Øvrigt

Virk­som­he­der­ne har sværere ved at finde me­d­ar­bej­de­re

Det er blevet sværere for virksomheder i Danmark at finde medarbejdere til deres stillinger – særligt inden for nogle områder.

For nyligt viste en undersøgelse fra DA – Dansk Arbejdsgiverforening – at beskæftigelsen for lønmodtagere i den private sektor siden september 2013 er steget med 118.000, og at der det seneste år hver måned i gennemsnit i samme sektor har været en stigning i lønmodtagerbeskæftigelsen på godt 4.500. Ifølge undersøgelsen oplever virksomhederne, at flere og flere job er vanskelige at besætte med de rette medarbejdere.

Den tendens oplever man også hos DI – Dansk Industri – hvor underdirektør, Charlotte Rønhof, kan se, at rigtig mange af hendes medlemmer står i rekrutteringsudfordringer.

”Det gælder inden for særlige områder, hvor virksomhederne her og nu og ikke mindst på sigt har udfordringer,” siger Charlotte Rønhof og tilføjer, at det især gælder inden for det tekniske område, hvor en bred vifte af ingeniører for eksempel er særligt eftertragtet.

Ifølge underdirektøren i DI er der også et stærkt stigende behov for folk med solide it-kompetencer og for faglærte inden for de tekniske områder.

Svært at drive virksomhed uden medarbejdere

Når virksomhederne ikke kan finde medarbejdere til deres stillinger, så er der ifølge Charlotte Rønhof aktiviteter, man i virksomhedsregi ikke kan komme i gang med, og det er bekymrende.

”Det er svært at drive en virksomhed uden medarbejdere. Man kan godt blive lidt bekymret i det her gryende opsving, vi står i lige nu: Kan der komme rigtig gang i hjulene, hvis virksomhederne ikke kan finde medarbejdere? Det kender de fleste af os svaret på,” lyder det fra Charlotte Rønhof, som mener, at der er flere forskellige tiltag, man skal være opmærksom på, hvis man skal ændre situationen.

Et af de områder, som har særligt stort fokus hos DI og andre interesseorganisationer, er uddannelsesdagsordnen helt ned til folkeskoleniveau.

”Skolerne bliver nu forpligtet til under åben skole også at lave samarbejder med virksomhederne, og det er et rigtig vigtigt tiltag. Det betyder meget for de unge, at de kan se i praksis ude i en virksomhed, hvorfor de skal lære matematik eller fysik. Eller hvorfor de ikke nødvendigvis skal gå i gymnasiet som alle andre. Det kan forhåbentlig være med til at få flere til at vælge de veje, hvor vi kommer til at mangle kompetencerne,” siger hun.

Holland stod for nogle år siden i samme situation som Danmark, og man besluttede derfor at iværksætte en teknologipagt, hvor regering, organisationer, virksomheder og uddannelsesinstitutioner støtter op om at få uddannet flere inden for de tekniske områder.

”Vi håber derfor meget, at man vil lade sig inspirere af den hollandske teknologipagt herhjemme,” lyder det fra Charlotte Rønhof.

På den lidt længere bane er man ifølge underdirektøren i DI i gang med at få flere internationale unge, der studerer i Danmark, til at få kontakt med de virksomheder, der mangler folk – og få dem til at blive her i Danmark. På den kortere bane er løsningen at få flere udenlandske medarbejdere til Danmark, hvilket Charlotte Rønhof mener, der er uudnyttet potentiale i.

Også muligheder for akademikere

Sidder du ikke med en uddannelse inden for de tekniske/naturvidenskabelige uddannelser og er på udkig efter et arbejde, så kan det måske være nedtrykkende at høre om, at der er rift om folk med en helt anden uddannelse end den, du har. Her er de bedste råd fra Charlotte Rønhof, at du søger bredt både geografisk og kompetencemæssigt – og husker de mange mindre og mellemstore virksomheder.

”Mange virksomheder oplever, at det er svært at trække akademikerne væk fra universitetsbyerne. En del dimittender hænger fast i det nærmiljø, de har fået omkring universitetet, og det er ærgerligt, for mange job findes jo rundt i landet,” siger Charlotte Rønhof og tilføjer, at det samtidig er vigtigt at huske de mindre virksomheder, hvor man kan få mulighed for at komme ud som den allerførste akademiker, hvis man er åben for det.