Øvrigt

Bu­tiks­an­sat­tes hverdag bliver markant forandret

Et farvel til lukkeloven kommer til at have stor betydning for de butiksansatte. Formanden for HK Handel mener, at de ansatte i langt højere grad bliver bundet til deres arbejde, når andre har fri – og at børnepasningsmuligheder og transport ikke følger de ændrede åbningstider, der snart indfinder sig i det danske butiksliv.

Fra den 1. juli i år kan butikkerne holde åbent til klokken 20.00 om lørdagen og søndagsåbent cirka 30 søndage om året – mod 20 i dag. Fra 2012 bliver lukkeloven formentligt endeligt begravet, fordi Det Radikale Venstre, regeringen og Dansk Folkeparti har indgået en aftale om en afskaffelse. Formanden for HK Handel, Jørgen Hoppe, mener bestemt ikke, at det er den bedste nyhed at gå sommeren i møde med som butiksansat.

”Først og fremmest betyder det, at man bliver bundet til at arbejde, når andre har fri. Vi har en tradition for, at de fleste familiearrangementer ligger i weekenden med bryllupper, fødselsdage og konfirmationer, og lige pludselig har man ikke fri sammen med resten af familien. Det er et problem,” siger han.

Ikke overraskende mener han, at man som butiksansat skal sørge for at have den overenskomst, som HK har forhandlet sig frem til ved de seneste overenskomstforhandlinger.

”Den sikrer, at den enkelte får størst muligt indflydelse på sin arbejdstid.” Hvis chefen alligevel står fast på, at man skal arbejde 14 weekender ud af 16, skal man ifølge formanden henvende sig til HK-repræsentanten på arbejdspladsen eller til sin lokale HK-afdeling, hvis man er medlem af HK.

Hvad med børnene?
Hovedreglerne i HK’s overenskomster er blandt andet, at man har ret til ni friweekender i løbet af en 16 ugers vagtplansperiode. Desuden er der en bestemmelse om, at man skal kende sin arbejdstid 16 uger frem, hvilket gør det nemmere at planlægge sin fritid. Derudover har man ret til maksimalt at arbejde syv søndage i en 16 ugers periode.

Som nævnt er det regler, som HK har forhandlet sig frem til på medlemmernes vegne, men Jørgen Hoppe er langt fra tilfreds, for der er nogle områder, det ikke er lykkedes at tage højde for i overenskomsterne.

”Vi har ikke kunnet sikre, at der er børneinstitutioner, der har åbent på de tidspunkter, man skal til at arbejde på. Det er noget, man skal klare i Folketinget og i kommunerne. Desuden er der heller ikke mange muligheder for transport, når folk skal hjem om aftenen, og det har vi heller ikke kunnet gøre noget ved. Det er noget, vi stadigvæk arbejder på, men det er noget, vi skal løse i fællesskab.”

Noget, der på sigt også kan påvirke de ansatte er ifølge Jørgen Hoppe, at mange små butikker formentlig bliver nødt til at dreje nøglen om, fordi de ikke kan konkurrere med de store.

God erfaring i Sverige
Hovedreglerne i HK’s overenskomster er følgende:

  • Du har ret til ni friweekender i løbet af en 16 ugers vagtplansperiode.
  • Du har ret til maksimalt at arbejde syv søndage i en 16 ugers periode.
  • Du kan højest blive vagtsat to aftener efter klokken 17.45 per uge.
  • Du kan højest vagtsættes til at arbejde hver anden lørdag efter klokken 14.15.
  • Det tilstræbes, at du maksimalt har to på hinanden følgende weekendvagter.

På den anden side af sundet har vores naboland Sverige haft erfaringer med detailhandel uden formelle begrænsninger i åbningstiden i over 30 år. Her har man valgt at betale ekstra for søndagsarbejde, og hvor man i HK Handel i Danmark er imod en afskaffelse af lukkeloven, er man ifølge en artikel fra DR Nyheder godt tilfreds i den svenske pendant til HK Handel:

”Da lukkeloven faldt bort i Sverige, var vi imod, men vi fik forhandlet nogle fornuftige ændringer af kollektivaftalerne, så de ansatte bliver godt betalt for søndagsarbejde, og samtidig sikrer reglerne, at de ansatte minimum skal have fri en weekend om måneden, så faktisk er søndagsarbejde slet ikke nogen diskussion hos os,” har John Haataja, faglig sekretær i Handels, udtalt tilbage i 2000. Ifølge De Samvirkende Købmænd er Estland, Letland, Litauen, Tjekkiet, Slovakiet og Sverige helt uden lukkelov. Alle andre EU-lande har en lukkelov, og Danmarks er blandt de mest liberale.

http://www.eurocommerce.be/content.aspx?PageId=40057 kan du se en oversigt over butikkernes åbningstider i samtlige EU-lande.