Jobglæde

Rødt lys på stor­rum­s­kon­to­ret

Gentagne forstyrrelser kan give stress, og medarbejdere på storrumskontorer er ekstra udsatte. Det kan lyssignalet Busylight sætte en stopper for. De små skærmlamper kan give op til 15-20 minutters ekstra arbejdstid om dagen.

Det tager tid at genopbygge koncentrationen og komme ind i en opgave igen, hvis man først er blevet afbrudt – samtidig kan gentagne forstyrrelser påvirke det psykiske arbejdsmiljø og føre til sygemeldinger og stress. Og forstyrrelser er der masser af i det storrumsglade Danmark. Ifølge et netop afsluttet forskningsprojekt, ’Generende støj i storrumskontorer’, som Cowi og NFA har gennemført med støtte fra Arbejdsmiljøforskningsfonden, er medarbejdere på storrumskontorer i højere grad plaget af forstyrrelser end af et højt støjniveau. Dette understøttes af en analyse foretaget af GN Netcom, som peger på, at to ud af tre danskere synes, at kollegerne forstyrrer alt for meget.

En lys idé
Arbejde er ligesom søvn opdelt i faser. For at komme ind i en god rytme, er det vigtigt, at man bliver forstyrret mindst muligt. Dette budskab stammer fra medstifteren af det amerikanske softwarefirma 37signals, Jason Fried, og er at finde på Plenom.dk’s blog om udfordringer og løsninger i det åbne kontor. Plenom har udviklet skærmlampen Busylight og er søsterselskab til Globe Systems, der startede i 1999 med at importere headsets og tilpasse dem det danske marked.

I takt med at efterspørgslen på headsets steg, opstod et nyt behov.
Det er svært at se, om en person, der bærer headset, taler i telefon eller ej, og derfor var det nødvendigt med et redskab, der kunne signalere, når en telefonsamtale var i gang. Christian Juel Jensen, direktør i Plenom, var ikke sen til at tage opgaven på sig:
”Jeg kunne se et behov, hver gang vi var på besøg hos virksomheder, der brugte headsets. Jeg fandt sammen med et mindre ingeniørfirma, og vi udviklede og designede lampen Busylight.”

Luk døren i det åbne kontor
I 2003 kom den første version af Busylight, som lyste rødt, når en medarbejder talte i headset. Efterhånden steg efterspørgsel og arbejdspres, og Christian Juel Jensen stiftede Plenom med partneren, Morten Østergaard, som havde en baggrund inden for marketing. De relancerede lamperne i 2008, hvor et nyt design og nye funktioner så dagens lys. Hvor lampen før kun lyste rødt ved telefonsamtaler, kan det blå lys nu indikere, at man har brug for at koncentrere sig om en opgave og ikke vil forstyrres. Ligeledes er en timefadekontrol blevet tilsluttet det røde lys, så man for eksempel selv kan bestemme, hvor længe det røde lys skal være tændt efter en telefonsamtale. På den måde har man mulighed for at bearbejde en telefonsamtale før kollegernes eventuelle forstyrrelser. Plenoms erklærede mål er at gøre åbne kontormiljøer til et bedre sted at arbejde.

”Det kan ikke være rigtigt, at en kontormedarbejder er nødt til at arbejde hjemme, hvis han eller hun skal koncentrere sig. Derfor har vi opfundet Busylight.”

Ledelse og kultur afgørende
Busylight virker på tværs af alle brands, telefoner og headsetløsninger og kan bruges både på storrumskontoret og enkeltmandskontoret; men selv hvis alle arbejdspladser tog de smarte skærmlamper i brug, ville problemet med forstyrrelser langtfra være løst, mener Christian Juel Jensen:

”Det her er et redskab til at undgå forstyrrelser, men meget af det handler også om kultur og ledelse i virksomheden. Selvom din kollega kan se, at du har tændt det blå lys, synes han måske, at hans opgave er vigtigere her og nu, så Busylight er kun en del af løsningen.”

Udover Danmark er det primært i Holland, Canada, Japan, Sverige og Tyskland, at Busylight hjælper medarbejdere til en hverdag med mere fordybelse og ro.

Busylight er et ikke-avanceret plug-and-play teknologiprodukt og strømfødes via USB eller strøm-adapter. Teknologien ligger i en lille boks, der tilsluttes mellem headsettet og telefonen. Fra boksen udgår en ledning med selve busylight-lampen på. Lampen placeres på pc-skærmen, så den er synlig for kollegerne.

Læs også