Jobglæde

Jobglæde i den fi­nan­si­el­le sektor: Jyske Bank vinder

Banken med det midtjyske ophav indtager førstepladsen i Jobindex’ seneste rapport, der afdækker jobglæden i finanssektoren. Se her, hvordan Jyske Bank evalueres.

Arbejdspladserne i den finansielle sektor forbindes af kandidaterne med et professionelt og forretningsdrevet arbejdsmiljø, og sektoren er blandt kandidaterne kendetegnet ved en række relaterede værdibaserede ord som seriøs, moderne og kvalitetsbevidst.

Et image og omdømme, som den finansielle sektor lever op til, hvis vi spørger nuværende og tidligere ansatte – og meget mere end det. Det viser Jobindex’ seneste jobglæderapport, der kortlægger jobglæden i 10 udvalgte virksomheder i sektoren.

Høj jobglæde over hele linjen

Trods bankfusioner, effektiviseringer, færre ansatte, digitalisering, ændret efterspørgsel på profiler og COVID-19 honorerer 2.250 nuværende og tidligere ansatte sektorens virksomheder med gode evalueringer.

Overordnet scorer sektoren 5 stjerner, ligesom den gør inden for belønning – herunder gode lønninger og personalegoder – kultur og mening samt samarbejde og relationer. Ledelse, arbejdsmiljø og balance samt karrieremuligheder får 4 stjerner.

Udover Jyske Bank ligger også Tryg Forsikring og Arbejdernes Landsbank, der indtager rapportens anden- og tredjeplads, lunt i svinget. Derfor er der også meget at komme efter som medarbejder i finanssektoren, selvom rapporten kun finder én vinder.

Der er nemlig et højt niveau af jobglæde blandt samtlige 10 virksomheder.

5 stjerner til Jyske Bank

Jyske Bank topper jobglæderapporten for finanssektoren, hvilket betyder, at banken har de gladeste medarbejdere. Både nuværende og tidligere ansatte har givet Jyske Bank høje karakterer på alle parametre:

  • Overordnet: 5 stjerner.
  • Kultur og mening: 5 stjerner.
  • Arbejdsmiljø og balance: 4 stjerner.
  • Ledelse: 5 stjerner.
  • Belønning: 5 stjerner.
  • Karrieremuligheder: 4 stjerner.
  • Samarbejde og relationer: 5 stjerner.

Banken scorer 5 stjerner overordnet set. Det er en ros, der går igen i kategorierne kultur og mening, ledelse, belønning samt samarbejde og relationer, som alle høster samme høje antal stjerner. Arbejdsmiljø og balance samt karrieremuligheder evalueres også højt med 4 stjerner.

Måske de gode evalueringer hænger sammen med kandidaternes opfattelse af Jyske Bank som seriøs, moderne og innovativ – mest af alle i sektoren – for det er værdier, som de fleste finder interessante og attraktive i et jobskifte.

Lær virksomhederne bedre at kende

Selvom kendskabet til virksomhederne i sektoren er højt, ved få kandidater, hvordan virksomhederne er som arbejdsplads, viser rapporten – og det er ærgerligt, når nuværende som tidligere ansatte vurderer sektoren som et godt sted at arbejde på samtlige parametre.

Virksomhederne har altså mere at byde på, end de får fortalt. Det understreger rapporten, når fx et godt socialt arbejdsmiljø og dygtig ledelse ikke er det, kandidaterne forbinder med arbejdspladserne, mens ansatte i sektoren oplever begge dele i deres arbejde i sektoren.

Ønsker du at lære virksomhederne bedre at kende og tjekke deres evalueringer, kan du besøge sektorens virksomhedsprofiler hos os. Her kan du både få indsigt i virksomhederne som arbejdsplads via evalueringer, og også se ledige stillinger, regnskabstal og meget andet.

Søg efter virksomhedsprofil

Foto: Jyske Bank

Læs også