Rekruttering

Få succes med at ansætte ny­dan­ske­re

For at fremme væksten er der brug for kompetente nydanskere med viden om kultur, markeder og sprog. Virksomhederne skal ikke være bange for at ansætte nydanskere men springe ud i det.

Flere eksempler viser, at når danske virksomheder inddrager mangfoldigheden på arbejdspladsen, så er det værdiskabende og vækstfremmende. Vejen behøver ikke at være fyldt med forhindringer, og der er nogle specifikke råd, der kan være med til at sikre succesen.

”Hvis man er afstandtagende over for ansættelsen af nydanskere, så er mit første og bedste råd, simpelthen at tro på det og springe ud i det med krum hals, for i de allerfleste tilfælde bliver ens bekymringer ikke til noget. Det behøver ikke at være et problem, tværtimod, så har mange virksomheder allerede tilpasset sig en stigende globalisering og internationalisering, og har de ressourcer, der skal til for, at det lykkes. Det er slet ikke så problematisk, som det lyder,” siger Torben Møller-Hansen, Direktør i Foreningen Nydansker.

Torben understreger, at det ikke er nok at springe ud i det, for det er også vigtigt, at ...
”Man er opmærksom på, at vores danske ledelseskultur er anderledes og nydanskere i mange tilfælde kommer fra en mere hierarkisk ledelseskultur med mindre selvstændighed, og derfor skal virksomhederne være endnu bedre til at fortælle eksplicit om, hvordan de arbejder og om deres ledelseskultur og ledelsesstil, så der ikke opstår misforståelser”, siger Torben Møller-Hansen.

Det sidste guldkorn

”Det sidste råd, som er guld værd, er at være opmærksom på vigtigheden af at medarbejderen har en mentor, de kan læne sig op af og stille alle de gode spørgsmål. Og også de rigtig dumme,” siger Torben.

Direktøren anbefaler, at man springer ud i det, fortæller om virksomheden og udpeger en mentor. Han understreger, at ansættelsen af folk fra andre kulturer betaler sig og har mange positive effekter. Samtidig kan man inddrage foreningen Nydansker, som står klar til at rådgive og klæde virksomheder bedst muligt på.

”Der er ingen tvivl om, at tiden investeret i den nye medarbejder kommer trefold igen, hvis virksomhederne ellers tør at springe ud i det. Og så er de selvfølgelig mere end velkomne til at trække på vores ekspertise,” afslutter Torben.

Kan du se værdi i at ansætte en nydansker i sin virksomhed? Find din nye medarbejder på www.eksportjob.dk

Eksportjob