Jobglæde

Psykolog: Derfor arbejder du et sted, hvor du mistrives

Hvis du har mistet din jobglæde, kan det være svært at tage beslutningen om at skifte job. Jo dårligere vi har det, des sværere er det at komme væk, siger arbejdspsykolog.

Det var blevet så slemt, at de lavede en helt usædvanlig aftale. Chefen måtte ikke længere tale ansigt til ansigt med Karen. Al kommunikation skulle ske over mail.

Karen, hvis rigtige navn er anonymiseret, havde ellers kun arbejdet i firmaet i kort tid. Men det var gået galt fra dag ét. Arbejdsmiljøet var i bund og forholdet til chefen endnu værre. Aftalen var et forsøg på at undgå flere konflikter.

Men det fungerede ikke, og Karen begyndte at hade sit job. Alligevel blev hun ved med at møde trofast op, dag ind, dag ud. Det stoppede først, da hun en morgen blev sygemeldt med symptomer på stress.

Hvorfor sagde Karen ikke bare op? Hvorfor blev hun ved med at arbejde et sted, hun hadede, og som gjorde hende syg?

Svaret er, mener arbejdspsykolog Milo Leig Andersen, der har haft Karen som klient – og kan udtale sig, da Karen er anonymiseret, at det er særdeles svært at komme væk fra et job, man ikke trives i.

”Jeg ser det gang på gang. Folk, der mistrives på arbejdet – som har mistet jobglæden – holder alligevel fast,” siger Milo Leig Andersen, der har været arbejdspsykolog de seneste 15 år.

”Det er hårdt ikke at have det godt, og det betyder, at den energi, vi normalvis ville have til at søge et nyt job, forsvinder. Det bliver svært at mobilisere kræfterne til at komme væk. Så jo sværere mistrivslen er, jo sværere bliver den at komme ud af,” siger han.

Hvis vi fejler på jobbet, fejler vi som mennesker

I Karens tilfælde handlede det konkret om, at hun igennem fire år var hoppet frem og tilbage mellem arbejdsløshed og korte projektstillinger. Det ville hun for alt i verden ikke tilbage til, selv om jobglæden var i bund.

På samme vis vil mange medarbejdere over 55 finde det for risikabelt at sige et dårligt job op, fordi de er bange for at blive permanent arbejdsløse, vurderer Milo Leig Andersen.

Men derudover er der også en generel tendens til, at vi i dag bliver ved med at kæmpe på jobbet, selv om vi ikke bryder os om det. Det handler om, at arbejdet er blevet en større del af vores selvforståelse de seneste 20-30 år, siger Milo Leigh Andersen.

”Meget af vores personlige identitet bliver i dag bundet op på det, vi arbejder med. For nogle mennesker er jobbet ligefrem deres vigtigste indikator for, hvem de er,” siger han.

”Hvis så meget af dig er hængt op på dit arbejde og det, du laver, så bliver det også ekstremt vigtigt, at du lykkes på jobbet. For hvis du fejler der, fejler du også som menneske. Og derfor bliver vi ved med at kæmpe for, at det skal blive bedre. Vi prøver at fortrænge problemerne ved at fortælle os selv og andre, at ’det skal nok blive bedre’ eller ’jeg må også bare arbejde hårdere’,” siger Milo Leig Andersen.

Vi bebrejder os selv for lav jobglæde

Den stædige insisteren på at forsætte i et job, man hader, kan blandt andet hænge sammen med det sprog, som erhvervslivet bruger.

”Når vi får en opgave på jobbet, så taler man om, at det bliver din opgave eller dit projekt – selv om det jo faktisk er virksomhedens opgave. Dermed bliver det også dit ansvar. Det er med til at skabe en overansvarlighed, som gør os så loyale, at vi aldrig vil svigte – og dermed heller ikke smutte fra et job, der ikke er godt for os,” siger Milo Leig Andersen.

”Når man mistrives på jobbet, tænker man måske også: ’Det må være mig, der er noget galt med’, og så forsøger man at kæmpe sig igennem. Man stikker jo ikke halen mellem benene, bare fordi der er lidt modgang, vel? Og hvis det ikke lykkes, hvis det ikke bliver bedre, begynder man at tvivle på sig selv,” siger han.

I sådan en situation kan det være nødvendigt med hjælp fra en god kollega.

”Som kollega kan din rolle være at holde det grimme spejl op ved at fortælle, hvad du observerer. ’For et halvt år siden var det altid dig, der kom med de sjove vittigheder. Nu ligner du en hængt kat hver eneste dag.’ Vær nænsom, men ærlig,” siger Milo Leig Andersen.

For Karen endte historien godt. Efter sygemeldingen gik det op for hende, at det ikke var holdbart at blive i et job, hun hadede. Hun skiftede jobbet ud og er i dag glad for at gå på arbejde. For Milo Leig Andersen er læresætningen klar:

”Det er ikke egoistisk at fjerne sig fra et job, man har det dårligt i. Det er et udtryk for egenomsorg. Så vær tro mod dig selv, ikke virksomheden. Giv slip i tide.”

Læs også