Jobsamtale

Forsøg med fleksible a-kasser

Projekt ”Den Gode Samtale” kører på fjerde måned i Magistrenes Arbejdsløshedskasse, og den nye ordning får ros fra både medlemmer og konsulenter. Der er mere fleksibilitet, mindre kontrol og en bedre afstemning af forventningerne før samtalerne.

Magistrenes Arbejdsløshedskasse (MA) har siden 2009 fokuseret på at tilbyde en fleksibel afvikling af rådighedsmøder med medlemmerne, hvor der ud over det obligatoriske rådighedsmøde med en konsulent er blevet arrangeret frivillige workshops, temadage og individuelle samtaler.

Det har ifølge MA-NYT inspireret andre a-kasser, og i slutningen af 2011 søsatte Arbejdsmarkedsstyrelsen et forsøg under navnet Den Gode Samtale med henblik på at tilbyde de ledige større fleksibilitet og mindre kontrol og mistillid.

Initiativet, der omfatter syv a-kasser – heriblandt MA – har været i gang siden den 5. marts og er i tråd med beskæftigelsesminister Mette Frederiksens udmeldinger sidste år om at reformere beskæftigelsessystemet.

Ifølge Ugebrevet A4 den 28. november 2011 slog Mette Frederiksen blandt andet fast, at ’arbejdsløse ikke skal jages igennem et samtalecirkus i både jobcenter og a-kasse’. Afdelingschef i MA, Marianne Rossander, sagde til MA-NYT den 3. november 2011 om MA’s forventninger til ”Den Gode Samtale”:

” […] vi venter os meget af det og håber, det kan bane vejen for en permanent regelændring for alle a-kasser og dermed en tiltrængt reformering af beskæftigelsessystemet. Vores erfaring gennem alle årene er, at de ledige hellere end gerne vil tage ansvar.”

Succes måles på tilfredshed

Projekt ”Den Gode Samtale vil løbe et års tid, og succesen skal ifølge MA måles på de lediges oplevelse af tilfredshed med de nye rammer – for det er i virkeligheden kun rammerne, der laves om på.

Kravene til medlemmernes jobsøgning er ikke slækket, og der afholdes stadig rådighedsmøder, hvor jobsøgningen bliver kontrolleret. Det nye er, at medlemmerne har indflydelse på hvornår, hvordan og med hvem samtalen skal foregå.

Man kan vælge mellem en telefonsamtale eller en længere samtale face-to-face, man kan vælge et emne for samtalen, og man kan – så vidt muligt – selv vælge hvilken konsulent, man ønsker at tale med. Konsulent hos MA Petrine Hahn oplever, at medlemmernes medbestemmelse giver mere fokuserede samtaler:

”Den nye form gør, at jeg ikke længere skal ’gætte’, hvad vedkommende vil og har behov for, når han eller hun dukker op hos mig. Det er clearet på forhånd. Jeg kan derfor bruge mere tid på de folk, der har brug for det. Og mindre tid på dem, der kan nøjes med et ”ok” i en telefon,” siger Petrine Hahn til MA-NYT den 14. juni 2012.

Medlemmerne bestemmer

Ifølge Petrine Hahn går hun til medlemmerne på samme måde, som hun gjorde, før forsøget gik i gang. Det helt centrale for hende er, at hvor det før var konsulenterne, der bestemte, hvordan samtalen skulle forløbe, og hvad den skulle indeholde, er det nu i langt højere grad medlemmerne, der bestemmer.

I de tilbagemeldinger, MA får fra deres medlemmer, går ordene fleksibilitet og medbestemmelse igen – flere mener også, at det er tillidsvækkende, at man har valgmuligheder, og at man for eksempel ikke behøver at tage ind til sin a-kasse og snakke face-to-face med en konsulent, hvis man har styr på sin jobsøgning og blot skal have godkendt den.

Ifølge Marianne Rossander kommer den nye fleksibilitet også konsulenterne til gode. Hun fortæller, at konsulenterne under forsøget er fritaget for at argumentere skriftligt for, at et medlem står til rådighed ud fra sine jobsøgningsaktiviteter. Det letter konsulenternes arbejdsbyrde og giver rigtigt god mening i de mange tilfælde, hvor det er helt åbenlyst, at jobsøgningen er tilfredsstillende.