JobsamtaleJobsøgning

Undgå at blive taget med bukserne nede til job­sam­ta­len

Forbereder du dig ikke grundigt nok, inden du skal til jobsamtale, risikerer du en særdeles ubehagelig og pinlig situation.

Du ved, at du er den helt rette til jobbet, men det er du lige nu så langt fra at få formidlet, som du overhovedet kan komme.

"En af de fejl mange begår, er, at de ikke forbereder sig, og så risikerer man altså at blive taget med bukserne nede til jobsamtalen. Det er så ærgerligt, at man sidder der med alle sine talenter - og så formår man ikke at få det formidlet," siger Suzann Rye, der er stifter og ejer af Superkandidaterne.dk.

Ifølge hende kan det, at du forbereder dig rigtig godt på jobsamtalen være altafgørende i forhold til, om du får jobbet eller ej.

"Alene det, at man ved, at man har forberedt sig grundigt, giver en vis sikkerhed og får en til at udstråle power, og at man virkelig vil det her," siger Suzann Rye, som først og fremmest råder til, at man forbereder sig på de helt klassiske spørgsmål, som mange får stillet - for hvorfor skulle du sidde og hakke dig igennem et svar på dem, når du kunne have et knivskarpt svar liggende på rygraden til lige præcis de spørgsmål - lyder det fra Suzann Rye.

Det her bliver du sikkert spurgt om til jobsamtalen

Nogle af spørgsmålene, du med fordel kan forberede dig på, er blandt andre:

"Hvorfor vil du lige præcis gerne have et job her?"

"Hvad er dine styrker og svagheder?"

"Hvorfor mener du, at du er den rette til jobbet?"

"Hvordan beskriver dine venner/tidligere kolleger dig?"

Når du har forberedt dig på alle de spørgsmål, som du med stor sandsynlighed vil blive stillet, så sæt dig godt ind i, hvad det er for en virksomhed eller organisation, du skal til samtale hos.

"Tjek virksomhedens hjemmeside ud: Hvem er de, hvilke værdier har de - og hvordan kan du matche det? Læg også mærke til, om der er en dresscode, så du kan følge den til jobsamtalen," siger Suzann Rye og understreger, at det ikke giver gode point, hvis man kommer i sit stiveste puds, og arbejdsgiveren møder op i mere afslappet tøj, fordi det er normen.

Det vil gøre dig yderligere nervøs, hvis det er tilfældet, og understrege, at du ikke har forberedt dig godt nok på det punkt.

Tjek dine arbejdsgivere ud på LinkedIn

Suzann Rye råder også til, at du "lurer" lidt på, hvad det er for nogle personer, du skal til samtale hos, på LinkedIn - lige som de formentlig også har søgt på dig via LinkedIn. Har I for eksempel nogen fællesnævnere, du kan bruge til noget i en samtale?

"Det handler jo meget om match og kemi til en samtale, og der kan det være godt at sidde inde med nogle bonus-informationer om folk," siger Suzann Rye, der også anbefaler, at du læser jobopslaget - også det, der står mellem linjerne - grundigt igennem, inden du skal til jobsamtalen, så du er helt skarp på, hvad det er, at arbejdsgiveren søger.

Når du har forberedt dig på de klassiske spørgsmål, har researchet indgående på virksomheden og tjekket arbejdsgiverne ud på LinkedIn, så skal du ifølge Suzann Rye gennemgå hele det forløb, som jobsamtalen er. Fra du giver hånd, til du sidder og svarer på spørgsmålene - og øv det igen og igen.

"Det vil give dig en enorm ro, når du sidder til den rigtige samtale, at du har øvet situationen mange gange. Det er faktisk med til at snyde din hjerne til at tro, at du har prøvet den her situation masser af gange - og give dig ro," siger hun - og tilføjer, at når du har øvet og forberedt dig grundigt på hele seancen - så glem så vidt muligt det hele igen - gerne aftenen før.

Nu sidder det hele ifølge Suzann Rye på rygraden, og du har opnået en høj grad af sikkerhed og kan koncentrere dig om samtalen og at være i nuet: Velvidende, at du har gjort alt, hvad du kunne - og minimeret risikoen for at blive taget med bukserne nede.