Ansøgning Jobsøgning Opsigelse

Tekst­for­fat­te­rens 5 råd til den gode jo­ban­søg­ning

At skrive en god jobansøgning er en svær disciplin for de fleste. Her er 5 konkrete råd fra tekstforfatteren.

”Du skal sælge dig selv.” Det er et råd, du formentlig har hørt en del gange, når du søger nyt job. Men det virker sandsynligvis sjældent. Mange af os er elendige sælgere, har ikke redskaberne til at formulere os overbevisende eller synes bare, at jobansøgningen er noget, der skal overstås – vi passer så godt til stillingen, at vi selvfølgelig bliver kaldt til samtale med det samme. Men hvis nu succesraten ikke er overbevisende, hvad gør man så?

1. Tålmodighed, tålmodighed, TÅLMODIGHED!

En god tekst kan sjældent forceres. Den er et resultat af træning, research og … tålmodighed. Som følge af manglende tålmodighed i skriveprocessen dukker stavefejl, dårligt sprogbrug og decideret volapyk ofte op. Og de signalerer i bedste fald sjusk.

De skarpeste skribenter har mange års træning bag sig og mestrer deraf sproget. Hvis ikke du har samme træning er tålmodighed en ting, du bør være ekstra opmærksom på, når du skriver en jobansøgning. Tag dig god tid. Start forfra, hvis du har brug for det. Læs dine ord igennem, gerne højt. Læs korrektur flere gange – eller endnu bedre, få en god ven til at gøre det. Giver dine ord mening? Repræsenterer de det, du gerne vil fortælle?

2. Pejl dig ind på modtageren

Det er langt fra sikkert, at en ansættende leder eller rekrutteringskonsulent opfatter dine ord på samme måde, som du mener dem – og en enkelt fejlfortolkning eller to kan gøre en stor forskel i en beslutningssituation.

Ring til kontaktpersonen i jobannoncen for fx at høre, hvordan lederen er at arbejde sammen med og hvordan ledelsesstilen er. Det er der intet fordækt i. Tværtimod. Du viser interesse for jobbet og arbejdspladsen, og de informationer, du får, kan være med til at pejle dig ind på lederen. Så har du formentlig også en bedre fornemmelse af, hvordan du på skrift serverer dine kompetencer for ansættende leder bedst muligt.

3. ”Jeg er bare skide god til at smøre leverpostejsmadder.”

Pral og de fleste påstande kommer du ikke langt med i en jobansøgning, specielt hvis du ikke kan bakke dem op med et godt argument eller fakta f.eks. baseret på din historik. Forklar, hvor du har din veludviklede evne til at smøre leverpostejsmadder fra – eller endnu bedre: skriv så denne evne implicit fremgår af dine ord uden direkte at påstå, du har den.

”Gennem 4 år har jeg været ansat hos postejkøkkenet. Jeg startede som smørelærling og er i dag chefpostejskonsulent med ansvar for at smøre virksomhedens leverpostejsprodukter hver dag.”

4. Drop flosklerne

Det er meget lille antal danskere, der er jonglører eller cirkusklovne. Det er du formentlig ikke. Så glem alt om at holde mange bolde i luften. Til gengæld kan du være god til at holde fokus på flere opgaver sideløbende.

Der er ingen grund til at forsøge dig frem med sprogligt skønmaleri i din ansøgning. Spring floskler, metaforer og lignende over. De har den modsatte effekt af intentionen og gør enten din ansøgning længere end nødvendigt eller bruger den plads, du kunne have brugt på slagkraftige argumenter.

5. Du må gerne skrive, at du er god

Du er rigtig, rigtig god til det, du gør. Derfor er der heller ingen grund til at skjule det. Speederen i bund. Fortæl, at du er nøjagtig den person, virksomheden leder efter. For det er du jo, ikke sandt? Skriv om din motivation for at søge jobbet, og hvor og hvorfor dine kompetencer matcher jobbet. Og glem så for hulen alt om at skulle sælge dig selv!


Læs også