Historien om danske TrackMan er et vaskeægte iværksætter-eventyr, hvor en god idé - i dette tilfælde udklækket på golfbanen - ender som en global it-succes.
TrackMan skiller sig dog også ud: Virksomheden har været selvfinansieret helt fra starten, og succesen var nærmest en realitet i samme uge, som produktet kunne præsenteres første gang.
Det er også bemærkelsesværdigt, at TrackMan lagde ud med at kapre nogle af de allermest attraktive kunder på verdensplan.
TrackMans årsregnskaber fortæller historien om en virksomhed med massiv vækst på alle parametre år for år. Endnu vigtigere er det måske, at alt tyder på, at vækst-eventyret kun lige er begyndt.
"Vi er selv golfspillere, og det, mener jeg, er en helt afgørende faktor for, hvorfor vi har succes. Vi har forstået markedet fuldstændig," lyder det fra Fredrik Tuxen, der er CTO og medstifter af TrackMan, da Computerworld er på besøg hos virksomheden i Vedbæk.
"Vi skal bare derudaf. Vores idékatalog med alt det, vi kan gøre, men endnu ikke er gået i gang med, er stort. Her taler vi om sport om teknologi - og begge dele boomer," siger Fredrik Tuxen.
En idé bliver født
TrackMan, der blev stiftet i 2003, står bag et avanceret system, der kan måle blandt andet hastighed og rotation på golfbolde og senest også baseball-bolde. Det er primært professionelle spillere og golftrænere, der anvender løsningen.
"Folk står der og slår bolde hele dagen. Hvordan kan man gøre den oplevelse bedre...?"
Nogenlunde sådan lød den undren, der tilbage i 2002 var de første spæde skridt til TrackMan. Det skete i første omgang hos Morten Eldrup-Jørgensen, bror til den nuværende direktør i TrackMan, Klaus, og en golf-kollega.
Klaus Eldrup-Jørgensen beskriver over for Computerworld baggrunden for tankerne om, hvordan golfsporten ville blive forandret med nye teknologier.
"Det at købe en spand bolde og så slå dem ud på rangen har man gjort i 100 år. Det har ikke ændret sig. Men så begyndte vi at tænke på, om man på en eller anden måde kunne bruge teknologi til at gøre det mere interessant, mere effektivt og mere sjovt."
"Vi begyndte at kigge os omkring og fandt ud af, at man i militæret brugte Doppler radarteknologi til at tracke missiler og projektiler."
En af de førende virksomheder i verden indenfor Doppler radarteknologi er dansk, hedder Weibel og ligger i Allerød. I Weibel var Fredrik Tuxen ansat som udviklingschef. Selvom flere møder mellem Weibel og TrackMan ikke resulterede i noget samarbejde, var Fredrik Tuxens interesse vakt.
"Så jeg tog telefonen en aften og ringede til Fredrik, og det tog ham 48 timer at sige ja til at være med. Så startede vi op i 2003," fortæller Klaus Eldrup-Jørgensen.
Fem store kunder på én uge
I første omgang bestod TrackMan af fem medarbejdere, der sad hjemme hos Klaus Eldrup-Jørgensen. I dag har det udviklet sig til en virksomhed med et overskud på godt 120 millioner kroner før skat i det seneste regnskab, omkring 170 medarbejdere og solid vækst år for år.
Produktet er en kombination af hardware og avancerede algoritmer i selve TrackMan-enheden, som eksempelvis kan tages med ud på golfbanen. Samtidig findes der apps til en række platforme, så man som golfspiller har adgang til de vigtige data, mens man er på golfbanen. Data lagres i skyen og kan senere tilgås.
En lang række professionelle golfspillere anvender TrackMan - heriblandt verdens nummer et, Dustin Johnson, nummer to, Rory Mcllroy og nummer tre, Jason Day. Derudover leverer TrackMan data til de førende tv-kanaler på området - eksempelvis Golf Channel, ESPN, BBC og CNN.
Fra idé til global succes
Hvordan blev en idé på golfbanen til en dansk it-virksomhed med global succes?
"Vi er born global," lyder første bud fra Klaus Eldrup-Jørgensen, der uddyber:
"Det skal forstås på den måde, at vi har et produkt, der henvender sig til hele verden, og de første kunder, vi fik, var også udenlandske."
Efter at have udviklet på TrackMan-produktet i under to år, havde virksomheden en konkret løsning, der kunne vises frem.
"Fredrik og jeg rejste rundt og viste det til fem kunder fra mandag til fredag: Nike, Mizuno, Callaway, Taylormade og Ping. Da vi sad i flyet på vej hjem efter de fem besøg, havde vi faktisk lavet fem deals."
"Hver deal var cirka på en halv million kroner. Så sagde vi til os selv: Nu skal vi i gang," fortæller Klaus Eldrup-Jørgensen om den markante succes, TrackMan oplevede helt fra starten.
"Vores første kundegruppe var virksomheder, der lavede golfudstyr. De havde et behov, som vi øjeblikkeligt kunne udfylde: Når de udvikler udstyr, har de robotter, der står og slår bolde hele dagen - og der skal man vide så meget som muligt om boldens flugt."
"Det havde de ikke rigtig nogen god måde at gøre på, og der kom vi så, og de kunne med det samme verificere, at vores udstyr målte rigtigt," siger Klaus Eldrup-Jørgensen.
Fredrik Tuxen, der er manden med den dybe tekniske viden og kunnen i TrackMan, er ikke i tvivl om, at det betød meget for den videre udvikling af TrackMan som virksomhed, at de første kunder kom i hus relativt hurtigt:
"Det betød meget, at vi fik den positive tilkendegivelse og også ordrer helt fra starten. Alt det med, hvordan vi skulle finansiere virksomheden, faldt på plads allerede der - vi kunne se, at det kørte. Og vi har været selvfinansierende siden," siger han.
Klaus Eldrup-Jørgensen tilføjer:"Der skal naturligvis lidt penge til for at sætte en virksomhed i gang, men her snakker vi et encifret millionbeløb, og det havde vi."
Fra virksomhedens fødsel og frem til 2011, investerede TrackMan al omsætning i den videre udvikling og vækst, og først fra 2011 er ejerne begyndt at tage udbytte ud.
Vil ikke sælge virksomheden
Jeres regnskaber viser masser af vækst og gode resultater på bundlinjen. Der må være mange, der er interesseret i at opkøbe TrackMan?
"Der er hele tiden nogen, der ringer, men det er en anden mission, vi har. Det er ikke overdrevet, når jeg siger, at vi får mindst 30 henvendelser om året. Det er meget interessante udenlandske fonde - men vi har simpelthen sagt nej til dem alle sammen, og vi mener nej," forklarer Klaus Eldrup-Jørgensen.
"Vi har ingen ambitioner om at lave en exit med det her firma. Vi har det sjovt med det, vi laver, og vi vil i realiteten gerne se denne her virksomhed overleve os selv."
"Men man skal selvfølgelig hele tiden stille sig selv spørgsmålet, om vi er de rigtige ejere. Vi kan ikke tillade os over for hverken os selv eller vores medarbejdere, hvis ikke vi er de rigtige ejere. Så vi skal hele tiden udfordre os selv, og det gør vi også."
"Mange virksomheder, der starter op, snakker exit fra dag ét. Det har vi aldrig nogensinde gjort. Vores fokus er på at gøre de rigtige ting, der kan skabe værdi for virksomheden," lyder det fra Klaus Eldrup-Jørgensen.
Fredrik Tuxen siger samtidig, at virksomheden er født i Danmark - og skal forblive dansk.
"Mange af de virksomheder, der bliver solgt, ender med at flytte arbejdspladser ud af Danmark, og det er vi faktisk ikke interesseret i. Vi vil hellere købe den samme vare i Danmark end i Kina, selvom den er 25 procent dyrere. Vi vil hellere støtte vores egne værdier - ellers bliver det et ræs mod bunden," siger han.
"Rent samfundsmæssigt føler vi en form for ansvar for at skabe arbejdspladser i Danmark, og det er noget af det, der gør mig allermest stolt," lyder det fra Fredrik Tuxen.
Har erobret toppen af markedet - nu gælder det alle de andre kunder
TrackMan har i dag et solidt greb i toppen af golfmarkedet med blandt andet en række af de mest kendte og succesrige golfspillere på verdensplan. Opgaven er derfor nu også at prøve at arbejde sig nedad i markedet.
"Vi skal ud og lukke det hul, inden andre gør det. Så det er en klar vækststrategi," siger Klaus Eldrup-Jørgensen.
Samtidig har TrackMan i de senere år også udvidet forretningen til baseball-markedet, hvor situationen nu er nogenlunde den samme.
"Der er ikke et professionelt baseballstadium i verden i dag, hvor vi ikke er og tracker hver eneste bevægelse, bolden laver. Vi er på alle stadions i USA, Japan og Sydkorea - de tre steder i verden, hvor der spilles professionel baseball."
Derudover er der allerede sat gang i satsninger inden for fodbold, ligesom tennis også er på programmet.
"Så vi skal fortsætte med at have en vækst på 30-40-50 procent om året de næste 5-10 år."
Klaus Eldrup-Jørgensen forklarer, at det ikke nødvendigvis betyder, at TrackMan skal have tilsvarende flere medarbejdere, da de nuværende omkring 170 medarbejdere allerede har skabt fundamentet og produktet, der nu kan skaleres.
"Det kan være, at vi bliver 300 eller 500, men vi bliver ikke 10.000."
Det unikke it-produkt, der er svært at kopiere
I har succes med et meget håndgribeligt produkt, der fungerer rigtig godt. Frygter I ikke, at der er andre virksomheder, der kopierer det?
"Det kan man naturligvis frygte, og der er da også nogen, der forsøger at gøre det - men med meget dårligt held," siger Fredrik Tuxen.
"TrackMan er hardware, hvor radar-delen er en meget stor del af det. Det er ikke nemt at finde ud af, hvordan du designer radaren på den rigtige måde, og det er slet ikke nemt, hvis du gerne vil lave et apparat, der er til at købe for penge."
"Selvom du så havde kopieret hardwaren, så er der algoritmerne til, hvordan du så får informationerne ekstraheret," siger Fredrik Tuxen.
"Du har rå data og så de her algoritmer til at ekstrahere x-y-z-data, om det så er spin-rate, hastighed eller noget tredje. Det er meget svært at kopiere."
Har brug for flere medarbejdere
Hvad er den største udfordring for TrackMan i forhold til at få ført alle de nye forretningsplaner ud i livet?
"Det er 100 procent at finde de rigtige medarbejdere og få dem ombord. Det er svært, for der er ikke nok af dem," siger Klaus Eldrup-Jørgensen.
"Vi mangler ingeniører og programmører i Danmark. Det er fuldstændig vanvittigt, at vi ikke uddanner nogle flere. I dag kan du intet gøre, uden der er software involveret. Der er ikke én softwareudvikler de næste mange år, der ikke vil kunne få job."
"De behøver ikke have fem års erfaring eller noget. Vi skal bare have dem direkte fra skolen, og hvis de så ellers har hovedet skruet ordentligt på, skal vi nok lære dem det, de skal kunne."
TrackMans medarbejderstab er allerede i dag meget international med folk fra blandt andet Tyskland, Polen, Sverige, Frankrig, USA og Iran. Medarbejderne har TrackMan hentet til Danmark:
"Vi vil gerne lokke dem hertil, hvis vi kan. Det handler ikke om 10.000 kroner mere eller mindre per person - det handler om at få dem tæt på og om at få de rigtige medarbejdere," siger Klaus Eldrup-Jørgensen, administrerende direktør og medstifter i TrackMan.