Arbejdsmarkedet

Danskerne er blevet vilde med mo­bils­hop­ping

Hver tredje dansker har i dag en smartphone, og vi bruger den i stigende grad til at købe billetter, musik, rejser, take-away og bøger på. Ifølge en ny undersøgelse er mobiltelefonerne ved at ændre forbrugernes indkøbsvaner, og i løbet af de næste år flytter en milliardomsætning til mobilhandlen.
Den er hurtigt på internettet, og du har den altid lige ved hånden. Smartphonen er blevet så udbredt, at hver tredje dansker i dag har valgt en smartphone frem for en almindelig mobiltelefon, og vi handler i stigende grad billetter, musik, rejser og andet på den. Det viser en ny undersøgelse fra webbureauet Dwarf og analyseinstituttet Userneeds. Ifølge undersøgelsen har 21 procent af alle smartphone-ejere købt i en webshop fra deres mobiltelefon.

”Det vi oplever lige nu, er det næste store skridt i internettets udvikling. Mobilshopping vokser ekstremt hurtigt og bliver vigtigt for virksomhederne at forholde sig til. Flere og flere kunder vænner sig til at bruge mobilen til, hvad de før brugte computeren til. Din smartphone er altid tændt, ved hånden, online i 24 timer i døgnet og ved præcis, hvor du befinder dig. Det er bekvemt og, i takt med den teknologiske udvikling, nu også nemt,” siger Peter Grønne, der er partner i Dwarf, i undersøgelsen.

Flemming Birch

Flemming Birch, der er chefkonsulent i Retail Institute Scandinavia, mener, at udviklingen er helt naturlig, fordi vi generelt flytter mere og mere af vores liv over på mobiltelefonen – ikke bare vores indkøb.

”Jeg er ikke i tvivl om, at vi i vid udstrækning kommer til at bruge smartphonen som betalingsmiddel. Det er en nem måde at handle på,” siger Flemming Birch.

Ifølge undersøgelsen viser en fremskrivning af udviklingen, at omsætningen inden for mobilshopping runder en milliard kr. om to år.

Mere magt til forbrugeren
Ud over at det er nemt, mener Flemming Birch, at der er et yderligere meget interessant element, når man bruger sin smartphone.

”Når du bestiller på nettet via din computer, så er du derhjemme eller på arbejde, men med en telefon kan du shoppe ude i butikkerne. Hvis du er på udkig efter en fladskærm, så kan du gå ud i butikken og se den, og så se på din smartphone, hvad den koster andre steder. På den måde har forbrugerne hele verdens butikker med i baglommen,” siger Flemming Birch, der mener, at det giver forbrugerne en ny magt, fordi de er bedre orienteret om produktet.

Som forbruger kan man også lynhurtigt finde frem til anmeldelser af et produkt og blive klogere af andres erfaringer, inden man selv træffer sit valg.

”Vi ser smartphonen som en ny måde for butikkerne at sælge sig på. Forudsætningen er, at man har en nem applikation, der samtidig er sjov eller virkelig praktisk.”

Flemming Birch mener, at mobilmarkedet er interessant for stort set alle typer butikker, men er klar over, at det kun er et fåtal, der i dag reelt har en app.

”Det er under halvdelen af alle danske butikskæder, der har en webshop, og det siger meget, for det er det første led. Mange virksomheder er tilbageholdende i forhold til den mobile shopping, fordi der er et tipping point for virksomhederne. De skal kunne se fornuften i det rent økonomisk.”

Gør opmærksom på app’en
Flemming Birch råder til, at man – hvis man har besluttet sig for at få en app – får styr på en kommunikationskanal til potentielle kunder.

”Man bliver nødt til at gøre opmærksom på, at man er klar med en app. Det er smart, hvis man i forvejen har en kundegruppe, som modtager et nyhedsbrev eller for eksempel er medlem af en kundeklub. Det kræver som nævnt typisk, at du har en webshop.”

Flemming Birch mener generelt – som det også er tilfældet med e-handel – at jo mere generiske dine varer er – desto mere relevant er det at være med på mobilhandlen.

”Hvis en vare er fuldstændig ens, uanset om du har købt den online fra USA eller på Strøget, så skal du være meget opmærksom på mulighederne med smartphonen.”

Analysen fra Dwarf og Userneeds ”Mobilshopping 2011” bygger på 2.900 svar fra danskere i alderen 18 til 65 år.

Ifølge analysen ”Mobilshopping 2011” køber smartphone-ejere i gennemsnit for 148 kr. om året fra deres mobiltelefon. Det er stadig lavt set i forhold til, at de samtidig siger, at de netshopper fra deres computer for cirka 7.000 kr. årligt.

Samlet køber danskerne i dag for omkring 230 millioner kr. årligt via deres mobil.

Samtidig vokser udbredelsen af smartphones eksplosivt. Mens 33 procent har en smartphone i dag, forventer hele 80 procent af dem, der vil udskifte deres mobiltelefon, at anskaffe sig en smartphone næste gang. Hvis forventningerne holder stik, vil 80 procent af danskerne over 18 år have en smartphone om tre år.

En fremskrivning af udviklingen viser, at omsætningen for mobilshopping runder en milliard kr.
om to år.

Kilde: Mobilshopping 2011.

Læs også