Ledelse

CSR sættes i system

Danske virksomheder er ifølge Dansk Industri langt fremme, når det gælder arbejdet med Corporate Social Responsibility (CSR). En ny handleplan fra regeringen anerkender den danske styrkeposition inden for CSR og stiller samtidig krav til virksomhederne.

Regeringens nye strategi for Corporate Social Responsibility (CSR) blev den 26. marts 2012 præsenteret af erhvervs- og vækstminister Ole Sohn under overskriften Ansvarlig vækst. Strategien skal som antydet bidrage til, at vækst og ansvarlighed går hånd i hånd.

Handlingsplanen for Danmarks CSR-indsats bygger på anbefalinger fra Rådet for Samfundsansvar, som har efterspurgt en styrket indsats for at sikre Danmarks førerposition på området. Rådet for Samfundsansvars formand Mads Øvlisen udtaler i en pressemeddelelse på samfundsansvar.dk:

"Jeg er glad for, at regeringen har valgt hurtigt at bakke op om arbejdet i Rådet for Samfundsansvar. Der er behov for en styrket indsats, hvis Danmark skal være internationalt førende på dette område. Jeg lægger særlig vægt på, at regeringen har afsat de nødvendige midler til at oprette en mæglings- og klageinstitution for ansvarlig virksomhedsadfærd. Det er et afgørende skridt til, at Danmark lever op til FN’s nye anbefalinger."

Til gavn for miljø og mennesker
Regeringen lægger med sit nye udspil op til, at landets 1.100 største virksomheder og statslige selskaber fremover skal redegøre for, hvordan de i deres arbejde tager højde for menneskerettigheder og beskyttelse af klimaet:

”Vi ændrer årsregnskabsloven, så man som et led i beretningen om virksomhedens sociale ansvar også beretter om indsatsen i forhold til menneskerettigheder og klimapåvirkning,” siger Ole Sohn ifølge DR.dk.

Handlingsplanen for CSR har som indsatsområder at styrke respekten for internationale principper, øge ansvarlig vækst gennem partnerskaber, øge gennemsigtigheden og fremme gode rammer for ansvarlig vækst gennem det offentlige.

Konkret etableres blandt andet en ny mæglings- og klageinstitution for ansvarlig virksomhedsadfærd, som for eksempel får til formål at hjælpe ofre for krænkelser af menneskerettigheder eller dårlige arbejdsmiljøforhold.

Ole Sohn omtaler i en pressemeddelelse fra Rådet for Samfundsansvar det nye mæglings- og klagenævn som en ’effektiv mekanisme i tilfælde, hvor danske virksomheder ikke har levet op til deres samfundsansvar’.

CSR som branding
Ifølge Ole Sohn forventer regeringen, at danske virksomheder opfører sig ansvarligt i såvel ind- som udland. Erhvervs- og vækstministeren pointerer i Samfundsansvar.dk’s pressemeddelelse, at det at tage socialt ansvar ikke alene er det rigtige at gøre – det giver også nye vækstmuligheder for danske virksomheder.

Vækstpotentialet ligger ikke mindst i, at det vil styrke de danske virksomheders brand at være med i den gruppe af virksomheder, som den nye CSR-strategi omfatter, og som kommer til at arbejde målrettet og systematisk med disciplinen:

”Vi vil gerne have, at danske virksomheder har et brand som virksomheder, der opfører sig ordentligt – også i tredje verdens lande. Det vil vi af to grunde: Fordi vi som samfund gerne vil have, at vi har en god opførsel. Men også fordi vi mener, det er en markedsfordel for virksomhederne at være med i ordningen. Det giver dem et godt brand,” siger Ole Sohn ifølge en nyhed på DR.dk den 26. marts 2012.

Dansk Industri (DI) bakker op om regeringens handlingsplan for CSR og opfatter udspillet som en anerkendelse af dansk erhvervslivs styrkeposition inden for CSR. Direktør i DI, Tine Roed, udtaler i en pressemeddelelse:

”Danske virksomheder er allerede gode til at arbejde ansvarligt som en del af deres forretning, og det er vi tilfredse med, at regeringen tydeligt anerkender med sin handlingsplan. Samtidig er vi helt enige i regeringens tilgang, at virksomhedernes samfundssvar fortsat skal være forretningsdrevet med fokus på at skabe fælles værdi.”

Læs også