Karriere

Som­mer­u­ni­ver­si­te­ter kan styrke din karriere

Bliv opdateret på den seneste forskning, når universiteterne én gang om året åbner for deres sommeruniversiteter og mødes med erhvervslivet.

Bodil Damkjær
karriererådgiver

"Det er lige her, at kløften mellem erhvervslivet og universiteterne bliver mindre - og du kan blive opkvalificeret med de seneste nye forskningsresultater. Det er knaldgodt," siger Bodil Damkjær, der er karriererådgiver i Jobmaker A/S.

Ud over, at du bliver opkvalificeret og på den måde styrker din karriere, så mener hun også, at du får skabt dig et netværk med ligesindede inden for dit fag. Derudover får din virksomhed også brandet sig som en virksomhed, der prioriterer sine medarbejdere - og det kan ifølge karriererådgiveren i sidste ende tiltrække andre medarbejdere. Du kan ifølge Bodil Damkjær tjekke på LinkedIn, hvilke virksomheder der på den måde satser på efteruddannelse.

"Samtidig er det også en mulighed for at se, om man har lyst til mere uddannelse. Om man for eksempel vil bygge en grad ovenpå den, man har i forvejen. For mig at se henvender sommeruniversiteterne sig først og fremmest til akademikere, men andre kan selvfølgelig også deltage," siger Bodil Damkjær og tilføjer, at man for de fleste sommerkursers vedkommende skal have nogle års erhvervserfaring inden for det specifikke område for at kunne deltage - og at de fleste kurser som regel koster omkring 19.000 kroner.

Kurserne varer typisk en uge, og i nogle tilfælde kan man tage en eksamen. Hun mener, at de skal bruges som en opdatering af ens viden, men derimod ikke kan bruges som en måde, hvorpå man kan ændre sin karriere.

Det viser mentalt overskud

Karriererådgiveren mener, at der altid vil være noget prestige forbundet med at tage den form for kurser.

"Det viser noget mentalt overskud, at man kan rykke fem dage ud af sin travle kalender, og det kan kun gavne ens karriere."

Hun mener dog, at det er ret svært at finde frem til universiteternes sommerkurser, hvis man søger på nettet.

"Universiteterne er ikke så gode til at reklamere for det her, men et sted som Københavns Universitet gør det godt i den forbindelse. De har desuden en rigtig god måde at stille deres kurser op på, hvor man samtidig får en detaljeret beskrivelse af, hvad der sker dag for dag. Alle fakulteternes kurser er repræsenteret på én side. Man får en ret god idé om, hvorfor det er vigtigt at deltage på kurserne, og man kan se, at de har gjort noget ud af det," siger Bodil Damkjær, der håber på, at andre universiteter vil tage ved lære af den måde, Københavns Universitet gør det på.

Her er der sommer-muligheder

Tager man på et sommeruniversitet, råder Bodil Damkjær til, at man husker at tilføje kurset på ens cv. Vær også opmærksom på, at du kan tage sommeruniversiteter i udlandet.

Hvis du overvejer at tage på sommeruniversitet i Danmark, er der blandt andet følgende muligheder: Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, Copenhagen Business School, Århus Universitet