Udvid din horisont


Kaare Danielsen

Af Kaare Danielsen, Jobindex

Alt for mange jobsøgere er for snævre i deres jobsøgning. Det siger sig selv, at jo flere job du søger, jo større er din chance for at få et job. Naturligvis skal du gå efter dit drømmejob, men du bør også være fleksibel og åben med hensyn til, hvad dit drømmejob kan gå ud på.

Her er tre tankefælder, mange jobsøgende går i, som indskrænker deres jobmuligheder. Efter hver fælde finder du en øvelse, der kan hjælpe dig med at undgå fælden.

Fælde 1: At søge job med samme jobtitel som dit forrige job

Dette kan være en farlig strategi, fordi jobtitlen kan være en intern titel, der dækker over opgaver og ansvar, som har en anden jobtitel i en anden virksomhed.

Øvelse:

I stedet for at fokusere på titlen skal du fokusere på, hvad du gerne vil arbejde med. Skriv en liste med de ansvarsområder, du har beskæftiget dig med tidligere, som du synes er interessante. Dernæst skriver du en liste med stillingsbetegnelser, der giver dig adgang til at arbejde med områderne.

Fælde 2: At fokusere på at få job i bestemte virksomheder.

Har du prøvet at stirre dig blind på at få job i en stor prestigefyldt virksomhed? Dette er en klassisk fejl. Hvis du for eksempel drømmer om en international karriere, er det godt at kontakte A.P. Møller. Men der findes også hundredvis af andre danske virksomheder, som er internationale, og som er værd at gå i dialog med.

Øvelse:

Skriv navnene på de virksomheder, du allerhelst vil arbejde for. Dernæst laver du en liste over virksomheder, som arbejder i samme eller beslægtede brancher. Du kan også skrive leverandører, kunder eller rådgivere til brancherne, da det også kan være interessante steder at søge job.

Fælde 3: At fokusere på løn og fryns i din jobsøgning.

Det er naturligvis fint med en høj løn og en god bil. Men er det pengene eller frynsen, der afgør, om du har et job, du er glad for?

Øvelse:

Overvej, hvad der betyder mest for dig: pengene eller at have et job, du synes er spændende. Find ud af, hvor langt du kan og vil gå ned i løn samt hvilke andre faktorer, som har afgørende betydning i dit job. Det kunne for eksempel være transporttid. Når du har fundet dine minimumsgrænser, har du nemmere ved at afklare med dig selv, hvilke job du vil søge.

Held og lykke med jobsøgningen!

Venlig hilsen Kaare Danielsen


Annonce:
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.