Ny i job
5 råd særligt til job­sø­gen­de aka­de­mi­ke­re

Her får du Per Rindebæks bedste råd til dig, som er jobsøgende akademiker, baseret på erfaringerne som direktør for Camp Future – et forløb til at hjælpe ledige akademikere i job.

Som nyuddannet cand.oecon. ville jeg til EU, og skuffelsen var enorm, da kabinetschefen i Bruxelles ikke købte ind på mine udredninger om subsidiaritetsprincippet, som jeg jo havde skrevet speciale om. Og alle de andre fantastiske akademiske færdigheder, som jeg beskrev i mine ansøgninger, havde heller ikke den store effekt.

Dét er blot ét af mine egne fejlslagne forsøg på at imponere en arbejdsgiver med mit akademiske sprog og mine akademiske begreber som nyudklækket akademiker. Foruden mine egne erfaringer, så er denne artikel dog også baseret på vores erfaringer i Camp Future, hvor vi har specialiseret os i at hjælpe akademikere i job ved bl.a. at mestre råd 1 og råd 5 i denne artikel.

Resultatet taler for sig selv ved, at vi hjælper to ud af tre deltagere i job. Lad os komme i gang.

1. Lad dig ikke begrænse af titlen på din uddannelse

Anerkend, at du kan varetage mange lignende jobfunktioner i forskellige brancher, også selvom din uddannelse er målrettet områder såsom uddannelsesvidenskab, litteraturvidenskab eller biblioteks- og informationsvidenskab. Det begrænser dig med andre ord ikke til at arbejde med beskæftigelsesområdet, litteratur eller på et bibliotek.

Du kan sagtens have en knivspark profil inden for uddannelsesvidenskab eller biblioteksvidenskab, når du søger denne type job, men vinkle dit CV og din ansøgning anderledes, når du søger andre jobtyper. Her kan du sandsynligvis ikke undgå at udfordre dig selv, men evnerne til at administrere information og databaser er mindst lige så værdifulde i en virksomhed med en stor kundedatabase som på et bibliotek.

2. Tal med nogen, som har fundet vej til dit drømmejob

Har du nogen i dit netværk, som arbejder i dit drømmejob? Ellers brug søgefunktionen på LinkedIn og find et udvalg af personer, som arbejder i dit drømmejob. Kig på deres tidligere ansættelser og undersøg, om de fik dit drømmejob i første hug, eller om de havde andre job på vejen, som gav dem kompetencer og netværk i de rigtige rækker.

Kontakt dem også gerne for at spørge, hvordan vejen til jobbet så ud og bliv inspireret. Måske startede de i et graduate-forløb eller i en juniorstilling, og det kan være et rigtig godt sted at starte, hvis du er nyuddannet eller har få års erfaring. Samtidig udbygger du dit netværk med fagligt relevante kontakter.

3. Udnyt muligheden for feedback fra virksomhederne

I nogle tilfælde bliver du tilbudt muligheden for at få feedback, når du har fået et afslag på din jobansøgning. Ellers kan du altid spørge. Nogle virksomheder tilbyder selv at give feedback, og her skal du gribe bolden.

Vær ikke bange for at give direktøren for det hele et kald, hvis han er angivet som kontaktperson. Forbered dig og vær nysgerrig på, hvordan ansættelsesprocessen opleves på den anden side af bordet, når en virksomhed får 100 eller 300 ansøgninger til en opslået stilling. Spørg fx også, hvad der kendetegner kandidaten, som har fået jobbet.

Lykkes du ikke med at få feedback, hvor du har søgt job, kan du opsøge andre fra branchen til at give feedback på dit materiale. Søg eventuelt hjælp i et opslag på LinkedIn, hvor du efterspørger repræsentanter fra en specifik branche til at give dig sparring.

4. Undgå at lyde som en akademiker

Lad kancellisproget ligge, når du skriver din jobansøgning. At skrive om subsidiaritetsprincippet, som jeg gjorde, er en effektiv måde at skabe distance til modtageren på. Dét skal du undgå.

Som akademiker kan man nemt komme til at skrive i samme sprog som en forskningsartikel, men det er ikke hensigtsmæssigt, hvis kontaktpersonen til jobbet ikke også har en akademisk baggrund.

Faktisk foretrækker mange akademikere også at læse ansøgninger i et lettere sprog end det akademiske, så overvej, om det er afgørende for jobbet at mestre et akademisk sprogbrug. Ellers undlad det tunge sprog. Det virker bedre i langt de fleste tilfælde.

5. Skriv dig ind i arbejdsopgaverne i jobbet

Anerkend, at de færreste ved, hvad en kandidatuddannelse i kultur og formidling, oplevelsesøkonomi, filosofi eller noget helt fjerde kan bruges til. Skriv i stedet dig selv ind i jobbet ved at vise, hvordan du vil løse forskellige arbejdsopgaver.

Forklar hvilke metoder og værktøjer du vil anvende, og hvordan du vil sikre at arbejde strategisk og målrettet med problemløsning. Her kan du også komme ind på, hvordan du måler og dokumenterer dine resultater undervejs, samt hvordan du løbende justerer din strategi.

Om forfatteren

Per Rindebæk er direktør i Nobiles, der gennemfører Camp Future forløb forskellige steder i landet. Camp Future er skræddersyet til at hjælpe akademikere i job – og har hjulpet 65 % af deltagerne i rigtige job siden 2012 bl.a. i Aarhus og Odense Kommune.