CV

Tilpas dit CV, så du kommer til samtale

Sammen med Jobindex’ rekrutteringsdirektør Thomas Dahlgaard ser vi på, hvordan du gør dit CV skarpt nok til at skifte branche eller niveau.

Du har sikkert allerede hørt, at du skal målrette din ansøgning og dit CV til hvert job. Men når man vil træde ud af et lederjob eller skifte branche, kan det være ekstra svært. For de erfaringer du har, kan måske ikke bruges direkte i det job, du søger.

I den situation skal du ikke opstille dit CV kronologisk, men i højere grad fremhæve, at du har evnerne til at løfte jobbet ved at nævne lignende situationer, du har været i. Det gør du bedst med et såkaldt kompetence-CV.

Hvad er et kompetence-CV?

  • Lister dine kompetencer først
  • Går i dybden med kompetencerne
  • Opremser kun kortfattet dine erfaringer - oftest til sidst

”Hvis man vil skifte branche eller niveau, så skal man i sit CV formå at lave en kobling fra det, man har lavet, til det man skal lave. I ansøgningen skal du fortælle, at du har forstået, hvad jobbet går ud på og koble det til, at du har kompetencerne til at løfte jobbet,” siger rekrutteringsdirektør i Jobindex, Thomas Dahlgaard.

Og han fortsætter med et par eksempler.

”Hvis du eksempelvis tidligere har stået i butik og elsker kundekontakten, men gerne vil over og være telefonisk kundesupporter, så kan du skrive, at dine styrker er at vejlede og have kundekontakt, og at du er vant til at håndtere reklamationer. hvis du er jurist og gerne vil over i HR, kan du vægte, at du er vant til at kommunikere med folk samt vejlede og rådgive,” siger han.

Kom ud af lederjob-fælden

Hvis du vil forlade lederansvaret, er der ifølge rekrutteringsdirektøren to ting, som en ny arbejdsgiver vil tænke over: Den ene er, om du virkelig kan slippe lederrollen. Den anden er lønniveauet.

Thomas Dahlgaard forklarer, at der kan være mange gode grunde til, at du er klar til at gå ned i løn - måske har du en opsparing, du vælger at bruge af, eller børnene er blevet større og flyttet hjemmefra. Samtidig kan der være et helt legitimt ønske om at skifte niveau, hvis du ikke gider mere personalebrok, eller vil ud og bruge din specialistviden.

”Så kan man skrive ’jeg ved godt, jeg ser dyrere ud, men jeg er i en situation nu, hvor lønnen ikke er det vigtigste’ eller ’jeg er klar til at bruge min erfaring som afdelingsleder i udviklingsafdelingen til selv at gå ud og kode’,” siger Thomas.

Arbejdssøgende kender udfordringen

Mange arbejdssøgende vil nikke genkendende til det at skulle fokusere på kompetencer fremfor erfaringer for at komme i betragtning til et job. For det minder om de udfordringer, en der vil skifte branche eller niveau er ude i, mener Thomas.

”Hvis du har været arbejdssøgende, er det i endnu højere grad dine kompetencer og dig som person, du skal vægte. Du lægger vægt på dine kompetencer og relaterer det til jobbet, du søger. Hvis du har deltaget i Fest For Fyrede, dannet netværk eller søgt X antal job, kan du relatere den proaktivitet til den del af jobbet, du søger,” siger Thomas.