Undersøg virksomheden inden jobsamtalen


Kaare Danielsen

Af Kaare Danielsen, Jobindex

Virksomheder interesserer sig for, hvad jobansøgerne kan gøre for dem. Derfor bør man ikke tage til en jobsamtale uden at have sat sig ordentligt ind i den pågældende virksomheds forretningsområder, og hvad man kan gøre for virksomheden.

Men hvor og hvordan finder man de nødvendige oplysninger?

1. Hjemmesiden

Det mest oplagte sted at søge information er på virksomhedens hjemmeside. De fleste virksomheders hjemmesider handler om deres produkter, tilgange og resultater, og nogle virksomheder skriver også, hvordan de fungerer som arbejdsplads.

2. Søg i nyhedsarkiver

Ved at søge efter gamle nyheder kan du læse, hvad der tidligere er skrevet om virksomheden. Her kan stå oplysninger om nye forretningsgange eller tiltag, og de kan være relevant for dig at vide og spørge nærmere ind til, når du skal til jobsamtale.

3. Årsregnskabet

Alle aktieselskaber og anpartsselskaber har pligt til at offentliggøre deres årsregnskaber. På Virk.dk kan du se årsregnskaber, som indeholder mange interessante oplysninger. Årsregnskabet fortæller blandt andet om virksomhedens overskud, egenkapital og ejerkreds. Oplysninger, som kan være gode at vide, hvis du har søgt et job i virksomheden.

4. Medarbejdere

Hvis du vil vide, hvordan en virksomhed er som arbejdsplads, er den bedste kilde imidlertid nuværende og tidligere medarbejdere. Find ud af, om du ikke kender en, der kender en nuværende eller tidligere medarbejder, og kontakt vedkommende.

5. Evalueringer på Jobindex

Hvis du ikke kender nogen, som arbejder i virksomheden, kan du bruge Jobindex til at læse, hvordan virksomheden er som arbejdsplads. Med Evalueringer kan nuværende og tidligere medarbejdere skrive om deres oplevelser med en arbejdsplads. Hvis virksomheden har en Virksomhedsprofil på Jobindex, kan du også søge efter andre relevante oplysninger til din jobsamtale her.

Glem heller ikke at søge oplysninger om de specifikke personer, du skal til samtale hos. En personalechef fortalte mig engang, at han havde talt lang tid med en ansøger, der tilfældigvis havde samme interesse som ham selv i bjergbestigning. Hen ad vejen gik det op for personalechefen, at jobansøgeren havde søgt og fundet ud af, at chefen interesserede sig for bjergbestigning. Virksomhederne søger som regel efter oplysninger om dig på nettet, så hvorfor ikke gøre det samme med den person, du skal til samtale hos?

Uanset hvilke metoder du anvender, vil det virke positivt og professionelt, at du har brugt tid og energi på at forberede dig ordentligt. Husk på, at virksomheden altid har to bekymringer: Kan du klare jobbet, og kan du finde på at forlade stillingen igen efter kort tid. Ved at skaffe dig forhåndsviden om virksomheden, viser du, at du er seriøst interesseret i jobbet. Du bliver i stand til at stille mere dybdegående spørgsmål, og endelig får du et meget bedre grundlag for at beslutte, om du skal sige ja til jobbet.

Held og lykke med jobsøgningen!

Venlig hilsen Kaare Danielsen


Annonce:
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.