Artikler og indhold til jobsøgning og karriere




Lader du tilfældigheder afgøre din karriere?


Lader du tilfældigheder afgøre din karriere?

Rigtig mange mennesker lader andre afgøre deres karriere, fordi de ikke har truffet en beslutning om, hvad de selv vil. Gør man det – sætter man sig et langsigtet mål – sker der ofte det, at man langsomt bevæger sig fremad mod det. Ville det ikke være ærgerligt ikke at gøre forsøget?

Af Ulla Oppermann Blankholm, Blankholm Kommunikation

”Der er uden tvivl mange, der lader andre styre deres karriere. Det gælder faktisk for de fleste mennesker,” siger Stephen Bruyant-Langer, der er headhunter i den internationale headhunter virksomhed Korn/Ferry og forfatter til bogen The Personal Business Plan – A Blueprint for Running Your Life.

Stephen Bruyant-Langer

Det er dog en fremgangsmåde, han har meget svært ved at se det positive i. Lige som han ikke kan forstå, at man stiller sig tilfreds med et job, der reelt kun glæder ens konto. Man holder ud. Man skal alligevel kun være 30 år mere på arbejdsmarkedet.

”Det er den sikre død, og det er dømt til fiasko, hvis man bare vil holde den gående i noget, man ikke har lyst til. De fleste, der lever i dag, bliver 100 år, og derfor skal vi arbejde i rigtig mange år. Det er vores reptilhjerner nok ikke helt blevet indstillet på endnu, fordi det er så relativt nyt, at vi bliver så gamle,” siger Stephen Bruyant-Langer, der mener, at man skal få sig en livsambition, som man kan stile efter.

Hvis du har et mål, vil du bevæge dig mod det

”Find et langsigtet mål, som du kan navigere efter. Det betyder, at dine daglige aktiviteter bliver en del af noget større, og du vil få en følelse af fremdrift. Jeg har set hundredevis af gange, at der på den måde helt naturligt kommer fremdrift i processen, så man nærmest kun kan bevæge sig fremad,” siger han og understreger, at det ikke er nok at undgå ubehagelige områder i ens karriere eller job, fordi det på den måde aldrig bliver exceptionelt.

Stephen Bruyant-Langer har som nævnt set det mange gange før: Når man får defineret en målsætning for sig selv, så får man et andet glimt i øjet, får et andet gear, bliver lettet – og interessant.

Han mener dog samtidig, at det er helt naturligt, at nogle ikke tør kaste sig ud i det, fordi vi rent biologisk frygter det ukendte.

”Langt de fleste opdager bare, at universet griber dem. Når man skaber et brud, så opstår der muligheder, og det er den tillid, vi er nødt til at have til fremtiden. Vi kan hoppe ud, for der vil ske noget godt, som ikke engang kan forklares på forhånd, også selv om det er frygtindgydende og strider imod alt, hvad vi har lært af læresætninger om kontrol og planlægning,” siger Stephen Bruyant-Langer og understreger, at hvis du ikke ved, hvor du vil hen, så kommer du aldrig derhen.

”Livet er for vigtigt til at lade styre af tilfældigheder. Det er jo ikke en generalprøve det her, hvor man får et andet forsøg.”

Nej, de finder ikke ud af, hvor dygtig du er

Stephen Bruyant-Langer ser alt for mange, der regner med, at det nok skal blive opdaget, hvad de kan – at de derefter bliver forfremmet og får den karriere, de går og ønsker sig. På et tidspunkt læste forfatteren en lille kort, men meget sigende tekst på en Gajol-æske: Hvis du vil se din betydning i verden, så stik fingeren ned i et glas vand og tag den op igen: Det er dit aftryk.

”Det skal vi være klar over. Folk lægger ikke mærke til os, hvis vi ikke gør opmærksomme på os selv. Vi skal markere os og fortælle, hvad vi vil. De mennesker, du er omgivet af, er jo ikke tankelæsere,” siger han.

Gør som Pinocchio – frigør dig fra alle bånd

Du husker formentlig Pinocchio med de mange bånd. Sådan nogle bånd har de fleste mennesker siddende – bare nogle, som er ganske usynlige – og som ofte bestemmer, hvad du skal gøre. Måske har du altid fået at vide, at du var dårlig til matematik, og så sidder det fast i dit hoved, at du er dårlig til matematik. Hvor længe siden er det, du har fået det at vide? 20 år siden?

”Det er en hindring, som er oppe i dit hoved, og den er sikkert forkert i dag, men vi har en tendens til at bibeholde de prædikater, vi har fået tidligere – pludselig sidder de fast – og så gælder det om at frigøre sig fra andres indflydelse. Du skal ikke være et offer for andres holdninger; frigør dig fra de bånd,” siger Stephen Bruyant-Langer, der lover, at hvis du går benhårdt efter den målsætning, du sætter dig, så vil du blive overrasket over succesraten.

Han anbefaler, at man laver sin egen personlige forretningsplan, for eksempel ved at bruge hans bog The Personal Business Plan, og så gennemfører de øvelser, der står i den. På bogens hjemmeside www.thepersonalbusinessplan.com får du en værktøjskasse, som ifølge Stephen Bruyant-Langer kan hjælpe dig til at styre dit liv.

Publiceret 2013-12-12




Læs også

1 til 24 af 219 resultater.
1|2|3|4|5|6|7||10|Næste »
1 til 24 af 219 resultater.
1|2|3|4|5|6|7||10|Næste »
Annonce:
Cookies på Jobindex

Vi bruger cookies til statistik og til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig. Der sættes cookies fra Jobindex og fra vores samarbejdspartnere. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere her om vores brug af cookies, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies. Du kan altid trække samtykke tilbage ved at slette cookies.