Se hvilken løn, der gør dig lykkelig


Se hvilken løn, der gør dig lykkelig

Ifølge amerikanske forskere bliver du ikke lykkeligere af at tjene mere end 500.000 kroner om året.

Martin Ellermann
Journalist, Jobindex.


Vi er alle forskellige. Nogle er drevet af at gøre en forskel i deres job, være kreative og skabe mening, mens andre finder motivation i at konkurrere, stige i graderne og dyrke magtspillet.

En tredje drivkraft er penge. De har betydning for os alle, men synes du, at pengene er det bedste ved dit job, skal du være opmærksom på, at der er helt konkrete grænser for den lykke, du kan købe.

Forskere fra Priceton Universitet kom i 2010 frem til, at penge kun bidrager til lykkeskalaen, indtil du opnår 75.000 dollars i årsindkomst. Det svarer i 2015 til lidt over 500.000 danske kroner, og al indkomst derudover gør ingen forskel for din oplevelse af lykke.

LÆS OGSÅ: Vi ønsker job, der ændrer verden

Maxpris på glade timer

Forskerne konkluderede, at penge bestemt er afgørende for at blive lykkelig, men at de ikke kan gøre mere for dig efter den famøse 75.000 dollars-grænse.

I forsøget blev 450.000 amerikanere fra alle samfundslag bedt om at vurdere, hvor mange timer af den foregående dag, de havde nydt og følt sig godt tilpas. Folk der tjente under 75.000 havde færre gode timer, mens personer, der tjente betydeligt mere, ikke kunne veksle de ekstra penge til mere livsglæde.

Hvis vi forestiller os, at den amerikanske undersøgelse matcher danske forhold, kan du altså konkludere, at 500.000 kroner i årsløn er nok. Der er ingen grund til at stræbe efter mere.

Efter penge kommer udvikling

Lad os sige, at der er styr på pengene. At du tjener de 500.000 kroner. Hvad kan du så ellers gøre for at få et godt arbejdsliv?

I en Jobindex-analyse fra 2013 fremgår det, at personlige udviklingsmuligheder og faglig udvikling er de 2 næstevigtigste kriterier (efter løn), når kandidater overvejer nyt job.

Så tænk over, hvad der virkelig betyder noget for dig og din livskvalitet, og om fx et jobskifte på grund af en lønstigning er det rigtige.

Publiceret 2015-08-20
Annonce: