Vi har spurgt rekrutteringskonsulent i Jobindex Jens Fog om, hvad man skal skrive i sin ansøgning for at komme til samtale.
”Du skal skrive ind i ansøgningen, hvad du kan bibringe i jobbet. Og tænk på det engelske udtryk for ansøgning, de kalder det motivated letter. Du skal altså motivere, hvorfor du skal have jobbet,” siger Jens.
Jens har arbejdet med HR siden 1995 og har også undervist i at skrive ansøgninger. Jens har efter eget udsagn læst ufatteligt mange ansøgninger, og vi har summet hans 11 bedste råd op her.
1: Skriv, hvad kan du bibringe
Mange har travlt med i ansøgningen at beskrive, hvilken type job eller virksomhed, de vil ansættes i. Men det er helt forkert, ifølge Jens. Vend det om, og fortæl, hvad DU kan bibringe virksomheden.
2: Sælg dig selv
Mange misser, at det faktisk er det, man skal gøre i ansøgningen. Så få nu fortalt, hvorfor netop DU skal have jobbet.
3: Besvar stillingsannoncen
Læseren vil se efter det i din ansøgning, som de efterlyser i stillingsopslaget. Så vær Sherlock Holmes og læs mellem linjerne, hvis det altså ikke står der ordret. Dyk ind og afkod, hvad der er gået igennem hovedet på dem, der har slået stillingen op. Hvis der fx står, at du skal arbejde i en proaktiv afdeling, og at der også står under de personlige kompetencer, at du skal være proaktiv, så er det nok fordi, at læserne vil have en dreven og engageret person. Og hvis de ikke ser det i din ansøgning, bliver du ikke kaldt til samtale.
4: Fald ikke i floskelfælden
… Men undgå at falde i floskelfælden. Selv om du godt kan lide udtryk som ”mange bolde i luften” (og det måske til og med står i stillingsopslaget), så kom i stedet for med eksempler på, at du enten har håndteret mange opgaver samtidig, eller hvorfor du mener, at du kan (fx ”som forældre til 14 børn er jeg vant til…”. Hvis du er fleksibel, så kom med et eksempel i stedet for at bruge synonymordbogen. For der er jo stor forskel på, hvad der ligger i ordet fleksibel – er det fx i forhold til arbejdstid, overarbejde eller arbejdsopgaver?
5: Brug kraftfulde udtryk
Selvom vi bor i Jantelovens forhave, så vær stærk i din ansøgning. Undgå at bruge udvandet sprog til at beskrive dine kompetencer. Hvis du fx skriver i din ansøgning, at du har ”nogen” erfaring med bogholderi, og du faktisk har 19 års erfaring, som man kan se i dit CV, så brug et kraftfuldt ord. Skriv gerne, at du har meget eller solid eller stærk erfaring, hvis du rent faktisk har den.
6: Skriv din ansøgning på ny hver gang
Rigtig mange genbruger en gammel ansøgning. Jens’ bedste råd er at arbejde med en skabelon, der kan tilpasses til hvert job, du søger. Her kan der godt være afsnit i ansøgningen, der næsten ordret er det samme fra den sidste, du skrev – såfremt, altså, at afsnittet passer til det job, du søger denne gang. Undlad at genbruge ansøgningen ordret. Gør du det alligevel, så HUSK at ændre firmanavn!
7: Vær loyal mod dine tidligere arbejdsgivere
Selvom det kan være fristende at forklare, at chefen er dum, og derfor vil du bare væk, så undgå for alt i verden det. Hvis du indleder din ansøgning på den måde, vil læseren frygte, at du gør det samme om dem. Det diskvalificerer dig ret hurtigt. Skriv i stedet en god grund – fx at arbejdsindholdet i den ledige stilling matcher al din erfaring.
8: Husk, at der også er et CV med
Gem den korte beskrivelse af dine fritidsinteresser til en linje eller to i dit CV. Kun hvis din fritidsinteresse understøtter, hvad du skal lave i jobbet, kan det give mening, at du skriver det i ansøgningen. Så søges der en målrettet konkurrenceperson, som skal styre en benhård salgsafdeling, kan du skrive, at du sigter på at nå 3 Iron Man-konkurrencer i år. Ellers behøver læseren ikke se begge steder, at du elsker at pynte muffins, brygge eget øl eller lege med LEGO.
9: Skriv kortfattet, og gem noget til samtalen
En ansøgning på cirka 3/4 til 1 A4-side er passende, ifølge Jens. Du behøver ikke at fortælle præcis alt i ansøgningen. Dels har du jo dit CV med, som fortæller om dine erfaringer og kompetencer, og dels kommer der en samtale (hvis du passer til jobbet). Til samtalen kan du uddybe det, du skrev i ansøgningen, eller lægge nuancer på det, der ikke var plads til.
10: Undlad at fortælle, hvad du IKKE kan
Fald ikke i gruben med at fortælle, at du ikke kan arbejde over om tirsdagen, fordi du går til Zumba, eller at du engang gik ned med stress og derfor ikke tåler hektiske arbejdsomgivelser. Igen, der kommer en samtale, hvis du er den rette til jobbet.
11: Sørg for, at ansøgningen er lækker!
- Tjek din ansøgning for slå- og stavefejl. Og få derefter en ven til at læse korrektur.
- Gør dig let at finde. Når du gemmer dokumentet på din computer, så kald det ”Ansøgning + dit fulde navn”. Så er det let for læseren at søge efter dig i bunken. Og hvis du vil holde styr på dokumentet i dit eget arkiv, kan du døbe dokumentfolderen til virksomhedens navn.
- Lav en PDF. Jens’ sidste tip er, at lave dokumentet til en PDF. Så står alt pænt på siden, og logoer, links og lignende forskubber sig ikke.