Når kalenderen siger ferie, forestiller vi os, at vi slapper af, lader op og glemmer alt om arbejdsmails og telefonopkald. Men ny data viser, at oplevelsen af at holde fri hænger tættere sammen med hverdagen på jobbet, end vi måske tænker over.
En klar sammenhæng, men et åbent spørgsmål
Vores undersøgelse blandt mere end 10.000 danskere viser en klar sammenhæng: Jo bedre du trives mentalt på arbejdet, des lettere er det at lægge det fra sig, når du har fri.
Blandt dem med meget høj mental trivsel svarer 55 %, at de er meget enige i, at arbejdet ikke fylder for meget uden for arbejdstiden. Billedet er stik modsat for dem, der trives dårligt: Blandt dem med lav eller meget lav trivsel er det hhv. over halvdelen og hele 72 %, der oplever, at arbejdet fylder for meget – også når de burde have fri.
Det er med andre ord ikke kun et spørgsmål om viljestyrke og gode intentioner, når du åbner indbakken på stranden. Det handler i høj grad om, hvilken mental plads arbejdet allerede optager i hverdagen.
Men hvad kom først: Er det, fordi du lader arbejdet fylde, når det ikke bør, at du har lav trivsel, når du arbejder? Eller er det en reel trivselsproblematik, der gør, at du ikke kan lægge arbejdet fra dig, når du har fri?
Mere end halvdelen kobler aldrig helt fra
Og det er der tilsyneladende mange, der kæmper med. I sidste års undersøgelse svarede mere end halvdelen, at de aldrig holder helt fri – ikke engang på ferie.
Det mest udbredte er at læse mails og tage telefonen. Hver tredje dansker svarede, at de gør netop det, når de har fri.
| Læser mails | 34 % |
| Besvarer telefonopkald | 34 % |
| Besvarer mails | 26 % |
| Udfører arbejdsopgaver | 19 % |
| Har tilkaldevagter | 8 % |
| Er ikke tilgængelig i min fritid | 30 % |
| Tilgængelighed efterspørges ikke af min arbejdsplads | 15 % |
For nogle er det et hurtigt smugkig. For andre glider arbejdslivet ind i ferien i en grad, hvor man reelt set stadig arbejder.
Et mønster af frivillighed og hensyn
Men hvad driver dem af os, der i en eller anden grad arbejder, når vi i virkeligheden har fri?
Flertallet siger, at det sker på eget initiativ. Måske du også kender følelsen af, at det giver lidt ro i maven at følge med – og at det er nemmere at vende tilbage efter ferien, når indbakken ikke er vokset ukontrolleret.
Det tankevækkende er alligevel, at næsten halvdelen af danskerne, der arbejder på fridage eller i ferier, slet ikke selv har lyst til det. De peger enten på opgavehensyn – fx ønsket om, at der ikke skal opstå bunker af arbejde, mens man er væk – eller andres forventninger som årsag. Det betyder, at 25 % af danskerne arbejder, når de har fri, uden selv at have valgt det til.
En anledning til at tale sammen
Der findes ikke et rigtigt niveau af tilgængelighed i ferien. Men undersøgelserne peger samlet på, at der er mange forskellige måder at være det på – og at den mentale trivsel på arbejdspladsen spiller en større rolle, end mange måske forestiller sig.
Det kan give anledning til en samtale. Både med dig selv og på din arbejdsplads.
Spørg dig selv
- Hvilket arbejdsliv drømmer jeg om – også når jeg holder fri?
- Hvad har jeg selv brug for, når jeg holder ferie?
Spørg din arbejdsplads
- Hvad er egentlig aftalen, når nogen går på ferie?
- Hvad er rart, og hvad er rimeligt?
At finde svaret på de spørgsmål giver ikke bare mod til at holde fri. Det skaber også ro. Både for dem, der gerne vil koble helt fra, men også dem, der gerne vil følge lidt med på sidelinjen.
Kunne du lide det, du lige har læst?
Så er der mere, hvor det kommer fra. Artiklen har været sendt ud med vores nyhedsbrev – og du kan også få tips, indsigt og inspiration om jobsøgning og karriere direkte i din indbakke.
Tilmeld dig nyhedsbrev nu





