Artikler og indhold til jobsøgning og karriere




Trendspotting: Video i ansøgninger, CV’er og rekruttering er fortsat nyt


Trendspotting: Video i ansøgninger, CV’er og rekruttering er fortsat nyt

Det er stadig usædvanligt at bruge levende billeder til at søge job med, mens det er ved at blive udbredt som værktøj i rekrutteringsprocessen.

Helene Bonne
Tekstforfatter, Jobindex.


Nu, når smartphones og redigeringsapps næsten er blevet hvermandseje, er det nærliggende at tænke, at du kan skille dig ud med en video som ansøgning eller CV. Men få tør.

”I min tid har jeg kun set 2 videoer,” siger rekrutteringskonsulent hos Jobindex, Jens Fog, som har arbejdet med rekruttering i mere end 20 år.

”Men det tog point, at de havde gjort sig umage, og de kom automatisk forrest i køen. Og det giver god mening til visse job fx inden for salg, hvor personlighed, udstråling og gennemslagskraft spiller en vigtig rolle,” fortsætter han.

Blandt vores øvrige 16 rekrutteringskonsulenter, som hver måned ser mere end 100 ansøgninger og CV’er igennem, har kun en enkelt modtaget en ansøgning med et link til YouTube, hvor der lå en video. Så det hører til sjældenhederne.

Rekruttering med videointerviews

Jens Fog fortæller, hvordan han selv bruger video til at interviewe ansøgere til de stillinger, han er ansvarlig for. Jens rekrutterer til salgsbranchen og bruger video i 8 ud af 10 rekrutteringer.

”Videoen er god, fordi jeg kan fornemme folks personlighed, hvilket kan understøtte deres CV. Samtidig kan jeg vurdere ansøgerens måde at formulere sig på, og hvordan de disponerer et svar. Jeg kan også se deres attitude og udstråling, om de fx er udadvendte eller kan holde styr på en flok sælgere,” siger Jens.

Sådan fungerer videointerviews

Hvis du søger et job, som Jobindex administrerer og bliver inviteret til en videointerviewrunde, kan du være helt tryg. Hos os fungerer videoen som et supplement til dit fremsendte skriftlige materiale.

Rent teknisk får du tilsendt en mail, hvor du skal klikke på et link. Her kommer du ind på et website, hvor du bliver guidet igennem processen. I en lille video får du stillet et spørgsmål, som du skal filme og indsende dit svar til. Du kan bruge en computer med kamera eller din smartphone til at optage dit svar med, og der er både mulighed for at gennemse, slette og filme en ny video, inden du trykker send. Der kan derefter være et par runder mere med spørgsmål, og hvis du fx søger et job, hvor du skal tale engelsk, kan du blive bedt om at svare på engelsk i din video.

Fordi teknikken stadig er ny, er Jens meget opmærksom på, at det skal være en god oplevelse for alle parter. Selv er han meget tilfreds med løsningen, fordi han får et bedre billede af ansøgerens profil, samtidig med at geografiske udfordringer mindskes. Jobindex bruger Recruitify by net, som du kan læse mere om på deres engelsksprogede hjemmeside her.

Publiceret 2015-08-19




Læs også

1 til 24 af 833 resultater.
1|2|3|4|5|6|7||35|Næste »
1 til 24 af 833 resultater.
1|2|3|4|5|6|7||35|Næste »
Annonce:
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.