Jobsøgning

Kan din online til­ste­de­væ­rel­se skaffe dig et nyt job?

Ja. Men endnu vigtigere er spørgsmålet, ”Hvor får du som jobsøgende mest ud af at bruge din tid online?” Ifølge en stor undersøgelse fra Megafon får flest mennesker stadig job via den gode gamle jobansøgning og ved at bruge tætte netværk til at komme først i jobkøen.* Derfor er din tid bedst brugt på at søge målrettet.

Jobsøgning på sociale medier

Det er stadig få, som finder nyt job på baggrund af deres aktiviteter på de sociale medier. I perioden oktober 2008 – december 2012 har 0-1 % af et repræsentativt udsnit af 18-64 årige danskere svaret, at de har fået job gennem faglige og sociale netværk på nettet.** Her skal vi dog tage højde for, at de sociale medier først for alvor er slået igennem de sidste 5 år. En del af respondenterne har ikke skiftet job i denne periode.

Den lave succesrate afholder dog ikke de kreativt tænkende fra at forsøge sig med anderledes branding på sociale medier eller med uopfordrede ansøgninger, der skiller sig ud fra mængden. Andre er aktive på blogs eller deltager ivrigt i online-diskussioner. Ens for denne online-adfærd er, at den viser noget om personerne bag, hvad enten de er kreative, engagerede eller noget helt tredje.

Synlighed på godt og ondt

Ovennævnte tilgang er ikke helt tosset for at øge mulighederne for nyt job. 51 % af private virksomheder researcher nemlig en kommende medarbejder på Google.*** Det giver dig øgede muligheder for at blive set, men det betyder også, at du skal være ekstra opmærksom på din online-adfærd.

Hvis du vil brande dig online, skal du både kende lidt til, hvordan Google fungerer og samtidig være superskarp til at kommunikere. Ellers risikerer du simpelthen at forsvinde i mængden eller endnu værre – afskrække en potentiel arbejdsgiver.

Hvad angår tidsforbruget, så er det ikke nogen hemmelighed, at sociale medier kan være en tidsrøver. Det kan være positivt at engagere sig i grupper, diskussioner m.m., men går du med tanker om at skifte job, så er det er stadig jobsites, der giver dig den bedste værdi i bytte for din tid.

Det er da også på jobsites, at langt de fleste leder efter nyt job. Ifølge Megafon-undersøgelsen søger 61 % på jobsites og 19 % bruger sociale medier til jobsøgning (eller kombinerer de to). Tidsperspektivet giver sig også til kende. Henholdsvis 63 % og 62 % angiver, at ”Nemt og hurtigt at få overblik” og ”Kan gøre det, når det passer mig” er de væsentligste årsager til at benytte jobsites på nettet. Derudover har 56 % også sat kryds ved ”Mulighed for at specialisere jobsøgning ift. branche og geografi m.v.”****

Jobindex bringer virksomheder og mennesker sammen – både åbent og anonymt

Det er langt fra alle, der er helt trygge ved at sætte kraftigt spotlight på sig selv eller formår at skabe positiv opmærksomhed. Samtidig kan du heller ikke på sociale medier melde ud, at du søger nye udfordringer, hvis du allerede er i job. Eller rettere – det er i hvert fald ikke klogt, for din chef findes formentlig i dit netværk eller et enkelt eller to led derfra. Dermed risikerer du, at jobsøgning ret hurtigt kan blive alt, alt for relevant for dig!

Et sted hvor du med ro i maven kan markedsføre dig selv er i Jobindex’ online CV-database. Jobindex’ mere end 20 rekrutteringskonsulenter bruger CV-databasen til at finde relevante kandidater til ledige stillinger. I databasen kan du tilkendegive, hvem dine personlige oplysninger skal være tilgængelige for, og du kan fortælle, hvorfor du er attraktiv som medarbejder over for en fremtidig arbejdsgiver.

Følg de virksomheder, du gerne vil arbejde for

Med vores nyeste tiltag, J-knappen, kan du følge bestemte virksomheder og dermed vælge, at dine personlige oplysninger kun skal ses af de virksomheder, som du følger. På denne måde viser du, at du er interesseret i job hos den specifikke virksomhed, og du kan samtidig følge med i, hvad der sker på jobfronten i virksomheden.

* Kilde: Megafon /FDIM
** 8 ud af 1.147 i oktober 2008 og 7 ud af 1.197 i december 2012. Kilde: Megafon / FDIM
*** Konsulenthuset ballisager
**** Undersøgelsen gav mulighed for at krydse af ved flere svarmuligheder. Kilde: Megafon /FDIM

Læs også