Kan man købe sig til glade medarbejdere? Ja, da … for det meste

Høje personaleomkostninger hænger pænt meget sammen med glade medarbejdere. Det er – med visse markante undtagelser – konklusionen på årets Jobglæde-undersøgelse fra Jobindex kombineret med Computerworlds nyeste analyse af personaleomkostninger i IT-branchen.

Man siger godt nok, at penge ikke er alt. Men det er nu svært ikke at få den klare fornemmelse, at der er en form for sammenhæng mellem det antal kroner, en virksomhed ifølge regnskabet bruger til personaleomkostninger på den ene side og medarbejdernes såkaldte jobglæde på den anden side sådan som det kommer til udtryk i Jobindex’ seneste måling.

Seks af de 34 virksomheder i årets Jobglæde-undersøgelse har personaleomkostninger pr. medarbejder på over en million kroner om året hvoraf langt størstedelen jo altså er er løn og pension. Og fire af dem er altså placeret blandt de 11 øverst på listen.

Øverst på skamlen som en klar nummer et vurderet på Jobglæde finder vi i år Nokia Danmark. Selskabets såkaldte Jobglæde-score er på 4,71, og det er en del over sidste års nummer et – Microsoft Danmark – som vandt på en score på 4,38.

I år kravler Microsofts score op på 4,57, men det rækker alligevel kun til en tredjeplads. Både Nokia Danmark og Microsoft Danmark bogfører personaleomkostninger på over en million kroner pr. medarbejder, og målt på det parameter alene er Microsoft Danmark en klar vinder med personaleomkostninger på godt 1,4 millioner kroner pr. medarbejder beregnet på 416 fuldtidsansatte i seneste regnskabsår.

Forskel på virksomhedstyper

Nu er der selvsagt stor forskel på en gammel videnstung virksomhed som Nokia og en hostingvirksomhed når det gælder medarbejdersammensætning, og det afspejles naturligvis også i de gennemsnitlige personaleomkostninger. Men ikke når det gælder jobglæde.

Det danskstartede hostingselskab team.blue Denmark – som tidligere hed Zitcom – indtager en flot andenplads med en fornem Jobglædescore på 4,64. Her er de gennemsnitlige personaleomkostninger pr. medarbejder dog kun små 630.000 kroner om året.

I toppen på årets Jobglædeliste finder vi også pænt mange virksomheder med danske aner ud over team.blue. SimCorp, NNIT, Netcompany og Systematic er alle i top ti.

Bunden

Nederst på listen er det værd at bemærke, at selv om DXC Technology igen i år får bundkarakter, så er selskabets Jobglædescore på vej opad - fra 1,56 i 2019 til nu 2,14. Selskabet bogfører også personaleomkostninger på godt en million kroner i gennemsnit for de godt 700 medarbejdere.

Oracle Danmark er til gengæld på en uheldig nedtur igen efter sidste års fremgang i Jobglædescore til 3,32. I den seneste måling er scoren dalet til 2,95. Til gengæld betaler Oracle cirka 1,2 millioner kroner i personaleomkostninger pr. medarbejder, som i seneste regnskab blev opgjort til 186 fuldtidsansatte.

Virksomhed Score 2020 Score 2019 Antal ansatte* Gennemsnitlig lønomkostning* Antal jobglædestjerner
Nokia Denmark A/S 4,71 125 1.043.488
team.blue Denmark A/S 4,64 185 626.783
Microsoft Danmark ApS 4,57 4,38 416 1.404.278
Tata Consultancy Services Ltd 4,29
Fujitsu A/S 4,18 221 725.212
SimCorp A/S 4,04 527 1.085.500
NNIT A/S 3,99 3,76 1497 830.995
SAS Institute A/S 3,97 225 1.158.988
Netcompany Group A/S 3,86 4,22 2293 544,473
Systematic A/S 3,84 3,48 690 654.449
Dell A/S 3,80 3,73 265 1.158.988
J. H. Schultz Information A/S 3,75 150 704.986
Columbus A/S 3,62 2,73 345 663.107
IBM Danmark ApS 3,60 3,19 1708 850.182
Milestone Systems A/S 3,59 375 829.645
3Shape A/S 3,57 389 674.329
Atea A/S 3,54 3,14 1456 643.533
Bankernes EDB Central A.M.B.A. 3,53 3,6 951 651.294
Konica Minolta Business Solutions Denmark A/S 3,41 215 633.623
KMD A/S 3,40 3,19 1893 778.425
Foreningen Bankdata 3,40 3,77 715 765.282
Group Online A/S 3,37 117 433.008
Mansoft A/S 3,32 180 556.522
EG A/S 3,27 3,14 537 556.797
Unik System Design A/S 3,26 163 561.705
Capgemini Danmark A/S 3,17 3,09 290 724.431
SDC A/S 3,06 2,81 569 756.861
Progressive A/S 3,06 62 672.387
CGI Danmark A/S 3,00 3,02 440 734.788
JN Data A/S 2,99 692 789.913
EET Group A/S 2,98 38 677.763
Oracle Danmark ApS 2,95 3,32 186 1.233.005
IT Relation A/S 2,74 464 516.288
DXC Technology Danmark A/S 2,14 1,56 702 1.046.296

*Kilde: Virksomhedens årsrapport

Sådan beregner vi jobglæden

På Jobindex har brugerne mulighed for at logge ind og vurdere jobglæden på nuværende og tidligere arbejdspladser. Evalueringerne skal vedrøre en ansættelsesoplevelse, som brugeren har haft inden for de seneste fem år. Arbejdspladsen evalueres inden for kategorierne ’ledelse’, ’kultur og mening’, ’karrieremuligheder’, ’belønning’, ’arbejdsmiljø og balance’, ’samarbejde og relationer’ samt ’overordnet opfattelse’. Alle evalueringer vægtes i forhold til, hvornår de er blevet foretaget. Nyere evalueringer vejer derfor tungere end ældre evalueringer.

Brugernes evalueringer kombineres ifølge Jobindex med ”andre datakilder”, som herefter giver en samlet jobglædevurdering, der går fra 1 til 5 stjerner. Hvis Jobindex, andre brugere eller berørte arbejdspladser har mistanke om, at evalueringer er fortaget af en person, der ikke har været ansat i virksomheden, kan Jobindex bede om dokumentation for ansættelsesforholdet.

Virksomheder har mulighed for at fravælge visningen af samtlige evalueringer, hvis de ønsker det. Det betyder, at virksomhederne ikke kan fravælge enkelte evalueringer, men skal fravælge synligheden af samtlige – positive som negative.