JobsøgningNy i job

4 gode råd: Sådan søger du job, mens du skriver speciale

Du går på sidste år af kandidaten og HAR hørt, at det er nu, du skal i gang med at søge job. Men hvordan gør du, når du samtidig skal ondulere det uoverkommelige speciale? Det handler om at planlægge din tid, undersøge virksomhederne og være synlig der, hvor de er.

1. Planlæg din tid, og vær realistisk

Let’s face it: Døgnet har 24 timer, og hvis du skal aflevere speciale, søge job og trække vejret samtidig, må du planlægge din tid og være realistisk med dine mål.

Gør op med dig selv, hvor meget tid du har til de forskellige opgaver, og vid at du ikke kan nå mere end det.

Pernille From Hansen er jobkonsulent og har erfaring med at få nyuddannede i job. Hun anbefaler, at du stadigvæk sørger for at prioritere dit speciale højest:

”Specialet er en stor opgave, som du har kvalificeret dig til at skrive igennem hele din studietid. Derfor giver det ikke mening, at du skal begynde at fokusere voldsomt på jobsøgning, når du når den sidste del af uddannelsen.”

Hun mener også, det er en god idé at mærke efter, om du har tid til den hardcore jobsøgning, hvor du skriver ansøgninger og går til jobsamtaler.

"Det vil være forskelligt fra person til person, hvad du magter, imens du læser. Måske skal du i første omgang holde dig opdateret og kun slå til, hvis chancen rigtig byder sig,” foreslår Pernille.

LÆS OGSÅ: Nyuddannet? Husk også at søge uopfordret

2. Undersøg markedet og virksomhederne

Når du har din tid og prioritering på plads, så begynd at undersøge virksomhederne. Det er basalt benarbejde uden deadline og en nem opgave at gå til og fra i løbet af din uge.

”Start med at læse noget mere erhvervsstof. Find ud af, hvilke virksomheder og organisationer der er inden for din branche. Find også dine brancheorganisationer, og meld dig ind i en fagforening,” råder Pernille.

De fleste virksomheder og organisationer udgiver nyhedsbreve eller magasiner, du kan få tilsendt. Melder du dig til, er du sikker på at være på forkant med nye tendenser og tiltag.

Når du støder på en interessant virksomhed, så husk i øvrigt at skrive den ned. Til sidst har du en liste over spændende og potentielle arbejdspladser, du kan bruge i din jobsøgning.

3. Mød virksomhederne face to face

En effektiv og ikke nødvendigvis tidskrævende måde at øge dine chancer for at finde job på er ved at møde virksomhederne.

Mange har stande på studiemesserne med det primære formål at møde dig som nyuddannet og tale om karrieremuligheder.

Nogle virksomheder holder også events, hvor du kan mingle med andre inden for dit felt. Når du indgår i uforpligtigende samtaler, får du både vist din motivation, og hvad du kan med din faglighed.

Så kom afsted, hvis du har muligheden. Messer og events kan score dig vigtige kontakter til et nyt job.

4. Gør dig synlig online

En sidste nem måde at vise virksomheder at du er på markedet for et job, er ved at lægge dit CV online og oprette en jobagent.

Uploader du dit CV hos os, gør du dig synlig for mere end 900 virksomheder og 26 rekrutteringskonsulenter. De bruger hver dag databasen til at søge medarbejdere til forskellige stillinger.

Når deres søgeord matcher dit CV, kommer du frem i deres feed. Så brug lidt tid på at lave et godt CV. Hvordan du gør, kan du læse mere om her.

Du kan også oprette en jobagent, som holder dig opdateret om ledige stillinger. Det er nemt, og du har selv mulighed for at skræddersy, hvad du modtager.

Der er altså mange måder at komme i gang med jobsøgningen på, uden at du behøver sætte en masse tid af. Mærk efter, hvad du har ressourcer til, og start dér.

LÆS OGSÅ: 3 fejlagtige forestillinger nyuddannede gør sig om jobsøgning

Læs også