Jobglæde

Arbejder du som andre, når du holder ferie?

Over halvdelen af danskerne er tilgængelige for arbejdet i ferier. Men nogle går længere end andre. Hvor står du?

Når kalenderen siger ferie, er det meningen, at vi skal slappe af, lade op og glemme alt om arbejdsmails og telefonopkald. Men for en stor del af danskerne er det ikke helt sort-hvidt, når det kommer til at stemple ud fra jobbet.

Mere end halvdelen af os holder nemlig aldrig helt fri. Ikke engang på ferien.

Hver tredje læser mails og tager telefonen

Vi har i en stor undersøgelse spurgt flere end 10.000 danskere, hvor tilgængelige de er for deres arbejdsplads i deres fritid – og det er mest almindeligt at læse mails og tage telefonen. Hver tredje svarer, at de gør netop det, når de har fri.

Læser mails 34 %
Besvarer telefonopkald 34 %
Besvarer mails 26 %
Udfører arbejdsopgaver 19 %
Har tilkaldevagter 8 %
Er ikke tilgængelig i min fritid 30 %
Tilgængelighed efterspørges ikke af min arbejdsplads 15 %

Én ud af tre danskere kan altså ikke lade indbakken være. Men det handler ikke bare om et hurtigt smugkig. For nogle glider arbejdslivet ind i ferien i en grad, hvor man reelt set stadig arbejder.

Et mønster af frivillighed og hensyn

Men hvad driver dem af os, der i en eller anden grad arbejder, når vi i virkeligheden har fri?

Flertallet blandt dem, der stiller sig til rådighed, siger, at det sker på eget initiativ. Måske du også kender følelsen af, at det giver lidt ro i maven at følge med – og at det er nemmere at vende tilbage efter ferien, når indbakken ikke er vokset ukontrolleret.

Ser vi på krydset mellem tilgængelighed og motivation, bliver det tydeligt, at lysten til at være tilgængelig topper blandt dem, der læser mails og tager telefonen. Men det er også her, flest føler et ansvar over for både kolleger og kunder.

Det tankevækkende er, at næsten halvdelen af danskerne, der arbejder på fridage eller i ferier, slet ikke selv har lyst til det. De peger enten på opgavehensyn – fx ønsket om, at der ikke skal opstå bunker af arbejde, mens man er væk – eller andres forventninger som årsag.

Det betyder, at 25 % af danskerne, der ikke selv har valgt at arbejde over, alligevel arbejder på fridage eller i ferier.

En anledning til at tale sammen

Der findes ikke et rigtigt niveau af tilgængelighed i ferien. Men undersøgelsen peger på, at der er mange forskellige måder at være det på – og mange grunde til det.

Og den kan give anledning til en samtale. Både med dig selv og på din arbejdsplads.

Spørg dig selv

  • Hvilket arbejdsliv drømmer jeg om – også når jeg holder fri?
  • Hvad har jeg selv brug for, når jeg holder ferie?

Spørg din arbejdsplads

  • Hvad er egentlig aftalen, når nogen går på ferie?
  • Hvad er rart, og hvad er rimeligt?

At finde svaret på de spørgsmål giver ikke bare mod til at holde fri. Det skaber også ro. Både for dem, der gerne vil koble helt fra, men også dem, der gerne vil følge lidt med på sidelinjen.

Kunne du lide det, du lige har læst?

Så er der mere, hvor det kommer fra. Artiklen har været sendt ud med vores nyhedsbrev – og du kan også få tips, indsigt og inspiration om jobsøgning og karriere direkte i din indbakke.

Tilmeld dig nyhedsbrev nu