Karriere

Ud­landsjob kan skade din karriere

Har du ikke altid tænkt, at et job i udlandet ville funkle på dit cv, når du vendte hjem til Danmark? Det er langt fra tilfældet: Mange danske ledere oplever det direkte som en ulempe, at de har haft job i udlandet, når de kommer hjem og søger job i Danmark.

”Det er overraskende. Det har altid ligget i kortene, at hvis man som for eksempel ung eller nyuddannet tog til udlandet og arbejdede, så fik man virkelig noget med hjem i bagagen,” siger Vibeke Skytte, der er direktør i Job og Ledelse i Lederne.

Men nu – understreger hun – viser en undersøgelse noget helt andet. I undersøgelsen Globalisering af ledelsesarbejdet, der er foretaget af Lederne, siger 37 procent af de adspurgte ledere, at jobbet i udlandet er en ulempe i forhold til senere at skulle have et job i Danmark.

”Det er ret svært at forstå, at det er sådan,” siger Vibeke Skytte, der ser to årsager til resultatet af undersøgelsen. Den ene er, at det kan være, at de danske virksomheder har svært ved at forstå, hvad det egentlig er den hjemvendte dansker har med i bagagen.

”De kan ikke se, hvilke kvalifikationer den hjemvendte har opnået. Evnen til at skabe relationer og at have arbejdet med ledelse i andre dele af verden er en stor fordel, men måske kigger man på det, man normalt kigger på i de danske virksomheder, når man rekrutterer,” siger Vibeke Skytte.

Den anden årsag kan være, at dem der er kommet tilbage fra udlandet ikke er gode nok til at omsætte de kompetencer, de har fået, overfor potentielle danske arbejdsgivere.

Sæt ord på

Ifølge Vibeke Skytte er det en kombination af de to årsager, som giver det overraskende resultat. Direktøren mener, at man som leder skal være god til at sætte ord på sine kompetencer, fordi de ifølge hende er vigtige for fremtidens arbejdsmarked.

”Der er da ingen tvivl om, at hvis man har en karriere i udlandet, så har man fået gode sprogkundskaber, man har arbejdet med andre kulturer med andre ledelsesstile og ledelsesforme – og man har skabt relationer og opbygget et kendskab til andre markeder, hvilket er en kæmpe fordel,” siger Vibeke Skytte og fortsætter:

”Det bliver ikke ved med at være en ulempe at have haft et job i udlandet. Det er noget, der ændrer sig, når der kommer mere fokus på global erfaring; når vi åbner øjnene lidt mere, så kommer der mere læring ind, som vi bliver glade for. Det er vi nødt til at gøre, hvis vi skal videre,” understreger Vibeke Skytte.

Ingen konsekvens for rejselysten

Hun mener langt fra, at den overraskende statistik vil få folk til helt at fravælge at tage til udlandet og arbejde, selv om hun anerkender, at det er et paradoks, at dem der har svaret i undersøgelsen har haft en fornemmelse af, at verden bare lå åben for dem – og så har fundet ud af, at Danmark ikke var parat til at tage imod de globale erfaringer. Hun er dog sikker på, at dem der har høje ambitioner med deres karriere og har været i udlandet også vil kunne få det job, de vil have, når de kommer tilbage til Danmark.

Direktøren mener desuden, at det er vigtigt ikke at gøre det til et stort problem, fordi hun netop er af den opfattelse, at det vil ændre sig i den nærmeste fremtid.

”Det er ikke til at sige, hvornår synet på det vil ændre sig – det vil ske glidende.”

Undersøgelsen viser desuden, at det er ønsket om personlig udvikling og en international karriere, der ligger øverst på listen over motiver til at søge job i udlandet. 436 personer deltog i undersøgelsen – fordelt mellem 343 ledere, der har base i Danmark og medarbejdere i udlandet, og 93 ledere, som bor og arbejder i udlandet.

Læs også