AnsøgningOpsigelse

Læs og hent in­spira­tion fra verdens bedste jo­ban­søg­ning

De kreative jobansøgninger består nu ofte af videoer, som giver dig et stærkt visuelt udtryk, der kan være med til at skille dig ud fra mængden. Du kan dog sagtens være nyskabende med en gammeldags papiransøgning, hvor du alene med dine ord brænder igennem og gør det nær umuligt for en arbejdsgiver ikke at hyre dig.

Her er 3 bud på verdens bedste jobansøgning, som med solide argumenter, kreative vinkler og uhørt selvtillid efterlader alle os almindelige dødeliges ansøgninger i støvet.

Selvtillid og magiske fingre

Hvis du skal sælge dig selv overbevisende, skal du først og fremmest have selvtilliden i orden, og første bud på verdens bedste jobansøgning har rigeligt af dette.

Roanald Dyorak fra USA starter sin ansøgning som Office Manager således:

”Glem alle andre kandidater. Jeg er den BEDSTE … Jeg er djævelsk flot, og var Prom King 2 år i streg med 2 forskellige dronninger. Jeg er grotesk klog og kan løse enhver professorterning med mine magiske fingre, og jeg har engang dræbt en høg med en ninjastjerne. Jeg er også god for kontormoralen, og når nogen græder, trøster jeg dem og sådan noget lort.”

Roanald slutter med at understrege, at firmaet ikke behøver at se hans CV, og at han kommer forbi dagen efter for at underskrive ansættelseskontrakten.

Lad ordene bygge dig op

På diverse internetsider er der mange, der anser Dyoraks ansøgning som den bedste nogensinde, men et mere sobert bud kommer fra tekstforfatteren Robert Pirosh, der i 1934 tog til Hollywood for at prøve lykken som manuskriptforfatter.

Han sendte sin ansøgning til samtlige instruktører, producerer og studiechefer i filmbyen, og endte med 3 samtaler og en stilling hos MGM:

“Jeg kan lide ord. Jeg kan lide fede og tunge ord som ’ooze’, ’turpitude’, ’glutinous’… Jeg kan lide bløde ’V’-ord såsom ’Svengali’, ’svelte’, ’bravura’, ’verve’. Jeg kan lide knasende, skrøbelige og bristende ord som ’splinter’, ’grapple’, ’jostle’, ’crusty’.”

Sådan fortsætter han længe, indtil han kommer til kernen i sin ansøgning:

”Jeg kan lide ordet ’manuskriptforfatter’ bedre end ordet ’tekstforfatter’, så jeg besluttede mig for at droppe mit job hos et reklamebureau i New York og prøve lykken i Hollywood … Før jeg tog springet, rejste jeg til Europa et år for at tænke det hele igennem. Jeg er netop vendt hjem, og jeg kan stadig godt lide ord.”

Og sidste linje lyder blot:

”Må jeg tale et par ord med Dem?”

Robert Pirosh vandt senere en Oscar for sit manuskript til filmen Battleground, og hans jobansøgning anses stadig som en af de bedste nogensinde.

Kend din besøgelsestid

En anden tilgang til den perfekte jobansøgning er ved at opspore og italesætte arbejdsgiverens specifikke behov. En dedikeret ansøger havde efter flere afslag sat sig grundigt ind i drømmevirksomheden og dens medarbejdere, hvilket resulterede i følgende ansøgning:

”Med reference til jeres Technical Managers nylige død, ønsker jeg hermed at søge den afdøde managers stilling.”

Ansøgeren havde gjort sit hjemmearbejde og fortsætter således:

”Hver gang jeg søger job hos jer, får jeg at vide, at I ikke har nogen ledige stillinger. Men denne gang har jeg taget jer på fersk gerning, og I har ikke nogen undskyldning, for jeg tog selv med til begravelsen for at sikre mig, at han virkelig var død og begravet, før jeg skrev min ansøgning.”

Den dedikerede og lidt ufølsomme jobansøgere slutter med ordene:

”Vedhæftet finder I mit CV samt en kopi af managerens dødsattest.”