Jobindex står bag aprilsnar om Zoologisk Have


Tirsdag den 1. april vågnede danskerne op til nyheden om, at Zoologisk Have havde slået et stillingsopslag op hos jobportalen Jobindex, hvor den zoologiske have søgte en marketingschef til deres nye taskekollektion ’Marius’.

Selv om det tydeligt fremgik, at stillingsopslaget var en aprilsnar, har mange fået den opfattelse, at det var Zoologisk Have og ikke Jobindex, der var afsender.

Derfor vil Jobindex gerne understrege, at Zoologisk Have intet har haft at gøre med aprilsnarren:

”Jobindex har selv forfattet aprilsnarren, og vi har ikke kontaktet Zoologisk Have i forvejen. Vi beklager, hvis folk har misforstået, hvem afsenderen er. Hos Jobindex er det en tradition, at vi hvert år den 1. april laver et falsk stillingsopslag på vegne af en af vores kunder, og i år har vi valgt at tage udgangspunkt i Zoologisk Have. Vi beklager meget at aprilsnaren har givet negative reaktioner, for det var bestemt ikke meningen. Så vi har sagt undskyld til Zoologisk Have og har nu fjernet aprilsnaren fra vores forside”, siger Jobindex direktør Kaare Danielsen.

Yderligere oplysninger: Kaare Danielsen, direktør for Jobindex, 20 73 50 10.