Jobglæde

Mange bliver mobbet på ar­bejds­plad­sen

Næsten syv procent af alle ansatte er blevet mobbet inden for det seneste år, og en ny mobbe hotline har oplevet overvældende interesse. Ifølge Arbejdstilsynet er det vigtigt, at ledelsen på en virksomhed tager hånd om mobningen, fordi den er skidt for den enkelte, men i høj grad også for bundlinjen.

Hver morgen er det en kamp for et mobbeoffer at komme på arbejde, for bag skrivebordet venter en uudholdelig dag med psykisk terror. 6,7 procent af de ansatte på landets virksomheder har inden for det seneste år oplevet at blive mobbet, og følgerne er blandt andet et sygefravær, der ligger 60 procent højere end andres.

I april 2010 oprettede Arbejdstilsynet en hotline for voksne mobbeofre – som led i beskæftigelsesminister Inger Støjbergs initiativer til en indsats mod problemet. Kontorchef i Arbejdstilsynet Jeanne Borgqvist mener, at der er blevet ramt plet med hotlinen:

”Det første år har der været 750 henvendelser til vores hotline. Vi havde forventet, der ville være et behov, men vi var ikke klar over, at det var så stort,” siger hun.

Hotlinen henvender sig til de voksne, der bliver mobbet, men også til kollegaer eller venner, som oplever, at andre bliver mobbet – og til virksomheder, der gerne vil have vejledning til, hvad de skal gøre, hvis nogen bliver mobbet på arbejdspladsen. Langt de fleste henvendelser kommer dog fra nogen, der selv bliver mobbet.

”Henvendelserne spænder bredt. Der er folk, der ringer herind for at høre, om det er dem, der er galt på den, og andre ringer ind med rigtig svære problemer,” siger Jeanne Borgqvist og uddyber, at det stiller store krav til de personer, der sidder i den anden ende af røret.

De er enten psykologer eller andre med et indgående kendskab til psykisk arbejdsmiljø. Arbejdstilsynet har lavet en definition af mobning, som går på, at der er tale om mobning, når en eller flere personer regelmæssigt og over længere tid udsætter en eller flere personer for krænkende handlinger, som vedkommende opfatter som nedværdigende. De krænkende handlinger bliver dog først til mobning, når de personer, som de rettes mod, ikke er i stand til at forsvare sig effektivt mod dem.

Tydeligt på bundlinjen
Man kan tale om to forskellige former for mobning: rovmobning – som helt basalt kan handle om, at man bliver mobbet, fordi man er rødhåret eller har fregner – seksuel chikane falder også ind under den kategori.

”Desuden er der konfliktmobning, som opstår på grund af konflikter på arbejdspladsen; måske på gå grund af en uafklaret rollefordeling eller travlhed, og den type af mobning er der mest af,” siger Jeanne Borgqvist og oplyser derudover, at det er vigtigt, at ledelsen i en virksomhed går foran som et godt eksempel og ikke tolererer mobning.

Desuden skal man erkende, at der er et problem, hvis det er tilfældet, og så gøre noget ved det; gør man ikke det, kan det have alvorlige konsekvenser for de mobningsramte og for virksomheden på sigt.

”Man kan direkte blive syg af at blive mobbet, for eksempel kan man udvikle stress eller depression, og man kan komme til at lide af nedsat selvværd, angst, søvnforstyrrelser og fordøjelsesbesvær. Der er ingen tvivl om, at man ikke kan fungere optimalt arbejdsmæssigt, hvis man bliver mobbet. Så kan man ikke levere på sammen måde og får flere sygedage.”

Jeanne Borgqvist mener, at det værste ledelsen kan gøre er at lukke øjnene for problemet.
”Vores indtryk er heldigvis, at der er mange virksomheder, som tør sætte mobning på dagsordnen, men der er fortsat behov for at nedbryde det tabu, som eksisterer omkring mobning på arbejdspladsen.”

Ifølge en artikel i Berlingske den 5. maj mærker man også det store behov for hjælp i forbindelse med mobning hos Landsforeningen Voksenmobning Nej Tak. I gennemsnit ringer fem personer over ugen, hvor de fleste er over 35 år.

”Det er dygtige, kompetente og veluddannede mennesker, der brænder for deres arbejde. De har ofte gentagne gange forsøgt at komme i dialog med deres kollegaer og chef, men uden resultat. De mærker bare, at modstanden mod dem bliver større og større. Det, at de ikke får hjælp og bliver hørt, opleves næsten som værre end selve mobningen. De bliver usikre og tænker: Er det mig, der er noget galt med,” udtaler Gitte Strandgaard, der er formand for foreningen.

Ifølge Arbejdstilsynet kan følgende initiativer være med til at forebygge og håndtere mobning:

  • Fælles og velkendte normer og værdier for den adfærd, som forventes på arbejdspladsen, og den adfærd, som ikke tolereres.
  • Klare retningslinjer for de ansattes ansvarsområder og klare forventninger i forhold til de ansatte.
  • Uddannelsesmæssige initiativer som sikrer, at ledelsen og eventuelt nogle af de ansatte har kompetence til at håndtere mobning.
  • Klare retningslinjer for, hvordan de ansatte forholder sig, hvis der opstår mobning på arbejdspladsen.
  • Klare retningslinjer for, hvor de ansatte kan klage og få rådgivning i tilfælde af mobning.
  • Klare retningslinjer for, hvordan der kan mægles i konflikter. Det anbefales, at mægling gennemføres uformelt, så det undgås, at hele arbejdspladsen får kendskab til striden.
  • Klare retningslinjer for rehabilitering af mobbeofre.
  • Klare regler for sanktioner i forbindelse med mobning.

Hotlinens telefonnummer er 70 12 12 88 – og man skal taste 4 for hotlinen.

Læs også