Øvrigt

Tag kær­lig­he­den med på jobbet

En psykolog mener, at det er fuldstændigt afgørende, at man har kærligheden med på arbejdet, når man arbejder med børn – og har man ikke mulighed for det, så skal man tage det alvorligt.

Else Marie Bech er psykolog og ansat ved Institut for Relationspsykologi, der sætter fokus på følelsers betydning i professionelle samspil. Vi har spurgt hende om kærlighed, børn og mangel på tid til den kærlighed, som, hun mener, er altafgørende, når man arbejder med børn.

Hvad er det for en kærlighed, man som pædagog har til et barn?

Pædagogens kærlighed til et barn føles ikke nødvendigvis anderledes end kærligheden i privatlivet. Den er selvfølgelig mindre intens end kærligheden til egne børn, men følelserne har ikke en helt anderledes karakter, bare fordi man er på arbejde.

Når jeg taler med pædagoger om det her emne, oplever jeg, at pædagoger generelt holder af børnene. Det er vel også en af grundene til, at man vælger at blive pædagog. Problemet består mere i, at den pædagogiske fagkultur ofte bremser og mistænkeliggør disse positive følelser.

Pædagogfaget og andre omsorgsfag har de senere år taget en drejning, hvor man – i ønsket om at sætte en høj akademisk standard – har prioriteret pædagogens professionelle distance og degraderet følelserne, der derfor ikke rigtigt får lov at høre hjemme i daginstitutionen. Mange pædagoger oplever, at de for at være professionelle kun skal lytte til fornuften – at det er uprofessionelt at handle på sine følelser og sin intuition. Men vi kan ikke ”slukke for følelserne” bare fordi, vi er på arbejde. I forsøget på at gemme følelserne væk, bliver vi trætte, irritable og i sidste ende udbrændte og deprimerede.

Når vi sætter fokus på ”Professionel kærlighed” handler det derfor om at skabe en ny forståelse af, hvad det betyder at være professionel. Vi har lyst til at bryde med den her misforståelse en gang for alle: Følelser er ikke uprofessionelle!

Man er professionel, når man lytter til både ”hjerne og hjerte”. Når man giver følelserne plads, kan man være nærværende og bruge sig selv på en naturlig og autentisk måde. Det skaber bedre trivsel for både pædagoger og børn, at pædagogerne får rum til rent faktisk at stå ved – og tage ansvar for deres følelser. Vi kalder det ”Pædagogik med hjertet”, når følelserne, herunder kærligheden, får en central plads i det daglige pædagogiske arbejde. – En professionsforståelse mange pædagoger har længtes efter.

Er det vigtigt at have den form for kærlighed med på jobbet, når man arbejder med børn?

Det er fuldstændig afgørende at give kærligheden plads, når man arbejder med børn. Børn – ja, faktisk mennesker i alle aldre – udvikler sig gennem kærlige, indlevende relationer.

Forskning viser, at det positive og ressourceorienterede miljø sætter hjernen i en stemning, hvor den har de bedste forudsætninger for udvikling og læring. Dette skyldes, at positive samspil udløser motiverende og beroligende stoffer i hjernen, der skaber engagement og optimale udviklingsmuligheder. Dertil øger glæden hjernens kreativitet, gør den mere fleksibel og robust. De positive følelser får faktisk hjernens celler til at vokse!

Derfor er det vigtigt at give kærligheden plads – ikke kun i daginstitutioner, men også i skoler, på ældrecentre, sygehuse og i jobcentre. Alt relationelt arbejde bør udspringe fra positive relationelle samspil.

Hvordan sørger man for hele tiden at have den kærlighed som pædagog?

I mange tilfælde kommer kærligheden helt naturligt – når bare vi giver den plads og ikke hæmmer den ved f.eks. at kalde den ”uprofessionel”. Det er naturligt for os mennesker at holde af dem, vi kender. Jo bedre vi lærer hinanden at kende – jo mere vokser kærligheden. Man kan sige, at kærligheden kan siges at være vores helt naturlige element.

Kan den blive opbrugt – og hvis ja – hvad gør man så for at fylde den op igen?

Kærligheden bliver ikke som sådan ”opbrugt”. Sådan fungerer følelserne ikke. Man oplever jo heller ikke, at kærligheden til ens egne børn pludselig er opbrugt.

Når eksperter taler om, at man kan blive slidt af at tilbyde professionel kærlighed og omsorg, kan de på en måde have ret, men det er ikke kærligheden, der slider. Det er rollerne, man spiller: Man kan blive slidt og udbrændt, når man skal vise følelser, man ikke har. Eller skjule følelser, man faktisk har. Derfor vil det slide at tilbyde en påtaget kærlighed, der ikke er udtryk for ægte følelser. Selvfølgelig kan det være nødvendigt engang imellem, men på sigt er det vigtigt, at man står ved de faktiske følelser – også de negative – og får talt med sine kolleger om disse følelser: ”Hvorfor bliver jeg altid så vred på Ida?”

Når man har taget ansvar for følelserne, er man parat til at arbejde for at skabe positive følelser. F.eks. ved at få hyggelige oplevelser sammen med barnet, bemærke barnets styrker, leve sig ind i barnets verden – og på den måde skabe større empati. Og heldigvis er vores menneskelige natur med os her: Jo bedre, man lærer barnet at kende – jo flere positive følelser får man typisk for barnet.

Hvordan står det til med at tage kærligheden med på jobbet blandt pædagoger? Har pædagogerne de rigtige forhold til at kunne gøre det?

Det er vist ingen hemmelighed, at mange pædagoger for tiden er pressede på tid, overskud og nærvær! Og netop tid, overskud og nærvær er faktorer, der hjælper kærligheden på vej, så forholdene i dagligdagen kan give kærligheden lidt sværere kår. Ligeledes er der en manglende politisk prioritering af relationernes, følelsernes og tilknytningens basale udviklingsmæssige betydning. Pædagogerne skal bruge en del tid på dokumentation, møder og evaluering, og mange kan have en følelse af, at det nære relationelle arbejde først kan få plads, når alt det andet er overstået.

På trods af travlheden synes jeg, at pædagogerne gør et fantastisk stykke arbejde. Mange af dem gør faktisk dagligt oprør mod fagkulturens distancerede professionalisme ved alligevel at lade kærligheden få plads, ved at lytte til hjertet og til deres intuition.

Så generelt er de rigtig godt på vej. Men det er meget vigtigt, at pædagogerne er del af en kultur, hvor de kan få lov at tale om – og arbejde med deres følelser. Ligeledes at de bakkes op af en ledelse, der tildeler det vigtige følelsesmæssige arbejde værdi. Ellers er der en betydelig risiko for, at de bliver slidte i arbejdet.

Hvad vil du råde en pædagog til, som ikke føler, at han eller hun har mulighed for at have den her kærlighed, fordi tiden forsvinder med andre ting, som presser dem?

Jeg vil råde pædagogen til at tage sådan en følelse alvorligt. Dels bremser det barnets udvikling at bruge så mange timer i nær relation til en voksen, der ikke har positive følelser for det. Og dels er det opslidende for pædagogen at stå i en situation, der – af en eller anden grund – bremser de positive følelser. Så tal med kollegerne om det, tag det op til personalemødet og inddrag lederen.

Læs også