"De unge har fået øjnene op for, at en karriere i IT-erhvervet ikke kun er for nørder. Især de mange nye uddannelser, hvor it bliver kombineret med andre fag er med til at skabe interessante jobmuligheder for de unge," siger administrerende direktør i IT-Branchen, Morten Bangsgaard i en artikel i Børsen den 7. august 2012.
Godt 4.500 unge er ifølge artiklen blevet optaget på de danske IT-uddannelser, hvilket er otte procent flere end sidste år og to procentpoint mere end den generelle stigning i optaget på de videregående uddannelser. De seneste fem år er antallet af IT-studerende i øvrigt steget med 50 procent, men det er ifølge Morten Bangsgaard slet ikke nok til at kunne opfylde branchens ønsker om højtuddannet arbejdskraft.
"Der er i dag stor mangel på IT-specialister i Danmark, og behovet for nye kandidater bliver ikke mindre de kommende år," siger han til avisen.
Sidste år kunne man på Avisen.dk læse, at danske IT-virksomheder mangler så mange specialister, at branchen årligt mister omkring fire milliarder kroner. Ifølge hjemmesiden manglede IT-virksomhederne på det tidspunkt mellem 2.000 og 4.000 medarbejdere til at løfte opgaverne.
"IT-branchens organisation, DI Itek, har regnet på, hvor meget manglen på højtuddannede ingeniører og specialister årligt koster virksomhederne. Og resultatet bliver op til fire milliarder kroner, skriver EPN.dk," lyder det i artiklen.
Firmaerne griber ifølge artiklen derfor til ukonventionelle metoder for at lokke eksperter og specialister fra EU og Østeuropa til Danmark. I softwarefirmaet Secunia får medarbejderne eksempelvis en dusør på 20.000 kroner for hver ny kollega, de kan lokke ind i firmaet.
Flere kvinder på IT-uddannelserne
Ifølge Computerworld er der flere kvinder end tidligere, der er blevet optaget på IT-uddannelserne - og det er en helt bestemt form for IT-fag, de går efter.
"3,7 procent af de kvindelige ansøgere, der i dag har fået besked om, at de er blevet optaget på en videregående uddannelse, har valgt en IT-uddannelse. Det lyder ikke af meget, men optaget af kvinder udgør alligevel næsten 29 procent af de i alt 4.528 studerende, som har fået brev om, at de er blevet optaget på en af IT-uddannelserne i Danmark," lyder det i artiklen på Computerworld.dk.
Det er overvejende de humanistiske IT-uddannelser, som tiltrækker pigerne - det viser en gennemgang af ministeriets tal, som Computerworld har foretaget.
"På Aalborg Universitets afdeling i København er mere end otte ud af 10 kommende studerende på Humanistisk Informatik således kvinder. Også på afdelingen i Aalborg er der markant flere kvinder end mænd. Her udgør fordelingen cirka 60-40 i kvindernes favør."
Det er som nævnt kombinationsuddannelserne, der ifølge administrerende direktør i IT-Branchen, Morten Bangsgaard, der tiltrækker de unge, men ikke alle er lige begejstret for den tendens. I Dansk Industri opfordrer man alle unge til at være meget kritiske, når de vælger uddannelse - især nye uddannelser, hvor man ikke har den store erfaring med, hvor man kan bruge uddannelsen henne som færdiguddannet og i hvilke funktioner. Dansk Industri advarer ikke mod nogle konkrete uddannelser - men råder altså til, at man er særlig opmærksom, når man overvejer at starte på nye uddannelser:
"Der har du ikke, som ved de gamle uddannelser, erfaring med, hvor du som færdiguddannet kan bruges henne på arbejdsmarkedet, og hvilke funktioner du kan gå ind i. Du kan få en super god titel efter din uddannelse, men det er meget vigtigt, at du kigger på det reelle indhold af uddannelsen. Hvilke fremtidsmuligheder giver den dig?," siger Sarah Gade Hansen, der er chefkonsulent i Dansk Industri i en anden artikel her på Jobindex.dk: Vær kritisk ved valg af uddannelse.
Når man i Dansk Industri spørger sine medlemsvirksomheder om, hvad de efterspørger, så vil de meget gerne have medarbejdere med dybe, faglige kompetencer inden for uddannelsens specifikke fagområde.
"Derfor er der generelt en mindre efterspørgsel efter de nye kombinationsuddannelser, hvor du lærer lidt af hvert, og som der er en tendens til, at en del unge gerne vil," lyder det fra Sarah Gade Hansen, som tilføjer, at de fleste virksomheder for eksempel helst vil have en hel ingeniør end en halv ingeniør, der også kan noget andet.