Karriere

Hypet Silicon Valley-selskab på me­d­ar­bej­derj­agt i Danmark

Lime har for nylig hentet mere end to milliarder kroner i ny kapital og er et af de mest omtalte selskaber i Silicon Valley. Nu er Lime på jagt efter ansatte i København. "Vi vil forandre måden københavnerne pendler på," lyder det i jobopslaget.

Elektriske løbehjul der udlejes via en app har været den helt store trend i Silicon Valley i år, hvor de to selskaber Lime og Bird har konkurreret om de lokales gunst.

Og nu ser det ud til at trenden er på vej til København.

For i et jobopslag på Jobindex søger det amerikanske løbehjulsselskab Lime efter ansatte i København.

Ny form for pendling

I det danske jobopslag skriver Lime: ”Limes nye elektriske Lime-S løbehjul er på vej til at forandre den måde, som københavnerne pendler på.”

Limes løbehjul kan lejes via en app efter samme princip, som mange kender det fra delebils-ordninger som DriveNow, hvor brugerne betales for hvert per minuts brug. Når turen er afsluttet efterlades løbehjulet blot på gaden.

Hver aften bliver løbehjulene indsamlet af Limes medarbejdere, der oplader og klargør løbehjulene og sætter dem på gaden igen i næste morgen.

Er én milliard dollar værd

Tidligere på sommeren fik Lime tilført 335 millioner dollar (2,1 milliarder kroner, red) i en kapitalrunde, der værdifastsætte selskabet til én milliard dollar, og Limes forretningsmodel har også tiltrukket sig opmærksomhed fra Uber, der i visse amerikanske byer har indgået et samarbejde med Lime.

Ubers administrerende direktør Dara Khosrowshahi afslørede i et interview med Financial Times desuden, at Uber også selv vil satse på nye ikke bil-baserede transportformer som eksempelvis el-cykler.

”I myldretiden er det meget ineffektivt transportere én person gennem byen via en metal-kasse på ét ton,” sagde han til avisen og tilføjer:

”Vi har muligheden for at tilpasse folks adfærd på en måde, der er en fordel for den enkelte bruger og for den enkelte by. På den korte bane er det måske ikke en økonomisk fordel for os, men som langsigtet strategi tror jeg, at det er den helt rette vej for os.”

Helt konkret er Lime i Danmark på udgik efter såkaldte "lime-juicere", hvilket vil sige medarbejdere, der kan hjælpe med at indsamle, oplade og klargøre løbehjulene om aftenen og sætte dem ud på gaden igen næste morgen.