300.000 evalueringer taler sit tydelige sprog. Muligheden for at evaluere danske arbejdspladser anonymt er, med god grund, blevet taget vel imod siden lanceringen for seks år siden.
Og vi har nu spurgt flere end 1.600 danskere om deres interesse i og brug af evalueringer på Jobindex, og tre ud af fire kan se det relevante i at have mulighed for at læse andres erfaringer med danske arbejdspladser. Og det forstår vi godt.
Evalueringer er nemlig et nyttigt input til jobsøgning, og otte ud af 10 angiver også, at de læser evalueringer i den forbindelse. En del læser dem også for at holde sig orienteret om jobmarkedet, mens knap hver femte er nysgerrig på venner og bekendtes arbejdspladser.
I dag er over 8.700 arbejdspladser evalueret.
Anonymitet er vigtig for otte ud af 10
Alle evalueringer afgives anonymt og godkendes manuelt af vores evalueringsansvarlige, Donna Aline Dicay, der dagligt sørger for, at samtlige evalueringer er i overensstemmelse med vores retningslinjer på området.
”Anonymitet er en vigtig grundsten i vores tilbud til danskerne om at afgive evalueringer, der skal give et ærligt indblik i arbejdsmiljøet på danske arbejdspladser – og den grundsten kan og vil vi ikke kompromittere. Derfor er det 100 % anonymt at evaluere på Jobindex, og vores seneste undersøgelse viser også, at det er vigtigt for 81 % af de adspurgte danskere,” forklarer Donna.
At hjælpe andre er største motivation
Flest danskere afgiver evalueringer for at dele egne oplevelser så objektivt som muligt, men også for at hjælpe andre jobsøgere med at finde en god arbejdsplads. Det afspejler sig også, når vi spørger, hvad de lægger vægt på, når de læser evalueringer afgivet af andre.
Her er det især det positive og negative, tidligere og nuværende ansatte har gjort sig umage for at skrive om arbejdspladsen, der topper listen. Stjernerne, der tildeles, er dog også vigtige – sammen med troværdige og velskrevne beskrivelser af arbejdsmiljøet i virksomheden.
Virksomheders engagement er ikke uden betydning
En virksomheds engagement i de evalueringer, der er afgivet om den, er heller ikke uden betydning. Knap syv ud af 10 bliver nemlig påvirket af, hvorvidt en virksomhed svarer på evalueringer eller ej.
Dit bidrag er vigtigt for andre jobinteresserede
Den gavn, jobsøgere har af evalueringer, er et resultat af, at danskere flere end 300.000 gange har taget sig tid til at evaluere nuværende eller tidligere arbejdsplads. Du kan også bidrage ved at evaluere de steder, du har arbejdet – og på den måde hjælpe andre jobsøgere på rette vej.