Artikler og indhold til jobsøgning og karriere




3 fejlagtige forestillinger nyuddannede gør sig om jobsøgning


Kvinde forestiller sig

Som nyuddannet gør man sig ofte en masse tanker om jobsøgning og det første job. Men hvor meget af det, du forestiller dig, holder stik? Jobkonsulent Pernille From Hansen har 8 års erfaring med jobsøgning for nyuddannede. Hun afliver tre forkerte forestillinger – og guider dig til dit første job.



1. ”Virksomheder ansætter for det meste folk med erfaring”

Forestilling nummer et handler om at tro, at virksomhederne ikke ønsker at ansætte nyuddannede, fordi de fleste jobannoncer efterspørger erfarne profiler.

”Men sådan er det ikke. Alle, der er erfarne nu, har jo selv været nyuddannede, så selvfølgelig ansætter virksomhederne også nyuddannede. Ofte når de nyuddannedes stillinger bare ikke at blive slået op, inden de er besat,” fortæller Pernille.

Det skyldes, at virksomhederne ofte starter med at undersøge internt samt i virksomhedens netværk, om man kender en person til jobbet. Gør man ikke det, skriver man en jobannonce og søger eksternt.

Mange stillinger når altså aldrig at blive slået op, og her ligger problemet for de nyuddannede:

”Typisk skal man ikke have lige så mange specifikke kompetencer for at bestride en stilling som nyuddannet. Det betyder også, at der er flere personer, som kan varetage den type stillinger – og derfor bliver de hurtigere besat internt,” fortæller Pernille.

Vil du hurtigere i job, er finten altså at udvide din jobsøgning til også at omfatte uopfordrede ansøgninger.

Det kan være, du ”kender nogen, der kender nogen” i en virksomhed, som matcher din faglighed, eller at du kan gøre dig bemærket via et praktikophold eller et studieprojekt.

En sidste mulighed er selv at finde relevante virksomheder, ringe til dem og spørge om de er interesserede i at få en nyuddannet medarbejder med dine kompetencer.

LÆS OGSÅ: Nyuddannet? Husk at søge uopfordret

2. ”Virksomheder er ikke åbne over for uopfordrede henvendelser”

Og netop at kontakte virksomhederne uopfordret er også omgærdet af fejlagtige forestillinger hos mange nyuddannede.

Jobsøgende slår muligheden for uopfordret jobsøgning hen, fordi de tror, at virksomhederne har for travlt og ikke ønsker at blive kontaktet uopfordret.

”Men tidligere rekrutteringsundersøgelser har vist, at hele 72 procent af virksomhederne er positive over for at blive kontaktet uopfordret af folk med en – for virksomheden - relevant faglighed,” fortæller Pernille.

Samtidig afliver hun en anden forestilling i samme kategori, som går ud på, at uopfordrede ansøgninger ikke kan betale sig at skrive, fordi de ender i HR’s arkiv:

”Når folk snakker om uopfordrede ansøgninger, der strander, tænker de ofte på store virksomheder med en HR-afdeling og mange regler og processer for ansøgningen. Men fokuser i stedet på alle de mindre virksomheder, du kan søge i. De har samme spændende opgaver, men ikke nær så mange ansøgere og har ikke en HR-afdeling, du først skal igennem. Her havner din uopfordrede ansøgning nemmere i de rigtige hænder,” siger Pernille.

3. ”Mit første job er drømmejobbet”

Forventer du også, at dit første job er en stor stilling med alle dine drømmeopgaver? Du er ikke alene.

”Der er mange nyuddannede, der har en forventning om, at den første stilling er drømmejobbet. Og man har da også hørt om det – succeshistorien, hvor en nyuddannet kommer ud og får en ledende stilling med stort ansvar fra start. Men lad mig understrege: Det er enkelttilfælde,” siger Pernille.

Realiteten for de fleste nyuddannede er, at du starter som researcher og assisterer med fagligt orienterede delopgaver. Det kan for eksempel være at hjælpe mere erfarne kolleger med indhentning af relevante data og bistå med bearbejdningen.

”Og det er jo ikke fordi, at du ikke må drømme om en stor stilling fra start – det er kun godt, hvis du gør. Men du skal være realistisk og give det tid! Forvent ikke, at du når dit mål i et hug,” fortæller Pernille.

Hun mener, en god øvelse kan være at opdele din drøm i trin og sigte efter at nå delmål.

Hvis du for eksempel ønsker at blive økonomichef, kan første trin på karrierestigen handle om at søge som økonomimedarbejder og arbejde med økonomi i praksis. Næste trin kan være at få ansvar for dit eget projekt og så videre.

”Og det er ikke en skidt ting at arbejde sig op på den måde. For meget ansvar for tidligt er ikke godt. Hvis man bliver stillet overfor en opgave, man ikke er fagligt erfaren nok til, så er det virkelig ikke sjovt!” afslutter Pernille, som ønsker dig held og lykke med dit første job.

LÆS OGSÅ: Ny på arbejdsmarkedet - hvad nu?

Publiceret 2019-05-13




Læs også

1 til 24 af 840 resultater.
1|2|3|4|5|6|7||35|Næste »
1 til 24 af 840 resultater.
1|2|3|4|5|6|7||35|Næste »
Annonce:
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies. Du kan altid trække samtykke tilbage ved at slette cookies.