Fotograf: Emma Sejersen
Forestil dig en arbejdsplads, hvor der ikke er tavshed om, hvem der tjener hvad – og hvor alle er enige om én ting: Vi lykkes kun, hvis vi lykkes sammen.
Sådan er hverdagen hos Analyse & Tal, der ikke er en helt almindelig virksomhed. De er et medarbejderejet kooperativ, der siden begyndelsen har tilbudt alle medarbejdere samme løn – en såkaldt enhedsløn – og medejerskab.
”Det er vigtigt for os, at vi alle er lige i det ejerskab. Ud af det kom enhedslønnen næsten som en konsekvens,” forklarer Edin Lind Ikanovic, der er Partner i Analyse & Tal.
Enhedslønnen handler derfor ikke om at nøjes, men om at vælge lighed som fundament for samarbejde.
Fælles løn for fælles ansvar
Hos Analyse & Tal får alle medarbejdere samme løn – uanset anciennitet og ansvar. Lønnen, der i etableringsåret i 2014 ikke var ret meget over den daværende dagpengesats, ligger i dag på 45.000 kr. om måneden.
”Der er en årlig regulering, afhængig af inflation og hvordan virksomheden har klaret sig,” siger Edin. ”Men i dagligdagen fylder løn virkelig ikke noget for os. Der er ikke et opløb til lønforhandlinger eller sammenligninger. Det skaber ro.”
Og at lønnen er afgjort for alle, skaber ikke bare ro – det skaber et fællesskab.
Et opgør med løn som motivation
Det er ikke lønsedlen, der driver indsatsen i analysebureauet. Det er i stedet passionen for arbejdet, friheden til at påvirke arbejdspladsen og følelsen af at være en del af noget større, der tæller.
”Jeg har en antagelse om, at alle møder ind på arbejde; gør det så godt, de nu engang kan – og så er der den løn, der er,” siger Edin. Det betyder, at energien kan bruges på opgaverne og på at hjælpe hinanden frem.
Men hvad hvis man drømmer om mere i løn?
Edin er ærlig: ”For mig er det okay vigtigt at have en høj løn. Hvis jeg gerne vil have en højere løn her, er der kun én vej: At sørge for, at virksomheden klarer sig godt. Det kan være frustrerende, at det ikke sker fra dag til dag, men det er også sundt.”
Når virksomheden har overskud, kan noget af det bruges til at hæve lønniveauet for alle. ”Det giver et fælles incitament. Vi skal alle lykkes – ikke kun mig selv.”
Et princip, der holder – også i svære tider
Når Edin fortæller andre udenfor virksomheden om enhedslønnen, møder han ofte samme spørgsmål: ”Hvad hvis nogen ikke yder?”
”Det kan være svært for andre, at man kan være drevet af andet end penge,” fortæller han. ”Men hos os handler motivation ikke kun om løn, men om opgaver, fællesskab og ansvar.”
Og skulle virksomheden møde modgang, står de også sammen. Da de i en periode måtte skære ned, valgte de at trække lod om, hvem der skulle afskediges. ”Det lyder underligt for mange – men hvis vi tror på lighed, må vi også stå på mål for det i svære tider,” forklarer Edin.
Det har ført til, at ingen er uundværlige. ”Vi er nødt til at dele viden og ansvar, så vi kan klare os – selv hvis vi mister en kollega. Det modvirker magtkoncentration og skaber en sund organisation.”
Et valg, der giver mening i længden
Edin selv har været en del af Analyse & Tal i syv år. Og selvom han anerkender, at modellen kan kræve tålmodighed, oplever han en dagligdag præget af tryghed, respekt og engagement.
”Selvom det er lidt anderledes, at lønnen ikke kan forhandles individuelt, så er der nok andre ting, der vejer tungere,” siger han.
Han fremhæver det stærke kollegaskab og følelsen af ejerskab som nogle af de vigtigste grunde til, at han stadig er der – og ikke har planer om at skifte.
Hvem er Analyse & Tal?
Analyse & Tal er et medarbejderejet kooperativ og analysebureau med 25 medarbejdere i København og Oslo. De arbejder – ifølge eget udsagn – med at tælle det, der er svært. De beskæftiger sig med komplekse samfundsproblemstillinger og skaber solide tal på det, du ikke lige kan slå op på Danmarks Statistik.