JobglædeKarriere

Bureau gør det mere trygt at prøve kræfter med fre­elan­ce­op­ga­ver

Selv om freelanceopgaver måske kan virke tillokkende på dig, kan de også betyde bøvl med fakturaer, forsikringer, manglende løn under sygdom – og at du mister retten til dine dagpenge, hvis du er ledig. Et freelancebureau under Teknisk Landsforbund kan løse udfordringen.

Det kan være et stort spring: Ud i frit fald. Sådan kan det i hvert fald føles, hvis man står og kunne tænke sig at starte som freelancer eller selvstændig. Har du den fornemmelse – og er du helt afskrækket fra at løse opgaver på grund af det – så kan det være en idé, hvis du kobler en solid og tryghedsskabende elastik på dig selv, inden du tager springet.

Freelancebureauet Teknik & Design, under fagforeningen Teknisk Landsforbund, startede allerede tilbage i 1992, men oplever lige nu den største interesse nogensinde. Tidligere henvendte bureauet sig stort set kun til egne medlemmer, men muligheden med Teknik & Design gælder nu også for andre, og blandt andet har man indgået samarbejdsaftaler med Dansk Journalistforbund, HK og PROSA.

Bureauet blev oprettet, fordi nogle af medlemmerne i Teknisk Landsforbund tidligere blev tvunget til at blive selvstændige, selv om de ikke var interesserede i det: De gad ikke alt det administrative, og så mistede de konstant retten til deres dagpenge. I Teknik & Design bliver man kort fortalt ansat – med de samme betingelser som ansatte normalt har – til at løse en opgave man selv har fundet.

Trygt for fremtidens freelancere

Charlotte Dahm-Johansen er faglig konsulent i Teknisk Landsforbund og marketingansvarlig for Teknik & Design. Hun oplever, at mange ser en fordel i at kunne ”smage” på det at være selvstændig uden reelt at skulle blive det.

”Det her er en mere tryg måde at gøre det på. Mange ligger inde med relevante spørgsmål i forhold til at være freelancer og selvstændig, for hvad nu hvis kunderne ikke betaler, hvad hvis jeg bliver syg, hvordan laver jeg et regnskab – og hvad nu hvis jeg ikke kan leve af det?” siger Charlotte Dahm-Johansen og tilføjer, at særligt sidstnævnte er meget relevant for ledige på dagpenge.

De mister nemlig retten til dagpenge, hvis de bliver selvstændige, og hvad gør man så, hvis der ikke er opgaver nok? I det tilfælde ville man, ifølge Teknisk Landsforbund, være nødt til at lukke hele virksomheden ned og optjene anciennitet på ny, og det er ikke så tiltrækkende for de fleste ledige.

Slip for det besværlige

Hvis man er medlem af Teknisk Landsforbund koster det 16 procent af beløbet på ens fakturaer at være med i ordningen. 18 procent, hvis man kommer fra en af de fagforeninger, som Teknisk Landsforbund samarbejder med, og 20 procent hvis man kommer ind fra ”gaden”.

For den procentsats får man ordnet administration med hensyn til fakturering, man får løn under sygdom, de nødvendige forsikringer, G-dage (når man har haft en længere ansættelse), løn selv om kunden ikke betaler – for eksempel i tilfælde af konkurs. Man får desuden sin løn med det samme – selv om den, man løser opgaven for, eksempelvis først betaler pengene om tre måneder. Det er Teknik & Design, der udbetaler pengene.

Feriepenge og ATP bliver automatisk trukket - ud over den aftalte procent - til ens konto.

”For os har det i mange år været en underskudsforretning, men vi har fortsat tilbuddet, fordi det kom vores medlemmer til gavn. Det er først det seneste år, at vi har fået dækket vores omkostninger ved ordningen,” siger Charlotte Dahm-Johansen, der ser ordningen som en god måde, hvorpå man kan få foden indenfor hos en virksomhed og måske blive fastansat, hvis det er det, man gerne vil – eller som nævnt kan få prøvet livet som selvstændig eller freelancer af.

Der står lige nu omkring 1.500 personer i Teknik & Designs database – og det dækker over personer, som af og til bruger ordningen og nogle, som hele tiden bruger den. Der er nogle, som fortsætter med at bruge Teknik & Design, selv om deres virksomhed kører helt af sig selv, fordi de synes, det er nemmere.

”Jeg bliver nogle gange spurgt om, hvor hunden egentlig ligger begravet i Teknik & Design, men den eneste ”hund” i det her er administrationsgebyret på de 16, 18 eller 20 procent,” siger Charlotte Dahm-Johansen.

Du kan læse mere om Teknik & Design her

Læs også