Telefonopkaldet, der sikrer dig jobbet


Mand holder en mobil telefon

Lidt kreativ research og et telefonopkald kan give dig et forspring i ræset om drømmejobbet.

Af Martin Ellermann

Virksomheder henter ofte referencer hos dine tidligere arbejdsgivere. Det kan være en nervepirrende omgang at afvente de skæbnesvangre opkald. Og du får sandsynligvis aldrig at vide, nøjagtig hvad der blev sagt og afgjorde din jobskæbne.

Men metoden fungerer begge veje, og langt fra alle jobsøgere bruger de muligheder, de har for at få information om deres (måske) kommende arbejdsplads. Jobindex opstiller derfor 4 gode råd til telefonsamtalen, der kan klæde dig optimalt på til jobjagten.

1) Kontakt en tidligere medarbejder

Du tager simpelthen en reference på din kommende arbejdsplads. Kort sagt skal du finde en person, der tidligere har været ansat i samme stilling eller afdeling, som du nu ønsker at træde ind i.

Det letteste er at søge på de sociale medier, da rigtig mange efterhånden nævner tidligere arbejdsgivere både på LinkedIn og Facebook. Nøgleordet er ”tidligere” medarbejder, da de, der stadig er ansat i virksomheden, sjældent kan – eller vil – tale frit fra leveren.

2) Vær forberedt på konflikt

Da du taler med en tidligere medarbejder, skal du være opmærksom på, at der kan være konflikter eller utilfredshed, som vil komme op under samtalen.

Spørg derfor konkret ind til, hvorfor personen stoppede i virksomheden, hvordan miljøet og stemningen er, og få gerne informationer om de udfordringer eller problemer, de slås med – både de lavpraktiske, som at økonomidirektøren har en affære med kantinedamen, samt rygter om nedskæringer og lignende.

3) Spørg ind til chefens personlighed

Alt hvad du kan finde ud af om ham eller hende (dem eller de), du skal sidde overfor til en eventuel samtale er guld værd.

Du kan naturligvis bruge nettet til at finde information om dem, men en tidligere medarbejder vil sandsynligvis have mere konkret viden. Det kan fx være, om chefen er skarp og kontant eller rar og behagelig. Med den indsigt du får her, ved du fra start, hvordan du skal opføre dig til samtalen.

4) Fang de røde flag

Dette punkt er en direkte forlængelse af det sidste. Spørg blandt andet til medarbejdernes og chefens påklædning. Det ser så fjollet ud fx at stå i kjole og hvidt, når resten bærer overalls.

Hør også den tidligere ansatte, om hvilke andre røde flag der måtte være – det vil sige, om chefen og de ansatte fx har en aversion mod humanister, håndbold, hundeejere eller andet, du så kan nedtone den del i din fortælling om dig selv. Helt overordnet er det vigtigt at pejle sig ind på, om friskhed eller ydmyghed er vejen til chefens hjertes, og her vil din nye ven – den tidligere medarbejder – være en uvurderlig hjælp.

Held og lykke.

Publiceret 2014-10-24


Annonce:
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til trafikmåling og til optimering af hjemmesidens indhold. Der gemmes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Ved at klikke videre på hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om vores cookies.