”Et zig-zag CV tænder flere forskellige advarselslamper hos arbejdsgiverne. For det første er der bekymringen for, at vedkommende simpelthen ikke kan bide sig fast noget sted på grund af manglende resultater. For det andet er der en bekymring om, hvorvidt der er tale om en rastløs type, der aldrig helt finder sig tilpas med de job, vedkommende lander i – eller har svært ved at indgå på helt normalt vis på en arbejdsplads,” siger Morten Ballisager, der er direktør i konsulenthuset Ballisager, som er specialiseret i rekruttering og karriererådgivning.
På plussiden er, at man som kandidat har en lang række forskellige erfaringer i forskellige arbejdskulturer, men det er ikke det første, arbejdsgiveren vil tænke på ved synet af et CV med mange kortvarige ansættelser. At kandidaten har mange korte ansættelser vægtes langt tungere end, om kandidaten er overkvalificeret, bor mere end en times kørsel væk, har været uden arbejde, eller tidligere har været sygemeldt med stress.”
Agér bedst muligt fremadrettet
Sidder du med et zig-zag CV lige nu, er det selvfølgelig umuligt at gøre noget ved det rent faktuelle, men fremadrettet kan du agere på den bedst mulige måde over for en kommende arbejdsgiver.
Læg en søge-strategi, hvor du stiller sigtekornet efter de mindre virksomheder. De er nemlig knap så bekymrede over mange korte ansættelser. Her ser man en større ”loyalitetsforventning” hos de store virksomheder. Brug derfor dit netværk aktivt, for så er der nemlig en tendens til, at du er på banen personligt, før dit CV bliver nærstuderet af arbejdsgiveren, og det er en klar fordel for et svagere CV, i forhold til i de klassiske ansættelsesprocesser, der allerførst sorterer ud fra CV’et.
Drop bortforklaringerne
Morten Ballisager mener ikke, at man i sin jobansøgning skal prøve at bortforklare de mange korte ansættelser i dit CV.
”Det vil bare sætte fokus på en mulig problematik i dit kandidatur. Husk i stedet for at fokusere på dine styrker, og hvad virksomheden positivt kan få ud af, at du er på deres arbejdsplads,” siger Morten Ballisager, der også råder til, at du er ærlig til samtalen, hvis der bliver spurgt ind til de korte ansættelser, fordi det lønner sig i længden.
Sørg også for, at der er overensstemmelse mellem det, du siger, og det, dine referencer siger.
Det at være ledig kan paradoksalt nok også opleves som et problem for en jobsøger, og hvis du har været ledig i mere end seks måneder, så stiger bekymringen hos virksomheden – har du været ledig i kortere tid end det, kan du være mere rolig:
Er du nyligt blevet ledig, eller har du kun været ledig i op til seks måneder, så er det sjældent et problem for virksomhedernes vilje til at ansætte. Efter seks måneders ledighed stiger bekymringen hos en del af virksomhederne, mens de fleste virksomheder vurderer mere end et års ledighed som problematisk.
Ifølge Morten Ballisager er fire år i øvrigt den perfekte varighed i et ansættelsesforhold. Det betyder, at det kan være klogt at være opsøgende eller i det mindste have et online CV på en jobportal, selvom man egentlig er glad for sit eksisterende job.