Artikler og indhold til jobsøgning og karriere




Få netværksrådene, der kan sikre dig jobbet


Peter Meno Høgh ved tavle

Dine netværksevner kan skaffe dig job og forfremmelse, men hvordan gør man i praksis? Vi tog en snak med Jobindex’ bedste netværker, om hvordan han udvikler, vedligeholder og bruger sine forbindelser.

Af Martin Ellermann

Peter Meno Høgh, du er kåret til årets medarbejder af dine kolleger? Hvordan opnår man den status?

"Du skal være opsøgende og vise interesse for alle i virksomheden – men uden at have en bagtanke med det. Du får meget viden ved at stille spørgsmål og lytte til andre, og du oparbejder også goodwill, når du hjælper dem. Af og til opstår der så muligheder, hvor du kan trække på andre."

Hvad er din netværksstrategi både i forhold til kolleger og eksterne kontakter?

"En headhunter sagde engang til mig, at nøglen er at være synlig. Mennesker bliver glade, hvis du stiller spørgsmål, følger op og viser oprigtig interesse. Og det er i den positive tilgang til alle mennesker, at mulighederne viser sig."

Hvordan holder du styr på alle de folk, du møder?

"Du skal helst finde mindst en ting, som du kan huske personen for. Så har du et udgangspunkt at bygge en ny samtale op om, hvis I mødes 6 måneder senere. Folk bliver trygge ved dig, hvis du kan deres navn og fx ved, at sønnen spiller håndbold."

Er det en god ide at kortlægge sit netværk?

"Jeg synes ikke, du skal tage notater og lave lange lister. Det vigtigste er at være åben og oprigtig interesseret uden bagtanker. Det kommer til at virke kunstigt og hult, hvis du kun taler med en person, fordi du vil have noget af ham."

Hvad gør du, hvis du har en dårlig dag, hvor du ikke har lyst til at tale med en masse mennesker?

"På en offday er det bedre at fordybe sig på kontoret eller hjemme. Netværk er jo positive relationer, så at brokke sig spreder blot en ukonstruktiv og dårlig stemning, som ikke kan bruges til noget."

Men kan kritik ikke samle mennesker i en form for netværk?

"Det bliver nok ikke en brugbar forbindelse. Du bliver sjældent bemærket positivt, hvis du er kendt for dit brok. Den positive tilgang til mennesker, hvor du er konstruktiv, lyttende og forsøger at finde løsninger er nok den, der vil få flest til at tale med dig."

Hvilke fejl begår folk typisk, når de forsøger at netværke?

"Den fælde mange falder i til konferencer, messer og møder er, at de ryger i en tryghedszone. De begrænser sig selv og får ikke opsøgt nok nye mennesker. Her er det vigtigt, at have et par icebreaker-spørgsmål klar og ikke blot blive hængende ved den første person, man går hen til."

Hvordan ved man, at det er tid til at gå videre?

"Aflæs situationen. Du har spurgt eller talt nok, når den andens øjne flakker. Gå videre og hæng ikke for længe med den samme. Mange bruger al deres energi på at tage sig sammen til at tale med en, men det er ofte mere brugbart at tale 5 minutter med alle i lokalet."

Men hvordan får man så dybde i netværket?

"Du skal naturligvis ikke underkende de dybere relationer, og det kan være ok at bruge mere tid på nøglepersoner. Men mange vurderer tit for hurtigt, hvor vigtig en relation er i forhold til ens agenda. Og det bedste netværk kan vise sig at være forbindelsen med kollegaen, kantinedamen, it-supporteren eller en anden, der pludselig kan hjælpe dig med noget."

LÆS OGSÅ Sådan bruger du dit netværk

Publiceret 2014-12-01




Læs også

1 til 24 af 833 resultater.
1|2|3|4|5|6|7||35|Næste »
1 til 24 af 833 resultater.
1|2|3|4|5|6|7||35|Næste »
Annonce:
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.