KarriereØvrigt

Egne skoler skal løfte niveauet i ho­tel­bran­chen

Mangel på specialiseret arbejdskraft får flere virksomheder til at indføre egne skoler, som skal løfte niveauet i hotelbranchen.

Der er behov for et væsentligt løft i standarden inden for hotelbranchen – præcis som det er sket inden for restaurationsbranchen. Det mener administrerende direktør på Kurhotel Skodsborg, Mai Kappenberger, der derfor har taget initiativ til et helt nyt uddannelsesprojekt.

”Set i et internationalt perspektiv har gastronomien i Danmark et ekstremt højt niveau. Det forventer vores gæster, når de kommer til Danmark, og det gør de selvfølgelig også i hotelbranchen. Men det høje niveau er ikke bare kommet af sig selv. Og hoteldelen er sakket bagud i de år, hvor gastronomien er eksploderet,” siger Mai Kappenberger til Horestas magasin Visitor.

Derfor mener hun, at det er nødvendigt at uddanne folk i branchen med relevante værktøjer, som kan matche de internationale gæsters forventninger til serviceniveauet.

Hotelskolen vil blive en toåig hoteluddannelse, der er udviklet i samarbejde med Horesta og Cphbusiness – og hvis det hele går efter planen, åbner skolen dørene for elever i løbet af i år.

Bliv cand.mac. hos McDonald’s

En anden virksomhed, der har erfaring med at oprette egne uddannelser, er ifølge Visitor, McDonald’s, hvor man siden 2012 har haft McDonald’s-akademiet. På Finans.dk kunne man tilbage i 2014 læse, at den første ”hjemmelavede” McDonald’s leder nu var blevet færdig.

I alt 11 ledere gjorde deres treårige lederuddannelse ”Retail Leadership” færdig – med titlen som ”cand.mac.’er”. Bente Ørhstrøm er underviser og studievejleder hos KEA Kompetence og har udviklet uddannelsen i samarbejde med McDonald’s.

”Vores studerende får selvfølgelig ikke så meget uddannelse, men til gengæld arbejde de studerende med det, de lærer, i praksis. Tanken er, at de går hjem og bruger det, de lærer,” siger hun i artiklen på Finans.dk, hvor det også fremgår, at flere andre større danske virksomheder har tilsvarende uddannelser – deriblandt Top Toys, Synoptik og jem & fix.

Gode, ”forstyrrende” spørgsmål

Ifølge artiklen har uddannelsen givet et markant kompetenceløft, som er kommet både de studerende og McDonald’s til gode:

”For McDonald’s har det haft den positive virkning, at det at have unge i gang med en uddannelse betyder, at de kommer hjem og stiller ”forstyrrende” spørgsmål. Og de stiller spørgsmålene på et helt andet niveau, end de plejer, og de ser andre sammenhænge end dem, vi normalt ser,” fortæller Bente Øhrstrøm.

Undervejs i uddannelsen har mange fået nye job, og nogle af dem er blevet restaurantledere i perioden. Uddannelsen er ifølge McDonalds.dk tilrettelagt, så man kan gennemføre den på to og et halvt år, hvor man bruger 10-15 timer ugentligt på studier. Undervisningen kombinerer hjemmearbejde på nettet med kursusophold og enkelte seminardage, og McDonald’s betaler hele uddannelsen.