Karriere

Deltid giver mere balance i ar­bejds­li­vet

Danskere på deltid oplever 12 % bedre work-life balance end fuldtidsansatte. Ifølge beskæftigelseschef Malene Gregaard Wilsly er det en gevinst for alle.

Malene Gregaard Wilsly

At mennesker på deltid oplever en markant bedre work-life balance end fuldtidsansatte, kan ved første øjekast virke logisk. Men ifølge Jobindex’ beskæftigelseschef, Malene Gregaard Wilsly, ligger der en vigtig pointe bag tallene.

”Selvfølgelig får vi mere fritid, når vi arbejder færre timer. Men det interessante er, at det ikke bare giver mere tid. Det ser faktisk også ud til at gøre mennesker gladere. Og det er vigtigt, fordi vi ved, at trivsel ikke kun er godt for den enkelte. Glade medarbejdere er mere produktive, har mindre sygefravær, og deres energi smitter af på kollegerne.”

Netop derfor mener hun, at resultaterne bør få virksomheder til at tænke bredere over, hvordan arbejdet kan tilrettelægges.

”Vi har i mange år været optaget af, hvordan vi kan få folk til at arbejde mere. Måske skulle vi også begynde at spørge, hvordan vi kan få mennesker til at trives bedre, mens de arbejder.”

Vi forventer mere af livet end nogensinde

Ifølge Malene handler ønsket om fleksibilitet også om, at arbejdslivet har ændret karakter.

Vi vil gerne lykkes på jobbet. Men vi vil også være nærværende forældre, gode venner, aktive bedsteforældre, træne, spise sundt, udvikle os og have overskud til det hele. Samtidig bliver vi konstant mindet om alt det, andre tilsyneladende når.

”Vi lever i en tid, hvor vi hele tiden bliver præsenteret for, hvordan andre lever deres liv. Vi ser mennesker, der rejser, starter virksomheder eller arbejder fra en strand et sted i verden. Samtidig har mange både børn, ældre forældre og et krævende arbejdsliv. Det er ikke mærkeligt, at flere oplever, at de mangler tid.”

Hun peger også på, at coronapandemien satte gang i en større refleksion.

”For mange blev det første gang, de virkelig fik ro til at tænke over, hvordan de gerne ville leve deres liv. Den refleksion er ikke forsvundet. Tværtimod tror jeg, at den har gjort ønsket om fleksibilitet endnu stærkere.”

Fleksibilitet er også på den politiske dagsorden

Jobindex' analyse peger på, at ønsket om større fleksibilitet vokser. Den udvikling afspejles også i regeringsgrundlaget fra juni 2026, hvor et mere fleksibelt arbejds- og familieliv er et centralt tema.

Der nævnes blandt andet:

  • mulighed for at arbejde mindre i perioder af livet
  • deltid med lønkompensation for småbørnsforældre
  • en midlertidig mulighed for at gå ned i tid ved særlige livsomstændigheder
  • initiativer mod stress og sygefravær.

Kilde: Det politiske grundlag for firkløverregeringen, juni 2026

Kortere tid kan skabe mere fokus

Det lyder måske paradoksalt, men færre arbejdstimer behøver ikke betyde mindre værdi. Tværtimod oplever Malene ofte, at mennesker bliver skarpere, når tiden bliver begrænset.

”Når vi ved, at vi har færre timer til rådighed, bliver vi ofte meget mere bevidst om, hvordan vi bruger dem. Vi prioriterer skarpere, strukturerer sin dag bedre og bliver bedre til at sige nej til det, der ikke skaber værdi.”

Det hænger godt sammen med Jobindex’ seneste undersøgelse, der viser, at medarbejdere med tøj trivsel har dobbelt så stor sandsynlighed for også at opleve høj produktivitet.

En mulighed for både mennesker og virksomheder

For Malene handler fleksibilitet heller ikke kun om den enkelte medarbejder. Hun ser et stort potentiale i at bruge deltid og fleksible ansættelser til at løse nogle af de udfordringer, arbejdsmarkedet står overfor.

”Når vi taler deltid, tror mange automatisk, at det kun handler om mennesker med særlige udfordringer. Men det er kun en lille del af historien. Det kan også være unge, der har svært ved at få fodfæste, småbørnsforældre, seniorer, pensionister eller pårørende, som gerne vil bidrage – bare på en måde, der passer bedre til deres liv.”

Samtidig mener hun, at virksomheder med fordel kan tænke mere kreativt i måden, de sammensætter stillinger på.

”Vi er vant til at samle mange forskellige opgaver i én fuldtidsstilling. Men måske ville både virksomheden og medarbejderen få mere ud af, at flere specialister løste det, de faktisk er bedst til. Når mennesker får lov til at bruge deres stærkeste kompetencer, vokser arbejdsglæden ofte helt af sig selv.”

Fleksibilitet er ikke et kompromis

For Malene Gregaard Wilsly er konklusionen klar.

”Vi skal holde op med at se fleksibilitet som et kompromis. I virkeligheden kan det være en investering. En investering i gladere medarbejdere, højere produktivitet og et arbejdsmarked, hvor flere mennesker kan være med, også når livet ændrer sig.”

Find et deltidsjob, der passer til dit liv

Drømmer du om mere fleksibilitet og bedre balance mellem arbejde og fritid? På Jobindex finder du ledige deltidsstillinger i hele Danmark.

Og ellers er et godt råd fra Malene: Lad dig ikke afskrække, hvis et job er slået op som en fuldtidsstilling. Mange arbejdsgivere er åbne for dialog om arbejdstid, især hvis du er den rette kandidat. Spørg allerede under samtalen, om stillingen kan tilpasses deltid – du kan blive positivt overrasket.

Se alle ledige deltidsjob