Jobglæde

Motion ved kon­tor­sto­len er afgørende for dit vel­be­fin­den­de

Du kan være nok så aktiv, når du har fri klokken fem, men hvis du stort set sidder ned på kontorstolen samtlige de otte timer, du er på arbejde, har du stadigvæk en større risiko for livsstilssygdomme, end hvis du bevæger dig og laver lidt motion ved din kontorstol i løbet af dagen.

Du er vild med dit arbejde, men det er din krop ikke altid: Du har smerter i nakken, og musklerne føles stramme, ja næsten for korte til at være inde i kroppen, når du sidder omkring otte timer hver dag ved computeren for ivrigt at løse dine opgaver. Ifølge Mads Andreasen, der er afdelingschef i PreviaSundhed og cand.scient. i Idræt og Sundhed, har man som kontoransat nogle helt typiske udfordringer som blandt andet smerter i nakken og skulderspændinger, men ifølge ham kan du relativt nemt selv gøre noget ved problemet. I arbejdstiden.

”Det er ret interessant, at den nyeste forskning viser, at du kan være nok så aktiv i din fritid – ja, du kan dyrke triatlon på topplan – men hvis du sidder ned otte timer hver dag og ikke bevæger dig i løbet af de timer, så har du stadigvæk en større risiko for livsstilssygdomme, end hvis du bevægede dig i løbet af din arbejdsdag. Det er jo et rigtig godt argument for, at man skal bevæge sig i løbet af arbejdsdagen, og det er jo egentlig heller ikke så overraskende, for mange kan jo mærke, at det ikke er rart at sidde ned så mange timer,” siger Mads Andreasen, der har været konsulent i projektet Krop og Kontor, hvor fire virksomheder arbejdede og fik erfaringer med motion på arbejdspladsen.

I projektet brugte Mads Andreasen blandt andet nogle elastikøvelser, som man kan udføre, når man sidder på sin kontorstol.

En undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø viser, at kun to minutters daglig elastiktræning giver færre smerter i nakke og skuldre. Forskningscentret satte sig for at undersøge, hvor lang tid man egentlig skulle træne for at mindske smerterne, og næsten 200 personer deltog i undersøgelsen. De fleste blev bedt om at træne henholdsvis to og 12 minutter hver dag fem dage om ugen.

Træn to minutter om dagen
”Deltagerne fik færre smerter i nakke og skuldre ved at træne dagligt med elastik. To og 12 minutters daglig træning gav omtrent samme effekt. På en skala fra 0-10 vurderede de i gennemsnit, at deres smerter i nakke og skuldre var faldet med 1,9 point ved 12 minutters daglig træning og 1,4 point ved to minutters daglig træning. Så selv to minutters daglig træning batter,” sagde seniorforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, Lars L. Andersen i forbindelse med offentliggørelsen af undersøgelsen sidste år.

Mads Andreasen anbefaler, at man ikke sidder ned mere end 90 minutter ad gangen, og som nævnt kan det altså bare være to minutters træning, der skal til, for at du kan mindske dine smerter.

”Det kommer både virksomheden og medarbejderen til gavn. Selv om man trækker en halv time ud hver dag, vil det blive tjent ind – uanset om man ser på produktivitet eller spændinger i nakke og skuldre. Mange øvelser kan desuden integreres i arbejdsdagen, så virksomheden ikke ser det som om, at man trækker tid ud til det,” siger Mads Andreasen.

Han er udmærket bekendt med, at mange ikke føler, det hører sig til på en arbejdsplads blandt stiletter og jakkesæt, at man pludselig trækker en elastik op – eller sidder og laver strækøvelser på sin stol:

”Det hører vi ret tit, men man skal have en forståelse for, at de her øvelser skal laves, for hvis vi ikke gør det, så får vi ondt i hovedet og får et lavere energiniveau – det skal folk først acceptere,” siger Mads Andreasen og understreger, at det ofte er derfor, at han slår et slag for, at lederen skal med ind over at indføre øvelser i det daglige – hvis ikke risikerer man, at det drukner i den daglige drift.

”Virksomhederne har et ansvar, så folk ikke bliver usunde af at gå på arbejde,” siger han. På dette link kan du se mere om krop og kontor

Du kan selv erhverve dig en elastik og lave disse øvelser, der tager omkring 5-10 minutter at lave: elastikøvelser for nakke skulder og arm

Ifølge Mads Andreasen kan man sagtens selv gå i gang med øvelserne.
”Der er videoklip med gode råd, og det gør det nemmere at lave øvelserne selv. Det er altid en god idé at få en ud og få øvelserne vist, men man kan altså gøre det selv. Der kan også være hensyn at tage til for eksempel skader i skulderen, og det skal man være opmærksom på. Man må ikke lave noget, der gør ondt.”

Læs også