Jobglæde

Jobglæde i de­tail­bran­chen: Dagli’Brugsen vinder

Jobindex har undersøgt jobglæden i detailbranchen, hvor Dagli’Brugsen indtager førstepladsen. Få her et indblik i jobglæden i detailkæden og resten af branchen.

Stolthed og et kundeorienteret arbejdsmiljø er noget af det, kandidaterne forbinder detailbranchen allermest med. Branchen er blandt kandidaterne ligeledes kendetegnet ved værdierne kvalitetsbevidst, seriøs og mangfoldig.

Det viser vores seneste jobglæderapport, der afdækker jobglæden i 18 udvalgte detailkæder, der alle har haft åbent under pandemien.

5-stjernet kultur og samarbejde

På trods af, at detailkæderne under pandemien var igennem en stor omstilling – for at sikre kunders behov og myndigheders retningslinjer – belønner nuværende og tidligere ansatte alligevel detailbranchen med et flot antal stjerner.

Overordnet honorerer nuværende og tidligere ansatte detailbranchen med 4 stjerner. Allerhøjest scorer branchen på kultur og mening samt samarbejde og relationer, der begge får 5 stjerner.

Arbejdsmiljø og balance samt belønning får 4 stjerner, mens der er potentiale til at styrke ledelse yderligere (3 stjerner) og forbedre synligheden af karrieremuligheder (2 stjerner).

Dagli’Brugsen står ikke alene i branchen med den høje jobglæde, da alle virksomheder i branchen får mellem 3 og 5 stjerner. Især Irma og REMA 1000, der indtager rapportens anden- og tredjeplads, får gode evalueringer af nuværende og tidligere ansatte.

5 stjerner til Dagli’Brugsen

  • Overordnet: 5 stjerner.
  • Kultur og mening: 5 stjerner.
  • Ledelse: 5 stjerner.
  • Belønning: 5 stjerner.
  • Samarbejde og relationer: 5 stjerner.
  • Arbejdsmiljø og balance: 5 stjerner.
  • Karrieremuligheder: 3 stjerner.

Ansatte i Dagli’Brugsen giver overordnet 5 stjerner. Det samme gælder for kategorierne kultur og mening, ledelse, belønning, samarbejde og relationer samt arbejdsmiljø og balance.

Supermarkedet matcher altså branchens niveau af jobglæde på kategorierne kultur og mening samt samarbejde og relationer, men ligger over branchegennemsnittet på både ledelse, belønning, arbejdsmiljø og balance samt karrieremuligheder.

Kender vi egentlig de steder, vi handler?

Rapporten tegner altså et billede af, at der er jobglæde blandt de ansatte i branchen. Samtidig tegner der sig et billede af, at de gode historier om trivsel og motivation blandt de ansatte ikke når kandidaterne i markedet med en interesse i branchen.

Det er ikke overraskende, da de fleste vil kende en detailbutik af navn, men kun meget få har indblik i butikkerne som arbejdsplads. Det kan hænge sammen med, at de fleste jobsøgeres interaktion med detailhandlen går gennem forretningerne og tilbudsaviserne – online eller fysisk.

Derfor ligger der en opgave for detailkæderne i at formidle historien om dem selv som arbejdsplads. En historie, der passende kan tage udgangspunkt i den høje jobglæde blandt de ansatte.

Hent rapport Find virksomhedsprofil

Foto: Billedarkiv – Coop

Læs også