Jobglæde

Vi har 25.000 hold­nin­ger til det perfekte ar­bejds­liv

Jobindex' Spørgepanel er med til at forme arbejdspladserne. Vi spørger om alt fra chefer til hjemmearbejde og sender ny viden om jobglæde ud på arbejdsmarkedet.

Undskyld, kender du smutvejen til et godt arbejdsliv?

Med mange tusinde jobannoncer i hænderne hver måned har vi sat os for at hjælpe alle jobsøgere med at finde præcis dét job, de hver især bliver mest tilfredse i. Og det kræver viden om jobglæde. Derfor spørger vi jævnligt Jobindex' Spørgepanel, som består af 25.000 personer, om deres holdning til drømmejobs, gode chefer, hjemmearbejde, en ordentlig løn og meget andet. Deres svar laver vi om til analyser og viden, så virksomhederne får nye redskaber til at forstå, hvad der skaber jobglæde for medarbejderne. Og se, det kommer dig til gode, at din chef ved, hvad der giver dig jobglæde, ikke sandt?

Hvis du med et lumsk smil tænker, at endelig ... ENDELIG ... afslører vi cowboytricket til en svimlende høj løn og din snarlige overtagelse af chefens hjørnekontor, så træk vejret dybt.

Jobglæde er medarbejdertrivsel for fulde gardiner

Holder du stadig vejret? Udmærket, men det handler ikke kun om løn og jobtitler. Sidst vi spurgte Jobindex' Spørgepanel om smutvejen til mere jobglæde, pegede sølle 4% på 'en ny jobtitel' som vejen til lykke og kun halvdelen ønskede sig en lønforhøjelse. Vi kan forsikre dig om, at den anden halvdel har mindst ligeså godt fat i den lange ende af jobglæden. For i hverdagen, altså dine 1.924 årlige arbejdstimer i et fuldtidsjob, handler jobglæde om, hvad der gør dig i godt humør fra mandag morgen til fyraften sidst på ugen.

Så hvad tror du, flest peger på, gør dem så glade for jobbet, at gardinerne blafrer af bare begejstring?

Du får jobglædens Top-10 lige her:



Den viden har vi sendt til virksomheder, arbejdsgivere og HR-chefer landet over. Vi har givet gode råd og redskaber til, hvordan mellemledere kan skabe gode rammer for jobglæde, og til, hvordan personalecheferne kan hjælpe nyansatte medarbejdere godt ind ad døren den første tid.

Sådan kan du selv dyrke jobglæde

Jobglædens Top-10 tyder på, at du som ansat selv kan nå højt på tilfredshedsbarometeret ved at være en god kollega. Sådan en, der smiler og siger godmorgen, åbner fællesskabet for alle og nøjes med kun at bagtale en ukendt svigermor fra Færøerne i stedet for at skumle over chefen eller lade sin hånlatter ramme Mona fra Bogholderiet. Dit gode humør smitter hurtigt, og det samme gør jobglæde.

Du kan også være en god kollega over for din leder. Endda uden at det bliver underligt. God ledelse sætter nemlig rammen for hele arbejdspladsens jobglæde – ikke bare din egen. Men der skal to til en dialog, og som du måske med en vis lettelse allerede har opdaget, så kan chefen ikke læse dine tanker. Så spørg selv til muligheden for fleksibel mødetid, hjemmearbejdsplads, snak lidt om venlige omgangsformer og AMU-kurset du ønsker dig, eller fortæl om den produktforbedring, du har udtænkt i din fritid. Forklar eventuelt din leder, at medarbejdernes jobglæde i følge Jobindex betaler sig på virksomhedens bundlinje.

Hvad gør du, hvis der er langt til jobglæde i dit job?

Stritter din arbejdsplads imod enhver jobglæde, så er der et godt råd, du om ikke andet kan stikke firmaets brokkehoveder i hånden, næste gang de knurrer bidsk ude ved kaffemaskinen. Om nødvendigt kan din chef også tåle at høre det undervejs i en sløv lønforhandling eller MUS-samtale, før du søger nyt job, men uanset hvad så må du sige det med engleblid stemme – og brug endelig Færøerne som forklædning, hvis du er på nippet til at hvisle en spydighed i stedet for:

"Min svigermor fra Færøerne er simpelthen begyndt selv at foreslå sin chef, hvordan de kan få meget større glæde af hende som medarbejder. Trods al hendes ondskab så betyder hjælpsomme kollegaer, passende opgaver og en god balance mellem arbejde og fritid åbenbart, at hun bliver verdens gladeste og mest produktive kollega. Skulle vi ikke prøve det samme her?"

Husk at smile, når du siger det. Smil er den korteste genvej til jobglæde.


Læs også