JobglædeJobsøgningOpsigelse

Sådan hjælper du andre i job

En god kollega er blevet afskediget, og du vil gerne hjælpe vedkommende videre i et nyt job. En karriererådgiver guider dig til, hvordan du bedst hjælper den afskedigede videre.

Mange oplever det som at blive skubbet ud i frit fald, når de får at vide, at de er blevet afskediget. Kan de finde nyt arbejde? Hvordan vil det gå med økonomien – kan man blive boende dér, hvor man bor nu? Måske opstår der en følelse af, at man er fuldstændig overladt til sig selv.

Derfor mener Tina Vedel Blidegn, der er karriererådgiver, at din allervigtigste funktion er at støtte den opsagte, hvis du sidder i en HR-afdeling eller på anden måde beskæftiger dig med dem, der er blevet opsagt.

”Det er især uvisheden om fremtiden, som folk bliver meget nervøse for, og derfor er det vigtigt at gribe fat i den uvished og tomhed. Rigtig mange mister selvtilliden, når de bliver afskediget, også selv om der er mange andre, der bliver afskediget på samme tid, og det kræver virkelig noget at komme op på hesten igen. Mange virksomheder benytter sig af et outplacement-forløb hos en ekstern udbyder, og det er en god afskedsgave at give, så den afskedigede ikke føler, at han eller hun bliver sluppet helt, men bliver hjulpet videre,” siger Tina Vedel Blidegn.

En værkstøjskasse kan hjælpe videre

Det er dog langt fra alle virksomheder, der bruger outplacement-forløb, fordi økonomien for eksempel kan stå i vejen – hvilket ifølge Tina Vedel Blidegn gør sig gældende for mange mindre virksomheder. Der kan man som medarbejder med tæt kontakt til den afskedigede, sidde i en svær situation, for hvordan hjælper man vedkommende videre, hvis der ikke er råd til et outplacement-forløb, eller virksomheden på anden vis ikke ønsker at give det.

”I den situation skal man overveje at give den opsagte en værktøjskasse, hvor man giver gode råd til, hvordan man kommer videre og finder et nyt arbejde. Værktøjskassen kan for eksempel indeholde bud på, hvordan en ansøgning kan se ud i dag, for nogle har måske ikke sendt en ansøgning i 20 år. Man kan også nævne forskellige indgange til jobdatabaser, muligheden for at blive vikar – og måder hvorpå man kan udvide sit netværk for eksempel via de sociale medier,” siger Tina Vedel Blidegn, der råder til, at man allierer sig med en professionel, når man udarbejder værktøjskassen.

Det vil være en engangsudgift, som hun mener, at alle virksomheder med flere ansatte burde ofre, og ikke kun fordi det vil være til gavn for den afskedigede.

Giver positiv respons både internt og eksternt

”Det er en helt anden afskediget medarbejder, der går ud ad døren, hvis du forsøger at hjælpe ham eller hende videre, og det vil betyde noget for, hvordan den afskedigede fremover vil omtale virksomheden. Det har også betydning for de andre ansatte i virksomheden, fordi de kan se, at man bliver behandlet ordentligt ved en afskedigelse. Det vil give et godt arbejdsklima og vil få virksomheden til at fremstå professionel,” siger karriererådgiveren, der i øvrigt råder til, at man ikke begynder at bruge sit eget personlige netværk for at få den fyrede i job.

Hun mener, at ens netværk hurtigt vil blive slidt, og at det slet ikke vil gå efter hensigten, hvis man ”misbruger” det. Tina Vedel Blidegn er af den mening, at man hellere skal rådgive den afskedigede om vigtigheden af et godt netværk, hvordan man udvider det - og at den afskedigede i øvrigt ikke skal holde det hemmeligt, at han eller hun er blevet afskediget.