Karriere

Godt indtryk og an­be­fa­ling gjorde 24-årig til kom­mu­ni­ka­tions­part­ner

Rikke Vous Hvidsteen blev uddannet i januar 2015 og fik efter en projektansættelse i COWI et barselsvikariat som kommunikationspartner i NIRAS. Det helt afgørende for ansættelsen var et godt indtryk i en tidligere ansøgning og en anbefaling fra en tidligere kollega i COWI.

Rikke Vous Hvidsteen gik i gang med at søge job, allerede inden hun blev færdiguddannet i kommunikation fra Journalisthøjskolen den 31. januar 2015. En af ansøgningerne gik til en stilling som webspecialist i den rådgivende ingeniørvirksomhed NIRAS, og selv om hun reelt godt vidste, at hun ikke var specialist i web, så mente hun godt, at hun til dels ville kunne udfylde rollen. Afslaget kom derfor ikke som noget chok.

I februar fik hun en projektansættelse i COWI som kommunikationskonsulent indtil slutningen af november, og imens fortsatte hun jobsøgningen. Efter Rikke Vous Hvidsteen var startet i COWI, ringede kommunikationsdirektøren fra NIRAS, der kunne huske hendes ansøgning.

”Han sagde, at jeg jo nok var mere kommunikationskonsulent end webspecialist, og det kunne vi godt blive enige om. Han fortalte, at han kunne huske mit navn og havde fundet mig på LinkedIn, fordi min ansøgning ikke længere var i deres system – og så kunne han huske, at jeg var blevet anbefalet af en fra COWI,” siger Rikke Vous Hvidsteen og tilføjer, at ham, der havde anbefalet hende fik en ekstra krammer næste gang, de mødtes.

En kop kaffe med kommunikationsdirektøren førte til en jobsamtale, og så var jobbet som kommunikationspartner Rikke Vous Hvidsteens.

Fed udfordring med ingeniørområdet

Hun synes, det har været en fornøjelse at komme ud i en virksomhed efter sit studium, for som hun siger, så er hun helt klart mere en praktiker end teoretiker. Oprindeligt har det ikke været ingeniørområdet, der som sådan har tiltalt hende, men mere opgaverne. Interessen er dog hurtigt blevet vakt:

”Mødet med ingeniørerne har været en fed udfordring, og jeg er virkelig blevet glad for området. I COWI skulle jeg helt i starten af min ansættelse skrive en artikel til det interne medarbejderblad. Ingeniøren begyndte at forklare, at jeg sikkert ikke ville forstå, hvad han fortalte – og at han ikke helt var klar over, om jeg ville kunne skrive det,” fortæller Rikke Vous Hvidsteen og fortsætter:

”Efter interviewet tænkte jeg; nu skal jeg bare vise, at jeg kan det her. Så jeg researchede lidt efter interviewet, og så sendte jeg artiklen til godkendelse og var spændt på, hvad han ville sige. Jeg frygtede, at der ville være masser af rettelser. Han ringede til mig og bad mig i en alvorlig tone om at komme op på hans kontor, og så tænkte jeg bare ”åh nej.” Han fortalte, at det var første gang, at der var blevet skrevet en artikel om hans arbejde, hvor han ikke var blevet skuffet – han havde ingen rettelser – og det var megafedt,” siger Rikke Vous Hvidsteen, der vil anbefale andre nyuddannede jobsøgende at bruge deres netværk, når de skal finde et arbejde.

Efter hendes mening er det ret uoverskueligt at skulle sende ansøgninger afsted, fordi man er i konkurrence med så mange.

”Det kan være svært at skille sig ud som nyuddannet, fordi man ikke har et særligt prangende cv på det tidspunkt,” siger hun og tilføjer, at hun også vil råde til, at man tager i praktik – også selv om man er i gang med en uddannelse, der ikke bruger praktik, for at få et netværk.

Det er ifølge hende en god måde at få opbygget et netværk på, så man kender bare lidt folk i ens branche – det kan man komme langt med, hvis man spørger hende.