt af ledelse, så er det ikke et problem.

Det kan du gøre:

  • Forbered dig, læs bag om jobannoncen og sæt fingeren på, at du har kompetencerne til at udføre jobbet.
  • Omstrukturer evt. dit CV til at fokusere på kompetencer i stedet for den klassiske kronologiske orden.
  • Fortæl din historie til jobsamtalen, og vær konstruktivt ærlig.
Få en CV-profil på Jobindex